Stokholm i Vester Nebel sogn


Stokholm ca. 1930. Niels Nielsen med familie. Fotograf ukendt.

Intro

Stokbrovej 28. Matr 9a Hygum, Vester Nebel Sogn i Esbjerg Kommune. Dette husmandsbrug blev oprettet o. 1795 ved nedlæggelsen af Hans Rasksens gård i Hygum. Parcellen var på 4 skp. hartkorn. I 1844 blev gården vurderet til 1 tdr 2 skp 1½ alb hartkorn.

''Hans Rasksens gård''. Denne ikke længere eksisterende gård udgjorde sammen med matr. 6a i Hygum en af Hygums gamle helgårde med 6 tdr hartkorn i 1664. I 1688 vurderet til 6 tdr 1 fdk 2 alb hartkorn. På et tidspunkt kom to fæstere på helgården, der så blev delt i 2 halvgårde, hver med 3 tdr. 2½ alb hartkorn. Gården forsvandt omkring 1795 – bygningerne lå lidt øst for hvor matr. 6a oprindeligt lå (se denne). Omkring ejerforhold og gårdfæstere før 1800, se "Bryndum og Vester Nebel før selvejet" Henning Jørgensen 2016. Den første selvejer på gården var Hans Rasksen, som var gift med Anne Jepsdatter. Han frikøbte gården fra sin far (som dengang ejede gården) i 1793 og søgte derefter om tilladelse til at udparcellere og helt nedlægge gården i forbindelse med udskiftningen af Hygums jord 1794. Det lykkedes, men betingelsen var, at der blev oprettet et nyt afbyggersted, Stokholm, med 4 skp. hartkorn. Jorden blev delt mellem Hygum Nørregård og Hygum Østergård, som tilhørte hhv. hans kusine og fætter. Bygningerne forsvandt herefter, og Hans Rasksen og familie flyttede til Astrupgård (kaldet Raskgård) i Bryndum Sogn. ''Stokholm.'' Grundlæggeren af ejendommen o. 1795 var Jens Gregersen og hustru Maren Christensdatter. De havde forinden været bosat på et husmandssted i Sjelborg i Hostrup Sogn (Jens Gregersen stammede dog fra Grene Sogn), men grundlagde nu nærværende ejendom. Jens Gregersen var tømrer. 1800 flyttede de til Skærbæk og grundlagde ejendommen på matr. 24. Stokholm blev da udlejet et års tid til Jens Jørgensen og hustru Lene Jensdatter. I 1801 solgte Jens Gregersen ejendommen til Jørgen Frideriksen, der samme år blev gift med Inge Rasmusdatter Holm, en datter af Rasmus Holm på Øluf Mølle. De videresolgte dog atter Stokholm i 1803 til svigerforældrene Rasmus Hansen Holm og hustru Inger Jensdatter, som efter afståelsen af Øluf Mølle havde været møller i Bække nogle år. En anden af Rasmus Holms døtre, Mette Susanne Holm, blev 1812 gift med Peder Hansen fra Jerne. De overtog ejendommen året efter. Mette Susanne Holm, der var jordemoder, døde 1836. Peder Stokholm, som han blev kaldt, giftede sig 2. gang året efter med Gjertrud Hansdatter, født i Rodebæk, Faaborg Sogn. De flyttede til Bryndum i 1841. I 1841 blev ejendommen overtaget af Thøger Madsen og hustru Jenge Jesdatter. De havde forinden haft Nebelgård i kort tid. De nye ejeres eneste søn, Niels Jessen Thøgersen, overtog Stokholm efter dem i 1857 og blev samme år gift med Ellen Marie Jørgensdatter fra Skads Sogn. Som nævnt havde han ingen søskende, men han havde dog en plejebror Christen Jepsen. Denne plejebror lejede et stykke jord fra Stokholm og byggede et hus her i 1869. Den ugifte søn Jørgen Thøgersen overtog Stokholm i 1893. Efter forældrenes død solgte han gården og flyttede 1905 til en tvillingebror, der havde en ejendom i Lifstrup. I 1905 blev Stokholm overtaget af Laurids Jepsen Lauridsen, kaldet Laurids Stokholm. Han var en søn af Niels Jensen Lauridsen, som havde haft Stokbro i Nebel. Han blev året efter gift med Sørine Thomsen Jensen, født i Brande Sogn. De frasolgte 1910 8 tdr. l. til en ny ejendom. I 1928 flyttede de fra sognet. 1928 blev Stokholm overtaget af Niels Olesen Nielsen og hustru Marie Kirkeby. De havde forinden boet på hans fødeegn Kærbæk i Ansager Sogn, men Marie stammede fra Fuglbæk i Bryndum Sogn. Hendes mor og søster fik i 1934 udstykket en grund fra gårdens jord til et hus. Datteren Rubi Elvira Nielsen blev 1945 gift med Olav Alslev fra Hostrup sogn, som overtog gården året efter. De drev gården til 1985, frasolgte da jorden og flyttede til Tarp i Bryndum Sogn. 1985 Jesper Nielsen fra Esbjerg. Flyttede 1987 og udlejede derefter bygningerne. 1990 Nuværende ejere Knud Erik og Mona Vinkel Nielsen. De stammer fra hhv. Hjortkær i Grimstrup Sogn og Fåborg. 2009 Yderligere oplysnninger: Vester Nebel Sognearkiv [http://www.vnsa.dk" target="_blank www.vnsa.dk] "Vester Nebel Sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen 1991 "Bryndum og Vester Nebel før selvejet" Henning Jørgensen 2016