Vildtbanestenen ved Vestermølle
Frode Randløv (tv.) med vildtbanestenen, som han sammen med sin far reddede fra skærveknuserne i 1930erne.
Vildbanestenen opstillet i gården på Vestermølle. Foto: Vestermølle Møllelaug.
Intro
Den danske konge havde flere store jagtområder rundt om i landet, heriblandt Skanderborg Vildtbane. Kongens jagtmarker var afmærkede - oprindeligt med træpæle, men med tiden blev de skiftet ud til vildbanesten med inskription.
Skanderborg Vildtbane var kongeligt kongens jagtdistrikt fra sidste halvdel af 1500-tallet og frem til 1767, hvor Skanderborg Slot med jorder blev solgt på auktion. Skanderborg Vildtbane omfattede en halv snes herreder fra Horsens og helt op til Viborg og var et af de største distrikter i landet.
Der blev værnet om vildtet, og det var tilladt skovriderne at skyde krybskytter på stedet. Dog kunne adelsfolk nøjes med at få øjnene stukket ud, hvilket også afskar dem for yderligere jagt. Holdt folk hund op imod en vildtbane, skulle et forben hugges af, så den heller ikke var til fare for vildtet.
Tekst: Vestermølle Møllelaug.
Oprindeligt var vildtbanerne afmærket med træpæle, men det skete, at de forsvandt eller blev flyttet rundt, når bønderne kom ”drukne og beskænkede fra købstæderne”.
Kongen bestemte derfor, at træpælene skulle skiftes ud med vildbanesten med inskription. Det blev en århundredlang proces, som aldrig nåede hele vejen rundt om Skanderborg distrikt. Vildtbanesten til markering af skellet blev i Skanderborg distrikt opstillet i årene 1743 til 1762 under Christian 6. (1730-1746) og Frederik 5. (1746-1766).
Stenen på Vestermølle er fra 1743 og dermed en af de første. Øverst på stenen ses en kongekrone, dernæst et C og et 6-tal for Christian VI, Så S og d for Skanderborg vildtbanedistrikt og endelig årstallet 1743.
Da Skanderborg Slot i 1767 blev solgt til private og Skanderborg Vildtbane dermed nedlagt, var der 112 vildtbanesten sat op, og 18 der lå klar til opstilling. I modsætning til andre distrikter skulle stenene ikke afleveres til amtsforvalteren, og derfor findes der stadig så mange på egnen – dog kun få bevaret på deres oprindelige plads.
Stenen på Vestermølle blev i 1930erne fundet i en stendynge mellem Elling og Ejer af maskinfabrikant Johannes Randløv. Han frelste den fra skærveknuserne ved sammen med sin teenagesøn Frode at fragte den hjem til haven i Vrold. Her stod den, indtil Frode Randløv, da 90 år gammel, gav den til Vestermølle i 2010erne.
Tekst: Vestermølle Møllelaug.
Vestermølle ligger ved østsiden af Skanderborg sø, ved vejen fra Skanderborg til Odder. Gennem mere end 500 år har der her været drevet et betydeligt landbrug med møllerivirksomhed. Her kom bønderne kørende for at få deres korn malet ved vandets kraft fra møllehjulet og siden en turbine.
Der lå flere vandmøller langs søen. Længere ind mod byen lå Skvæt Mølle og videre ud af vejen kom man til Røde Mølle, hvor jorden var rød af naturligt okker og jern i jorden. I middelalderen hørte Vestermølle sammen med disse to møller samt Gjesing- og Hede Mølle under Ring Klosters besiddelser.
Vestermølle har været leverandør af mel til hoffet. I gamle optegnelser kan man se, at Frederik 2. har bestilt mel fra Vestermølle, når han regerede fra Skanderborg Slot i slutningen af 1500-tallet. Normalt malede møllerne fortrinsvis brødmel af rug. Men i 1587 gav kongen tilladelse til, at Vestermølle lavede sigtemel, så man ikke behøvede at drage helt til Århus efter denne fine vare.
Forskellige møllere fæstede møllen for kongen gennem årene. Da Skanderborg slot med besiddelser blev solgt i 1767 kom møllen på private hænder.
I 1987 købte Skanderborg Kommune bygningerne og resten af jorden. Siden 2009 er Vestermølle blevet renoveret med hjælp fra private fonde, virksomheder og foreninger. Vestermølle er i dag ramme om værksteder samt forenings- og mødelokaler for en række folkelige foreninger. Kommunen har vederlagsfrit stillet Vestermølle til rådighed for foreningerne, foreløbig frem til 2036.
Tekst: Vestermølle Møllelaug.