Varde Museum


Varde Museum. Museet for Varde By og Omegn

Intro

Varde Museum ligger i den gamle Sct. Jacobi Skole på Kirkepladsen i Varde. Museet huser bl.a. en helt unik samling af maleren Otto Frellos værker foruden en udstilling der fortæller om dengang arkæologerne endelig stødte på Vardes middelalder.

Vardes middelalder i museets baggård

I 2008 flyttede Varde Museum fra den oprindelige museumsbygning på Lundvej 4 til den gamle, stemningsfulde Sct. Jacobi Skole midt på Varde Torv. I forbindelse med ombygningen af Sct. Jacobi Skole stødte arkæologerne efter årtiers søgen på spor efter Vardes middelalder. Under udgravningen fik de lejlighed til at undersøge vejforløb, huse og ikke mindre end 40 brønde. Den enestående samling af mønter, smykker, våben og forskellige dagligdags ting, der fremkom ved denne lejlighed, er nu på Varde Museum.

Otto Frellos forunderlige verden

Museets fantastiske samling af Otto Frellos forunderlige malerier kan ses på Varde Museum i en udstilling, der forener Frellos malerier med nogle af museets mest interessante genstande.

Liv i ler

Fra juni 2010 til 2012 huser museet udstillingen Liv i ler, som er en hyldest til leret og alle de fantastiske ting, det i tidernes løb er blevet brugt til at fremstille - som keramik, fajance og porelæn.

Udstillingen har flere omdrejningspunkter - forskellige temaer, der knytter mennesket sammen med leret. Der er fx fokus på religiøs brug af leret, leret som teknologisk vidundermateriale og leret i helt almindelige hverdagssammenhænge - til opbevaring af madvarer, konstruktion af huse og indretning af toiletter.

Frem mod 2012, hvor museet fejrer sit 100 års jubilæum, udbygges udstillingerne løbende.