Vorbjerg Bakke og Slaggård Banke


Gravhøje på Vorbjerg Banke. Gravhøje på Vorbjerg Banke


Gravhøje på Vorbjerg Banke-1. Gravhøje på Vorbjerg Banke-1

Intro

Gravhøje kroner bakkedragene ved Østbirk nordvest for Horsens. Otte store høje på Vorbjerg Bakke, også kaldet Slaggård Banke, danner her en flot række. Mens de hvælvede høje i området er almindelige bronzealderhøje, er denne gruppe noget for sig selv...

Gravhøje kroner bakkedragene ved Østbirk nordvest for Horsens. Otte store høje på Vorbjerg Bakke, også kaldet Slaggård Banke, danner her en flot række. Mens de hvælvede høje i området er almindelige bronzealderhøje, er denne gruppe noget for sig selv. Alle otte høje har en stor, nærmest plan topflade. Udgravninger af de to sydligste gravhøje i 1889-90 har vist, at de er fra jernalderen, fra 200-tallet og 300-tallet e.Kr. Lignende fladtoppede høje, fra jernalder og vikingetid, findes på flere kirkegårde i Danmark. ''Kostbart bjørneskind brændt '' I begge de sydlige høje blev der fundet urnegrave. Ligbålet har næsten helt fortæret gravgaverne, men stumper af et bronzekar, rester af et bæltespænde af sølv og et guldstykke fortæller om stor rigdom. En knogle fra en bjørneklo viser, at der må have været et bjørneskind. Kun førende slægter havde mulighed for at få fat i de værdifulde skind fra det nordlige Skandinavien. Udgravningerne afslørede også, at der på den ene høj har stået en kraftig pæl og en bautasten. På to andre høje er der også bautasten. Vi ved ikke, hvad der foregik på den flade top. På enkelte andre jernalderhøje er der fundet hesteknogler. Måske har de flade toppe fungeret som helligsteder, hvor man ofrede heste.