Gudenåen - de frodige enge
Der slåes hø langs Gudenåen ved Resenbro nord for Silkeborg.
Intro
På de frodige engarealer langs Gudenåen åd kreaturerne sig fede i masser af grønt græs, og her slog bønderne hø til vinterfoder
”Uden eng ingen ager” og ”Eng er agers moder” er gamle ordsprog, som vidner om den store betydning engene havde gennem årtusinder for bønderne: På de frodige enge ned til Gudenåen græssede kvæget og her slog man hø til foder, når dyrene stod på stald om vinteren. Jo mere hø – jo flere kreaturer kunne der holdes på gården. Flere kreaturer betød mere gødning – og jo mere gødning, jo større kornudbytte.
Typisk begyndte man at slå hø i første halvdel af juli. Når høet var kørt hjem, fik dyrene oftest lov til at afgræsse engene, men der kunne også foretages et efterslæt i sensommeren eller først på efteråret. Gødning fra vinterstaldningen var nødvendig for at holde agermarkerne gødskede – og dermed sikre et rimeligt høstudbytte.
På sin egen naturlige måde sørgede Gudenåen for, at ådalens enge hvert år kunne give godt græs og hø uden at få tilført gødning. Vinter og forår løb den ofte over sine bredder og aflejrede ”gødning” i form af næringssalte og organisk materiale på arealerne.
Bønderne langs Gudenåen har gennem årtusinder forstået at bruge den mosaik af forskellige ressourcer, som åen og ådalen udgjorde.
Engene gav god græsning til kvæget og hø til vinterfoder. I moserne kunne man skære tørv til brændsel og i ældre tider hente myremalm til jernudvinding. Fiskeri efter ål, laksefisk, gedder og andre velnærende fisk var et supplement i den daglige husholdning og måske en nødvendig biindtægt. Og langs åen kunne man skære rør og siv til forskellige formål.
Først med fremkomsten af det højt specialiserede og industrialiserede landbrug i anden halvdel af 1900-tallet, er landmændene blevet mindre afhængige af det naturgrundlag, som åen og ådalen udgør.
Hofmeister, Erik : Gudenåens kulturhistorie. 2012