Tranekær, slot og by


Tranekær Slot. Tranekær Slot ligger højt hævet over landevej, teaterbygning og Herskabsstald.

Intro

Højt hævet over voldgrav og slotsby ligger Tranekær Slot. Den ældste del er den nordlige fløj, der går tilbage til omkring 1200. Herunder ligger rester, som er 100-200 år ældre. Slottet er ombygget mange gange, og i dag er der to fløje og et ottekantet trappetårn med højt spir...

Højt hævet over voldgrav og slotsby ligger Tranekær Slot. Den ældste del er den nordlige fløj, der går tilbage til omkring 1200. Herunder ligger rester, som er 100-200 år ældre. Slottet er ombygget mange gange, og i dag er der to fløje og et ottekantet trappetårn med højt spir. Tranekær Slot indgik i en forsvarskæde mod angreb fra syd. Stedet var velvalgt, omgivet af vand og lavtliggende områder og med en formidabel udsigt til alle sider. Fra 1656 har Tranekær været ejet af slægten Ahlefeldt. ''Greven ville have sin egen by'' Grevskabet på Tranekær har sat sit præg på det meste af Langeland gennem tiden, og især Tranekær by har været præget af livet på slottet. Nogle af lensgreverne var meget excentriske. En af dem havde over 100 uægte børn rundt omkring på Langeland. Mest markant var ”Generalen”, lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvig (1762-1832). Han byggede eget teater, ansatte skuespillere og musikere, vaccinerede selv 1000 børn mod kopper, restaurerede langelandske kirker, ansatte nogle af landets første forstfolk, jordemoder og læge samt mange udenlandske håndværkere. Alt sammen fordi han ønskede at gøre den lille landsby til slotsby som ved tyske fyrstehoffer. Men han satte så meget i værk, at han to gange kom under økonomisk administration. Til gengæld fik han skabt et unikt samfund i Tranekær.