Vestparken
Kælkebakken i Vestparken.
Folkemøde i Vestparken.
En af de vesterbakkeslæder, som herskede på Kælkebakken i Vestparken.
Vestparkløbet.
Intro
Vestparken blev anlagt i 1914 efter en større udbygning af byen i starten af 1900-tallet. I mange år var parken samlingspunkt for vintersport i Randers og kælkebakken i Vestparken var berømt i hele Jylland på grund af sin længde og stejlhed.
I 1909 udskrev byrådet i Randers en byplankonkurrence for Vestervang. Arealerne langs Viborgvej var blevet bebygget i årene lige omkring århundredskiftet og der var efter byrådets mening behov for en skovpark i området. Der var dog ingen af de forslag, der indkom til konkurrencen, som faldt i byrådets smag. Med et forslag fra arkitekt Holger Rasmussen og ingeniør A. Lund som oplæg blev der dog udarbejdet et forslag fra kommunens egne folk, stadsingeniør Fenger og havearkitekt Erstad Jørgensen. Dette forslag blev godkendt af byrådet i januar 1914 og straks iværksat. Arbejdet blev udført under første verdenskrig som nødhjælpsarbejde.
Parken fik en helt anden opbygning, end dem man tidligere havde anlagt i byen. Tøjhushaven var et lukket haveanlæg med en meget klar grænse til den omkringliggende by, og Skovbakken havde også en del af denne lukkethed. Vestparken blev derimod en integreret del af de omliggende kvarterer. og parken blev da også fra starten brugt på en helt anden måde. I modsætning til de eksisterende parker, der alle ved deres anlæggelse lå i yderkanten af Randers, kom Vestparken til at ligge imellem bygningerne langs Sjællandsgade og de nye kvarterer mod nordvest. Udover en funktion som park og rekreativt område blev parken også meget hurtigt til en gennemgangspark – et forbindelsesled mellem bydelene. Den indbød også til det med sine åbne kanter og sparsomme beplantning langs ydergrænserne.
Vestparken var i mange år samlingspunkt for næsten al vintersport i Randers. Kælkebakken i Vestparken var berømt i hele Jylland på grund af sin længde og stejlhed. Før Parkboulevarden blev anlagt i 1938 var turen endnu længere, end den er i dag. Dengang kunne man starte kælketuren helt oppe ved Højgade/Nordgade, og derefter fortsætte ned gennem de mange sving, hvorefter man sluttede helt nede i bunden af parken. De lokale specialfremstillede ”Vesterbakkeslæder” var som regel fire-, fem- eller seks-mands træslæder med en styrmand bagerst. Styrmanden var forsynet med en lang kæp for at kunne styre slæderne sikkert rundt i svingene på vej ned ad bakken. Ofte var disse styrepinde ”lånt” i tørrerummene rundt omkring i byens beboelseskvarterer, hvor de blev brugt til at holde tørresnorene oppe, når det tunge, våde tøj hang til tørre.
De store Slædesøndage
På gode slædesøndage i Vestparken var der altid samlet mange tilskuere. De kunne nyde synet af de mange slæder og kælke, der susede ned ad bakken. Spejderne var ofte til stede på toppen af bakken for at sikre, at slæderne blev sendt af sted med et forsvarligt interval. Det var nemlig ikke ufarligt at kælke på den stejle bakke, og samaritterne havde da også fast vagt på stedet på de store slædesøndage. Da kælkeba¬nen var berømt i hele Jylland, var der mange tilrejsende på bakkerne, og de udenbys slæder var de farligste. Styrmændene på disse kendte ikke bakkens lumske sving så godt som de lokale, så det var ofte disse ”fremmede” slæder, der var involverede i styrtene. Antallet af tilskadekomne på de store slædesøndage kunne være ret stort, og på en enkelt søndag i 1929 fortælles der om op til 40 personer, som blev behandlet for brækkede knogler og forstuvninger.
Det var slut med de fantastiske kælketure, da Parkboulevarden blev anlagt tværs gennem parken i 1938. Gradvist mistede parken sin tiltrækningskraft på slædekørerne, der fandt andre interessante bakker at boltre sig på. I 1959 kom der alligevel et forslag fra stadsgartner Knud Rasmussen om at lukke Parkboulevarden på de få vintersøndage, hvor sneen gav ideelle betingelser for slædekørsel. På grund af den rimelig store trafik på Parkboulevarden valgte man dog allerede dengang ikke at lukke vejen, og siden har forslaget ikke været fremsat.