Vester Mølle – Lagonis Minde 11


Vester Mølle som bygningen ser ud i dag. Møllen lå bag ved og blev revet ned i 1941.


Et billede af Vester Mølle inden møllen blev revet ned i 1941

Intro

Vester Mølle er opført i 1790 af købmanden Jørgen Ploug med H.J. Lang som bygmester. Lang byggede også Plougs Gaard i Vestergade 10 omtrent samtidig.

Det er en smuk bygning, som har navn efter den nu nedrevne mølle, der lå lige bag forhuset. Møllen blev revet ned i 1941.

I facaden er midterpartiet og endepartierne svagt fremhævet og smykket ved vandrette fuger, mens de mellemliggende flader blot er prydet med et vandret bånd. Bygningen krones af en høj frontispice med kraftige profilbånd, det gentages i hovedgesimsen under taget. Endelig er bygningen forsynet med et smukt indgangsparti i sandsten.

Lagonis minde er en trekantet plads, der ligger i forlængelse af Nørregade. Indtil slutningen af 1800-tallet blev området benyttet til markedsplads, hvor der blev handlet heste og kreaturer. Peter Frederich Lagoni, som pladsen er opkaldt efter, var lærersøn fra Gærup. Han kom i lære hos en købmand i Faaborg og var derefter ansat i handelshuset Voigt i ti år. I 1839 fik han borgerskab som købmand og i 1844 købte han Plougs Gaard i Vestergade 10. Efter at agent Jørgen Ploug var gået fallit i 1850, og da handelshuset Voigt også var i tilbagegang, blev Lagoni Faaborgs største købmand.