Toftegårdsskolen


”Visdommen Ugle” af kunstneren Erik Cohrts og udført af Poul Petersen.


Toftegårdsskolens logo

Intro

Toftegårdsskolen blev oprettet som en anneksskole til Svanninge Skole i 1967.

Toftegårdsskolen Toftegårdsvej 7, 5600 Faaborg 1967 - Toftegårdsskolen blev oprettet i 1967. Forhistorien var at to fædre i Svanninge Skoles østlige skoledistrikt, heriblandt tegneren Frantz Füzel var utilfredse med at skolebørnene skulle med bus til Svanninge Skole. Busplanen var nemlig lagt sådan, at eleverne for at være klar til skolestart kl. 8, måtte tage en bus der allerede var i Svanninge kl. 7. Det synes forældrene ikke var rimeligt, så man kan sige at Toftegårsskolen er oprettet grundet forældreprotest.
Derfor blev det besluttet at oprette en anneksskole, eller forskole for de mindste elever op til og med 6. klasse ved Toftegården. Skoledistriktet går fra Nyborgvej til Engvej, og er således et geografisk begrænset område. Skolen startede i to små barakker, og der blev også etableret en børnehave – Toftegårdens Børnehave. Samtidigt med etableringen af Toftegårdsskolen blev Byskolen nedlagt, og eleverne overflyttet til hhv. Toftegårdsskolen og Sundskolen. Byskolens daværende inspektør, Gordon Petersen blev ny leder af Toftegårdsskolen.
Lærerkræfterne i de første år var de unge lærere Inge og Peter Sekjær fra Svanninge Skole, samt forskolelærerinde fra Svanninge Mark Forskole Marie L. Hansen. I de første år blev eleverne i 7.- 10. klasse undervist på Svanninge Skole.
Toftegådsskolen blev en selvstændig skole i 1976, og det medførte at skolen nu blev fuld, således at alle klassetrin blev undervist på stedet. Udbygning med lokaler til alle klasser var dog først færdig i 1978, hvor Toftegårdsskolen officielt blev indviet i august. Ved den anledning blev statuen ”Visdommen Ugle” af kunstneren Erik Cohrts og udført af Poul Petersen afsløret.
Inspektør Gordon Petersen gik på pension i 1991 og ny inspektør blev Ulrik Hedegaard, som varetog embedet frem til 2014. Nuværende inspektør er Henrik Andersen, som er leder for en skole med godt 600 elever. Der er 24 klasser, fordelt på afdelingsopdelt i indskoling, mellemtrin og overbygning. I hver afdeling arbejder en afdelingsleder. Kilde: oplysninger venligst fra Inge Sekjær og Hanne Paulin.


www.toftegaardsskolen.dk