Vindeby Mølle


Vindeby mølle


Luftfoto af Vindeby Mølle


Vindeby Mølle - åben for offentligheden i 1998

Intro

Vindeby Mølle er en gammel vejrmølle, hvis historie kan føres tilbage til slutningen af 1700-tallet. Den oprindelige stubmølle brændte i 1826, hvorefter der opførtes en ny mølle af hollandsk type.

Vindeby Mølle
Der har formentlig eksisteret en mølle ved Vindeby gennem længere tid, men første gang, den er fundet omtalt, er i 1763, da møller Anders Olsen sælger en mølle i Vindeby Mark til Peter Beyerholm. Denne har åbenbart kun haft den i få år, for i 1768 hedder mølleren Jonas Johansen, og han har tilsyneladende manglet kapital, for han udsteder en obligation på 400 rigsdaler til den lokale sognepræst, Johan Suhr, der får pant i mølle, møllehus og løsøre.

År 1800 brandforsikres stedet for første gang, og dermed har vi den første beskrivelse af møllehusene og møllen.
Stuehuset lå – som i dag – med facaden mod syd. Det havde lerklinede vægge og var stråtækt. Der var bræddelofter og bræddegulve i tre af husets otte fag, og de andre må så have haft åbne lofter og været forsynet med sten- og/eller lergulve, og opvarmningen skete med to vindovne, dvs. ovne, hvori der fyres fra samme rum, hvori de står, modsat bilæggerovne. Mod vest lå en bygning, der rummede lo, lade og hestestald. Beskrivelsen af møllen er meget kortfattet. Det oplyses at dens ’skelet’ og fod var af eg og at den var beklædt med fyrrebrædder. Endelig får vi at vide at den indeholdt en enkelt kværn.
Der var tale om en stubmølle.

Den nuværende Mølle er en hollandsk vejrmølle, og den er op ført efter en brand i 1823.

Til at bygge møllen hentede den daværende ejer, Anders Clausen møllebygger Schnohr fra Langeland, sandsynligvis fordi ingen af de lokale møllebyggere endnu beherskede teknikken med at bygge en hollandsk mølle og slet ikke en med stampeværk. Claus Hendrik Schnohr var født 1764 i Glückstadt i Holsten. Som ung kom han til Langeland, hvor han 1790-91 byggede øens første hollandske mølle.

Fra 1884 til 1905 var møllen i familien Krogstrup Petersens eje, hvorefter den overgik til Johannes Christian Rasmussen. Han installerede omkring 1920 en 20 hk petroleumsmotor i møllen. I 1938 solgte han den til sin møllersvend, Helge Gren, der drev den til 1993. Foruden mølleri havde han korn- og foderstofhandel. I 1959 blæste vingerne af møllen, men samme år blev der tinglyst fredning på den. Møller Gren overdrog i 1986 møllen til Vindeby Møllelaug med henblik på en restaurering. Istandsættelsen kom i gang i 1989, og den 25. april 1998 kunne en fuldt funktionsdygtig mølle åbnes for besøgende.

Ovenstående oplysninger er et uddrag af en detaljeret gennemgang af Vindeby Mølles historie skrevet af Jens Erik Christiansen - kan ses på Ravnsborg lokalhistoriske Forenings hjemmeside
samt her