Viby på Hindsholm
Landsbyen Viby på Fyn. Forsamlingshuset. Kilde: Det Kongelige Biblioteks site Danmark set fra luften. Foto: Aalborg Luftfoto.
Landsbyen Viby på Fyn. Viby Forskole, Mølebakkevej 76. Kilde: Det Kongelige Biblioteks site Danmark set fra luften. Foto: Sylvest Jensen.
Landsbyen Viby på Fyn. Viby Kirke, Viby Bygade 16. Kilde: Det Kongelige Biblioteks site Danmark set fra luften. Foto: Odense Luftfoto.
Landsbyen Viby på Fyn. Viby Mølle, Rødbæksvej 36. Kilde: Det Kongelige Biblioteks site Danmark set fra luften. Foto: Ariel / Dansk Luftfoto.
Intro
Navnet 'Viby' træffer man på rundt i landet. Ordet 'vi' betegner vikingetidens helligområde, eller kultsted, om man vil. Byen er første gang nævnt i middelalderen, omkring 1300-1335.
Det mest berømte vi på Fyn var Odinsvi, det, der i dag kendes som 'Odense', men omkring Kerteminde er der hele to Vi-byer. En ved fjorden ret overfor Ladbyskibet (vikingeskibsgraven nær landsbyen Ladby ved Kerteminde Fjords sydbred), og en på Hindsholm. Den sidste er forsynet med en kirke, der så at sige afløste viet, da kristendommen kom til landet og vikingetiden afløstes af middelalderen.
Viby på Hindsholm
I dag er Viby på Hindsholm først og fremmest kendt for at være landets nok bedst bevarede landsby fra landsbyfællesskabets tid, og faktisk kunne en af landsbyens ældste gårde have været beboet af Jeppe på Bjerget eller andre af Ludvig Holbergs bondeskikkelser fra 1700-tallet.
Ældst er naturligvis kirken, der i øvrigt skiller sig ud ved at have tårnet i øst! Og det til gengæld i en idyllisk spirkronet bindingsværksudgave. Op til tårnet har sognets herregård, Hverringe, for Juel-slægten opført et gravkapel med kuppelsvunget kobbertag. Hverrringe opslugte i 1800-tallet naboherregården Broløkke, der indtil da havde sat sit stærke præg på landsbyen. Indenfor i kirken kan man hilse på to af Broløkkes ejere i form af en meget smuk figur-gravsten over Jacob Tønnesen Viffert (død 1563) og Mette Rønnow (død 1601).
Overfor kirken
Lige overfor kirken ligger en solid og markant, næsten kvadratisk, rød og gul bindingsværks-bygning med et meget højt tegltag. Placeringen umiddelbart ved kirken og bygningens institutionelle præg afslører, at der er tale om et såkaldt hospital – et asyl for gamle, syge og fattige. Det er opført af Broløkke gods o. 1780 for at kunne huse fire familier/enlige i hvert sin etrums lejlighed.
Ved "torvet"
Indtil 1879 var alle gårde i landsbyen fortsat i fæste, hvad ofte betød, at man nøjedes med den nødvendige vedligeholdelse, og ikke opførte nye bygningsanlæg. I Vibys tilfælde er det lille "torv" ved kirken faktisk omkranset af endnu bevarede bindingsværksgårde fra 17-1800 tallet, hvoraf de tre bedst bevarede i dag er fredede. Bygaden er her på ældgammel vis hegnet af stengærder suppleret af gårdenes længer. I landsbyfællesskabets tid (indtil o. 1800) samledes landsbyens kvæg på gaden inden hyrden drev flokken ud på de fælles græsgange, så det var strengt nødvendigt, at gaden var effektivt hegnet. Gårdenes porte ud til gaden var den nødvendige adgangsvej mellem gaden og den beskyttede, private gårdsplads.
Mod syd, til den nedlagte brugs og så mod vest
Længere væk fra kirken, i den sydlige del af bygaden, dukker smågårde og husmandssteder op som en særlig afdeling af landsbyen. Også her er der usædvanligt mange velbevarede hjem og mange charmerende bygningsdetaljer. Ved den nu nedlagte brugs, der stadig erkendes tydeligt i bybilledet, drejer vejen mod vest forbi endnu en række gamle husmandsbrug og frem til Møllegårdens markante længer, skråt overfor landsbyens gadekær med Viby Mølle knejsende højt på bakken ovenover.
Også vindmøllen tilhørte oprindelig Broløkke. Efter lynnedslag og total nedbrænding blev møllen genrejst i 1869.
Møllen er stadig fuldt funktionsduelig og ejes og drives af et lokalt møllelav. Lejlighedsvis sættes møllevingerne i gang, kværnene snurrer og fortæller den ældgamle historie om kornet, melet, jorden og befolkningen. Fra svikstillingen (mølleomgangen) er der vid udsigt over landsbyen og området.
Vibys beboere er meget interesserede i at bevare landsbyens smukke, gamle særpræg og har til det formål i dag organiseret sig i et særskilt bevaringslav.