Vejle Saalelæderfabrik
Vejle Saalelæderfabrik Sønderbrogade 4, o. 1907. Der var i begyndelsen af århundredet opført nye fabriksbygninger med dampanlæg og maskiner.
Læderstuen på Vejle Saalelæderfabrik, 1906. Fotograf: H. P. Jensen
Arbejdere på Vejle Saalelæderfabrik o. 1870
Direktør Olaf Seligmann, i jakkesæt midt på forreste række, omgivet af sit personale i gården ved Vejle Saalelæderfabrik, Sønderbrogade 4, 1921.
Olaf Seligmann (1880-1956). Direktør for Vejle Saalelæderfabrik 1914-1956. Medlem af Vejle Byråd 1921-1929. Medlem af adskillige bestyrelser og formand for Veile Banks bestyrelse 1930-1947. Portrætfoto fra byrådsperioden 1921-1929.
Vejle Saalelæderfabriks nye bygninger, Sønderbrogade 4, o. 1907. Fabrikskomplekset, der var opført i begyndelsen af 1900-tallet, havde dampanlæg og nye maskiner. Fotograf: H.P. Jensen.
Vejle Saalelæderfabriks facade mod Sønderbrogade, 1940-45. Bygningen til højre rummer kontorer, medens bygningen til venstre er privatbolig.
Intro
Vejle Saalelæderfabrik A/S på Sønderbro blev dannet i 1884 af det hidtidige Seligmanns Garveri.
I 1902 overgik garveriet til mere industrielle fabrikationsmetoder og det specialiserede sig i underlæder efter fadgarvningsmetoden. Samtidig blev aktiekapitalen udvidet fra 50.000 kr. til 150.000 kr. og der blev opført nye fabriksbygninger med dampanlæg og maskiner. I årene efter udvidedes såvel produktionsanlæg som bygninger løbende.
Sålelæderfabrikkens omsætning var stigende - i 1911 var den på 659.000 kr., i 1913 på 899.180 kr. - og en medvirkende faktor hertil var direktør Alfred Seligmanns søn, Olaf Seligmann, der i 1902 som 22-årig blev kaldt tilbage til firmaet efter en læretid både i Danmark og udlandet. Han blev værkfører og i 1914 direktør, da Alfred Seligmann trak sig tilbage.
Under første verdenskrig blev det vanskeligt at få indført udenlandske huder, men for at holde driften i gang garvedes danske huder, selv om det ikke var særligt rentabelt. I krigens første år steg fabrikkens omsætning, men kun indtil lagrene var tømt.
Efterkrigstiden var en god periode for virksomheden. I 1919 kom der huder fra Sydamerika efter, at de havde ligget på lager i to år,og der var også indkøgbt huder andre steder, inden priserne begyndte at stige. Arbejdstiden blev nedsat fra 9½ time til 8½ time, men bl.a. en produktionsbonus til arbejderne medførte, at der blev produceret mere end nogensinde.
Op gennem 20’erne svingede såvel omsætning som indtjening - bl.a. på grund af hård konkurrence fra Tyskland. Fabrikken klarede skærene ved hjælp af en større kapitalreserve, der i 1926 blev investeret i obligationer. I 1930’erne øgedes omsætningen jævnt og i 1940 var den på lidt over tre millioner kr.
Vejle Saalelæderfabrik var en fabrik af national betydning og dominerende på sit specielle område - underlæderet. Den var således omkring 1940 en af byens store og vigtige virksomheder.
De gode tider varede dog ikke ved. I 1951, året efter fabrikkens 100 års jubilæum, ophævedes den såkaldte hudeordning. Det betød, at maksimalpriserne på huder blev ophævet og priserne steg ganske kraftigt. Den avance, som garverierne derved kunne have indkasseret på deres lagerbeholdninger, skulle afleveres til staten gennem en afgift og samtidig kunne de ikke længere få tilskud til import af oversøiske huder. Resultatet var alt i alt en kraftig stigning af læderpriserne med deraf følgende nedgang i efterspørgselen. Dertil kom, at gummi i stigende grad blev anvendt til såler - så konkurrencen steg.
I mellemkrigstiden havde fabrikken en markedsandel på omkring 30 %, mens den i midten af 50’erne var på 17 %. Overskuddet fra 1953 til 1958 var alene opnået gennem afkast af fabrikkens fondsmidler, aktier og obligationer, mens selve driften intet havde givet i seks år.
I sidste halvdel af 1950’erne blev produktion af såkaldt porteføljelæder (læder til tasker, punge og lign.) dog en ganske god virksomhed. Der blev også oprettet et agentur til import af gummisåler.
I 1960 besluttedes det at standse sålelæderproduktionen med virkning fra begyndelsen af 1961 og nogle måner efter traf bestyrelsen den endegyldige beslutning: Fabrikken skulle træde i likvidation.
Likvidationen af Vejle Saalelæderfabrik blev vedtaget på en generalforsamling i februar 1961. Den endelige, for aktionærerne ganske gunstige, opgørelse forelå i slutningen af 1962.
Ludvig Seligmann etablerede garveriet på Sønderbro i 1850. Det begyndte som en ren håndværksvirksomhed med seks til ni ansatte.
De må have været gode til deres arbejde, for i 1876 vandt garveriet en sølvmedalje ved Jysk Industriudstilling.
I 1884 blev A/S Vejle Saalelæderfabrik dannet med en aktiekapital på 50.000 kr. Som navnet antyder skulle man nu specialisere sig i sålelæder, og man havde også i 1880 fået dampkraft til at give en mere industriel produktion. Ludvig Seligmann døde i 1874, og det var nu nevøen Alfred Seligmann, der drev selskabet.
Efterhånden blev fabrikationsmetoderne mere og mere industrielle, og aktiekapitalen blev udvidet, ligesom der blev brug for nye fabriksbygninger. Alfred Seligmanns søn, Olaf Seligmann, blev direktør i 1914.
Fabrikkens omsætning voksede under 1. verdenskrig, og også efterkrigstiden blev en god periode for Vejle Saalelæderfabrik, selvom om der var en tilbagegang i 1920'erne.
Vejle Saalelæderfabrik fungerede med vekslende held frem til 1961, hvor den likviderede