Svendborg og H. C. Andersen
Prospekt, udsigt mod Svendborg
Tryk. Udsigt over Svendborg
Fotografi af museumsgenstand. Akvarel, Svendborg
Intro
H.C. Andersen besøgte første gang Svendborg på sommerrejsen til Fyn i 1830. Siden vendte han ofte tilbage. Han fandt hele egnen omkring byen dejlig, og flere lokaliteter i byen og dens umiddelbare nærhed er beskrevet i hans romaner og dagbøger.
I Svendborg
På sommerrejsen til Fyn i 1830 havde H.C. Andersen bestemt sig til at besøge købstaden Svendborg. Han måtte ellers gøre sig stor ulejlighed for at komme til byen. I et brev til ’broderen’ Edvard Collin kan vi læse om den besværlige rejse fra Odense:
”Svendborg den 3 August 1830.
Kjære, bedste Collin!I forgaars Aftes kom jeg her til, efter over i 14 Dage at have søgt en Leilig¬hed, tilsidst maatte jeg lade mig nøie med en Fragtmand, der var ufor¬skammet nok til at forlange 14 U for de 6 Miil og saa blev jeg ovenikjøbet placeret høit oppe paa et Læs Flyttegods, men der var ikke andet for, efter¬som der ingen Post gaaer imellem Odense og Svenborg; jeg spadserede da ud af Byen og steeg op udenfor, men her var endnu flere Pagagerer, en Læge der praktiserede i en Landsby, Gjæstgiverens Datter fra Svenborg, og en langelandsk Guldsmedkone med 3 Børn, saa jeg kom i ret broget Selskab og fik Leilighed til at samle mig Menneskekundskab.—Jeg sad da allerøverst af dem alle, men det var ikke nok, den langelandske Madam gav mig een af sine Unger og bad mig være Goldamme, da hun ikke kunde have mere end det ene og Doctoren nu havde taget det andet; det var en komisk Reise, men behagelig kan jeg ikke sige den var. …”
I de følgende dage blev digteren vist rundt i Svendborg by og omegn af hhv. sognepræsten ved Skt. Jørgens Kirke, Morten Thomsen Bredsdorff (1757-1841), der var slægtning til familien Collin, og Carl Vilhelm Heber (1771-1839), sognepræst ved Vor Frue Kirke. Brevet til Edvard fortsætter:
Skt. Jørgensgården
”Igaar var jeg ude paa St-Jørgens Gaard der ligger ganske romantisk, tæt ved Sundet. Pastor Bresdorf ledsagede mig omkring til de smukkeste Steder og jeg finder hele Egnen deilig, ... Oberst Guldberg har ellers givet mig et Anbefalingsbrev med til en Pastor Heber, en Mand, der som man kalder det, sværmer lidt for mine Digte og Fodreisen; her nød jeg en særdeles venlig Modtagelse, og jeg har maatte love ham, at være hans Middagsgjest de Dage jeg bliver her, og vil nu fra i Dag af ret føre mig omkring. Det er en særdeles interesant Mand, og har for en 4re Aar siden reist i Italien og Sveits, saa han veed meget der¬om; Deres Fader kjender ham nok godt.”
Da H.C. Andersen 6 år senere atter besøgte Svendborg, gik han igen til Skt. Jørgens Gaard, hvor han nød udsigten over vandet til Tåsinge. I et løsrevet dagbogsnotat fra den 4. august 1836 skriver han: ”Gik til St. Jørgensgaard, Snubbe Kors. Haven lige for Bregninge Kirke. Man ser Færgestedet;midt i Vandet stod et Riis, som Vartegn. Gik til Klosterhaven; en gammel Kone sad under Æbletræet og læste i Psalmebogen.”
Også i romanen ”Kun en Spillemand” fra 1837 omtaler H.C. Andersen det ’Snubbekors’, der ifølge begge beskrivelser må have befundet sig på vejen mellem Svendborg og Skt. Jørgens Gaard: ” I Huulveien, hvor endnu, fra katholske Tider, det gamle »Snubbekors« staaer…”
Svendborg Kors
Snubbe Kors befinder sig imidlertid på den gamle vej mellem Roskilde og København, så korset, H.C. Andersen her sigter til, er formentlig Svendborg Kors, et trækrucifiks, der i gammel tid stod på vejen mellem Skt. Jørgens Gård og Svendborg. I Trap Danmarks beskrivelse af Svendborg [Svendborg Amt bd. V2, p. 573, 1957] kan man læse, at krucifikset ifølge sin indskrift var rejst over en kvinde, som 1629 blev fundet myrdet på stedet. Ifølge provst Christian Johan Bredsdorfs (1808-1853) topografiske efterretninger om Sørup og St. Jørgens sogn, udgivet af Sørup-Vestre lokalhistoriske Arkiv i 1997, forsvandt trækrucifikset i 1836, altså formentlig lige efter Andersens gensyn med Svendborg.
H.C. Andersen kendte ganske givet til korset fra Just Mathias Thieles bog ”Danmarks Folkesagn, bd. I” (1818), hvor man kan læse følgende beretning: Svendborg Kors På herregården Nielstrup på Fyn boede der engang en fornem og meget gudfrygtig jomfru. Engang da hun var ude at spadsere en tur med sine piger, blev de i nærheden af Svendborg, som kun ligger en kvart mil fra gården, overfaldet af en flok unge mennesker, som øvede vold mod jomfruen, dræbte hende og gravede hendes lig ned i jorden. Men kort tid efter så man en klar lue brænde på det sted, hvor hun var gravet ned, og derfor blev der senere rejst et trækors på stedet til minde om hende. Den myrdede jomfrus slægtninge forlangte jo sagen undersøgt, men da det opklaredes, at voldsmændene var af fornem byrd, blev den dysset ned, og hele byen måtte påtage sig at udrede sonepengene og afstå St. Jørgensgård, Kogtved, Lunden og Højebøge til hendes arvinger. Det blev også vedtaget, at når korset engang faldt fra hinanden, skulle alle disse ejendomme tilfalde den af parterne, der først fik rejst et nyt kors. Derfor opbevarede man altid et færdigt trækors, såvel på gården Hvidkilde som i Svendborg.
Hulgaden
Huulvejen mellem Skt. Jørgens Gaard og Svendborg by er ikke at forveksle med Hulgaden, som H.C. Andersen også beskriver i dagbogsfragmentet fra 1836:
”Den 5 August. Hulgaden, her Smugleri og Stevnemøder. Fra Møllegaden seer man ud over Husene i Hulgaden, Fjorden og Christiansminde. Grunden af de øverste Huse ligehøi med de dybere liggende. I Møllegaden en Mølledam, Vandmøllen med Hyllebuske over Faldet. I Gaden høie Trapper, Kanapper og fromme Indskrifter paa Dansk og Latin. Trapper, Kanapper og fromme Indskrifter paa Dansk og Latin. …”
I romanen ”Kun en Spillemand” fra 1837 går ordvalget i beskrivelsen af gaden igen: ”Paa enkelte Steder i denne By troer man sig i en Bjergstad, især er det Tilfældet ved den saakaldte »Hulgade,« der i vor Tid skal være bekjendt som forum for Smugleri og Stævnemøder. Idet man fra den høitliggende Hovedgade seer her ned, er Skuet høist malerisk. Vældige Kampesteen, reiste over hinanden, danne paa de nærmeste Huse Fodstykket, og dette er, ved Gadens bratte Nedstigen, af samme Høide, som de dybereliggende Nabohuses Vægge. Saaledes seer man da fra Hovedgaden ud over Skorstene og Tage i den smalle Sidegade og øiner et stort Partie af Fjorden, hele den skovgroede Kyst med de høitstammede Træer og Dele af Øerne Langeland og Thurø.”
En væsentlig del af handlingen i denne roman foregår i Svendborg (og omegn). Byen bliver detaljeret beskrevet i passager som denne:
”Svendborg eier endnu Præget af Smaabyerne i det forrige Aarhundrede; disse uregelmæssige Bygninger, hvor tidt den øverste Etage rager ud over den underste, hvilende paa en fritstaaende Bjelke; Karnapper, som spærre Udsigten for Naboen, brede Forstutrapper med Steen- eller Træbænke til at sidde ude paa. Over flere Porte læses, udskaarne i Træet, Indskrifter deels paa Dansk, deels paa Latin. De ujævne Gader synes brolagte Høie, idet man i brækkede Linier vandrer snart op, snart ned.
”Hele 8 Dage tumlede jeg mig i den smukke Svenborg Egn…” skrev H.C. Andersen om besøget i 1830 i sin første selvbiografi Levnedsbogen, som han nedskrev allerede i 1832. Besøget i 1836 var af kortere varighed: Omkring 2 til 3 døgn, efter alt at dømme. Men ikke desto mindre særdeles udbytterigt i forhold til at hente inspiration til romanen ”Kun en Spillemand”, der udkom året efter.
Svendborgsund
I de senere år lagde Andersen primært vejen forbi Svendborg i forbindelse med enten besøg på herregården Glorup eller rejser ud i (eller hjem fra) den vide verden, hvor dampskibene sejlede igennem Svendborg Sund og lagde til i byen. Digteren sejlede derfor flere gange på sundet, som han i ”Kun en Spillemand” sammenlignede med Donau. I ”De to Baronesser” fra 1848 gav han denne skildring af en sejlads på Svendborg Sund:
”De dreiede snart ind i Sundet, der her er som Rhinen paa det bredeste, men mere grønt og gjennemsigtigt; i kjække, maleriske Bugter gaaer den friske Strøm mellem høie Ege- og Bøgeskove.”
Der kan næppe herske tvivl om, at de smukke omgivelser og de spændende historier i Svendborg By og omegn har sat fantasien i sving og efterladt et dybt og varigt indtryk på forfatteren.