Sønderho Mølle


Sønderho Mølle, den nuværende mølle blev opført i 1895.


Parti af Sønderho Mølle.


Parti af Sønderho Mølle.


Sønderho Mølle i modlys.


Sønderho Stubmølle ca. 1890. Foto fra T. Garmer


Sønderho Mølle ca. 1925. Foto fra T. Garmer


Sonnich Jenssen Møllers gravsten. Den ligger i Sønderho kirke. Foto: Per Hofman Hansen, www.aldus.dk/fanoe.


Sønderho Mølle på G. Thobølls matrikelkort fra 1820.


"Anne Hedevig" ud for Fanøs vestkyst. foran stævnen ses Sønderho Mølle og en kåver inde på Land. Skibsbilledet er malet af Jes N. Ollesen i 1842. Foto: Per Hofman Hansen, www.aldus.dk/fanoe.


Sønderho Mølle og kåver. Skibsbilledet er malet af Jes N. Ollesen i 1842. Foto: Per Hofman Hansen, www.aldus.dk/fanoe.


Sønderho mølle og møllegård. Årstal ikke oplyst. Foto: Sønderho Sognearkiv.

Intro

I Sønderho på det sydlige Fanø, står Sønderho Mølle på toppen af en sandklit. Frem til 1923 har møllen malet korn og den fungerer stadig som sømærke for de lokale fiskere. I dag kan møllen besøges af øens gæster.


Lige nord for byen Sønderho står møllen i dag på toppen af en sandklit.
Den første lovlige mølle, der bygges i Sønderho i 1701, var en stubmølle. Den efterfølges gennem årene af yderligere 2 stubmøller.
Den nuværende hollandske vindmølle med galleri er opført i 1895.
Undermølle i grundmur. Og den ottekantede overmølle er i træ beklædt med pap. Overmøllen indeholder 3 lofter, et højt kværnloft, et meget lavt stjernehjulsloft og et hatteloft.
Hatten er løgformet, beklædt med pap. Fra kværnloftet er der udgang til galleriet. Vingerne har hækværk til sejl. Møllen krøjer med vindrose.

Møllere på møllen
Den første mølle i Sønderho, en stubmølle, blev opført af sognepræst Christian Engelstoft i 1701. Fanø var dengang krongods og øboerne var forpligtiget til at få malet deres korn på Kongens Mølle i Ribe. Selv om de nu havde fået en mølle i Sønderho, kørte mange alligevel forbi den lokale mølle med den strenge præst, for at få malet deres korn på Nordby Mølle i den nordlige ende af øen, eller de sejlede kornet til Kongens Mølle i Ribe. Det skabte utallige stridigheder mellem præsten og Fanøs bønder.
Pastor Engelstoft døde i 1742, og hans to døtre og svigersønner blev ejere af møllen, men solgte den hurtigt videre til Sonnich Jensen Møller, der var hovedmanden i frikøbet af Sønderho sogn fra Kronen i 1741.
Efter ansøgning af 22. september 1760 fik Thomas Sonnichsen tilladelse til at flytte/genopføre møllen "et par tusinde skridt nærmere byen", til det sted, hvor den nuværende mølle står. Det var dog på betingelse af, at det blev publiceret for de søfarende, da møllen tjente som sømærke.
Sønderhos anden mølle nedbrændte, 10 år efter, i 1770, og en ny stubmølle blev opført samme sted. Stubmøllen fungerede i 124 år. Om aftenen den 29. september 1894 gik der ild i møllen, og den nedbrændte totalt. Året efter blev den nuværende hollandske mølle opført.

Møllegravstenen i Sønderho kirke
At Thomas Sonnichsen har næret stor kærlighed til Sønderho Mølle kan man næsten se ud af hans gravsten. På den har han fået afbilledet en stubmølle, hvor den ene engel drejer vingerne rundt og den anden engel drejer møllen op i vinden. På stenen kaldes han også Thomas Sonnichsen Møller.

Restaurering
I 1928 var møllen næsten faldefærdig og en kreds af beboere oprettede "Fonden Gamle Sønderho", med det hovedformål, at bevare deres gamle mølle for eftertiden.
På Sønderho-dagen i 1943 havde møllen fået nyt galleri. Pengene dertil fik man ved at sælge krondrevet, vellen, stjernehjulet og kværndrevene, der var af metal. Gangtøjet blev i 1990 retableret med drev og aksler fra Nørlanggaard Mølle, og møllen fremstår i dag, som meget velholdt og fuldt funktionsdygtig. Den er 1 ud af tre hollandske møller i Vadehavets landskab. De andre to er Mandø Mølle og Højer Mølle.

Møllen ejes af "Fonden Gamle Sønderho".