Odense Stålskibsværft

Stabelafløbning på Stålskibsværftet. Isbryderen "Holger Danske". Maj 1942.

Odense Stålskibsværfts arbejderboliger, Emilievej 4-10

Luftfotografi. Udsigt over Odense Kanal med Odense Stålskibsværft i forgrunden.

Odense Kanal med Stålskibsværftet

Stempelur fra Odense Staalskibsværft, 1950’erne. Når arbejdspladser blev meget store, blev der behov for at regulere medarbejderne på nye måder. Nu stemplede man ind og ud hver dag. Stempeluret kan ses på Møntergården i Odense. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Nittehammer drevet af trykluft, Odense Stålskibsværft, 1930’erne. De store stålskibe blev nittet sammen. Nitterne blev varmet op til de var rødglødende og derefter banket flade. Nittehammeren er i dag på Møntergården i Odense. Foto: Jens Gregers Aagaard.

Intro

A.P. Møller grundlagde i 1918 Odense Stålskibsværft ved kanalen.

Da industrien kom til Fyn Før industrialiseringen var ethvert produkt et stykke håndværk, ofte skabt til en kendt kunde. Men da industrien kom til Fyn i midten af 1800-tallet, begyndte man på fabrikker at fremstille ensartede produkter til et ukendt marked. Mekanisering og masseproduktion blev grundlaget for samfundets vækst og forbedrede levevilkår.
Odense Staalskibsværft Skibsreder Arnold Peter Møller (1876-1965) grundlagde i 1918 Odense Staalskibsværft nord for Odense. Han etablerede værftet for egne midler og opbyggede allerede fra begyndelsen et stort boligområde i Skibhuskvarteret tæt på værftet. Efter en beskeden start nåede værftet 1.000 ansatte i midten af 1930’erne, og derefter voksede det støt.
For at kunne møde markedets krav om større skibe blev Lindø-værftet etableret ved Munkebo i 1959. Antallet af ansatte steg til 6.000 i 1970’erne, og landsbyen Munkebo var blevet til en by befolket af Lindø-arbejdere. Værftet byggede blandt andet verdens største containerskib, Emma Mærsk, i 2006. I januar 2012 sejlede det sidste skib fra Lindø-værftet, som blev det sidste store danske værft.

Denne tekst er en del af udstillingen 'Fyn - midt i verden', der kan ses på Møntergården i Odense.

Odense Staalskibsværft blev anlagt i 1918 på et område nord for byen langs Odense Kanal. Det var det eneste værft A.P. Møller selv anlagde, og værftet kom til at levere mange skibe til rederiet. Værftet blev anlagt på jorder, der havde hørt til gården Marienlund og kom ikke blot til at dække et stort område ved kanalen – værftets behov for arbejdskraft betød, at man opførte en form for fabriksby yderst i arbejderkvarteret Skibhuskvarteret. Værftets væsentligste og ældste bygninger er stadig bevaret i ombygget stand. Ved indkørslen til værftet ses den store administrationsbygning i røde sten, opført 1918 efter tegning af odensearkitekten Niels Jacobsen. Ved de store bevarede beddinger i beton med spor efter løbekraner, ses nærmest administrationsbygningen værkstedbygning II fra 1918, herefter værkstedbygning I fra samme år, begge tegnet af odensearkitekten H.C. Holm: Det var nogle af byens første jernbetonbygninger. Fra 1942 og frem til 1950’erne blev der opført flere store halbygninger med løbekraner.

Værftet kort før lukningen.

I 1950'erne løb tiden dog fra anlægget og beliggenheden. I 1959 begyndte skibsbyggeriet på et nyanlagt værft ved Lindø. Her var der plads og dybgang til at bygge langt større skibe - nu i svejset sammen af sektioner. Sidste stabelafløbning fra et gamle Odense Staalskibsværft skete i 1965. Herefter blev værftet ved kanalen afviklet.

Anlægget er et af de få bevarede eksempler på de succesfulde og efter danske forhold meget store industrivirksomheder, som især opstod i årene omkring 1. Verdenskrig. I dag ejes området af ejendomsudviklingsfirmaet Søtoftegaard A/S og bygninger udlejes til forskellige formål under det lidt kedelige navn Odense Kanalby.