Tarup gamle Præstegård
Tarup Gamle Præstegård. Billede fra Paarup Lokalhistoriske Arkiv.
Tarup Gamle Præstegaard fotograferet af sognepræst Johannes TH. Nielsen.
Pastor Valeur med et konfirmandhold. 1918 eller 1919.
Tegning fra 1881 af præstegården.
Plan over præstegårdens stuehus. Tegning fra 1881.
Rasmus Lauritz Balslev. Sognepræst 1876-1896.
Nicolai Brummer. Sognepræst 1825-1857.
Carl Frederik Johannes Kaarsbo med konfirmander foran præstegården.
Intro
Præstegårdsvænget 51. Matr.nr. 127-5cg, Paarup By, Paarup.
Tarup Gamle Præstegård ligger et godt stykke fra Paarup Kirke. Det skyldes, at da sognet i 1816 blev selvstændigt, efter i 250 år at have været anneks til Gråbrødre Sogn, skulle der skaffes en præstegård. Man gik på udkig efter en hospitalsgård, og man havde også kig på en, hvis fæster var død i 1814. Hans enke døde derimod først i 1832, så indtil det tidspunkt måtte præsterne bo andre steder.
Brummer, der blev sognepræst i 1825, boede med kone og fem børn i Snapind. I 1832 kunne han overtage præstegården.
Gården blev synet før overtagelsen i overværelse af den afdødes arvinger. Hospitalets repræsentanter fandt ingen mangler, og der var den besætning og de redskaber, der skulle være, samt en pæn kornbeholdning. Da pastor Brummer senere beskrev gårdens tilstand ved overdragelsen, var han fuldstændig uenig. Det havde vist sig nødvendigt at bygge et nyt stuehus og at reparere meget på længerne, og hans skildring af den forsømte gård satte hans egne anstrengelser og udgifter i et smukt lys. I 1826 havde han ladet gårdens sørgeligt mishandlede skov syne, og han opregnede omhyggeligt, hvor meget han havde ladet plante. Brummer bemærkede spidst, at man kunne have ventet, at hospitalsdirektionen havde sørget for opsyn og vedligeholdelse, men at Karen Madsdatter og hendes tjenestefolk havde gjort, som de ville. Gårdens jord havde været dårligt dyrket, og markerne var fulde af senegræs og andet ukrudt. Jorden havde ikke fået gødning, og den fik derfor 100 læs allerede i 1832 og mere de følgende år. Markerne skulle også drænes og planeres og hegnene repareres for at gøre en fornuftig drift mulig.
Byggeriet og reparationerne varede til ind i 1834, da malerarbejdet i stuehuset blev gjort færdigt. Det blev på 25 fag og ca. 7 m i bredden og med god plads til otte medlemmer af præstefamilien og seks tjenestefolk. Det havde kostet 3.336 rigsdaler at skabe en “anstændig” præstegård, hvad der var blevet finansieret med 1.049 rigsdaler af de opsparede tiendebetalinger, et lån på 1.000 rigsdaler fra hospitalet og 1.287 rigsdaler og 13 skilling af pastor Brummers egen lomme.
I Kaarsbos tid (1922-1942) blev det diskuteret at nedlægge og sælge den 100 år gamle præstegård, der lå afsides i sognet. Det utætte tag, de utætte døre og vinduer og tynde vægge i stuehuset gjorde det næsten ubeboeligt om vinteren, og i 1930 ønskede menighedsrådet at sælge. Præstegården forventedes at kunne indbringe 44.000 kr., mens en ny skulle kunne bygges for 40.000 kr. Sognerådet forstod menighedsrådets ønske om at sælge, men mente, at tidspunktet var dårligt valgt, fordi diskussionen om indlemmelse i Odense Kommune var blusset op. Da også Kirkeministeriet var imod at sælge, fordi salgssummen var for lav, blev planerne skrinlagt, formentlig til stor beklagelse for pastor Kaarsbo. Ud over kulden var præstegården nemlig plaget af lopper i en sådan grad, at en vagabond, der holdt til i et af udhusene, fortrak og indlogerede sig i Odense Fattiggård. Pastor Kaarsbo og hans familie måtte fryse indtil 1941, da der blev bygget en ny præstebolig ved kirken.
Litteratur:
Peter Ramskov Andersen: I Odenses Skygge. Odense Sogn og Kommune indtil 1970. 1999.
Præstegården blev solgt til en fabrikant Busch, der forpagtede jorden ud.
I 1966 blev præstegården solgt til Boserup Minde, der indrettede et dagcenter for handicappede i bygningen. Centret blev taget i brug i 1967. Her har senhjerneskadede mulighed for genoptræning.
Læs om centret på www.handikapcentret.dk