Stormflodssøjlen på Mandø
Intro
Stormflodssøjlen der står på vejen gennem klitterne forbi redningsstationen ned til havet, fortæller om Mandøs nærkontakt med havet gennem årene. I 1532 gik øen og dens befolkning næsten under.
Se Kystdirektoratets smalfilm om Novemberstormen ved Vestkysten 1981
Mod vest længst ude, på vejen gennem klitterne forbi redningsstationen ned til havet står Mandøs stormflodssøjle og bevidner det lille samfunds nærkontakt med det ikke altid fredelige Vadehav.
Mange gange gennem århundredene er havet skyllet ind over øen. Nogle stormfloder er godt beskrevet, og andre fortoner sig mere i fortællinger og sagn. Stormfloden 1909 var kun 2 tommer (ca. 5 cm) fra at gå over havdiget.
Den nuværende stormflodssøjle er opsat i 1959 på initiativ af fhv. gårdejer Carl Pedersen. Den er øverst kronet med en krans af bronze med forbogstaverne for de fire verdenshjørner.
På søjlen ses afsat, nedefra og op, flodemål for årene 1936, 1923, 1968, 1909, 1911, 1928, 1976, 1981 og 1634.
På Allehelgeners dag i 1532, fredag d. 1. november, skyllede en stormflod ind over Vadehavskysten. I Sct. Laurentii kirken i Tønder stod vandet i ca. 1,80 meters højde. Det betyder, at vandstanden har været 5,30 meter over daglig vande, for Sct. Laurentii kirken er bygget 3,50 meter over havets overflade. I Ribe stod vandet så højt, at der kunne fanges fisk i klosteromgangen.
Stormfloden oversvømmede formentlig hele Mandø. Mandø by, der dengang lå på den nordligste del af Mandø, blev totalt raseret. Kirken på Gammel Mandø forsvandt fuldstændig ved stormfloden, ikke engang soklen stod tilbage. Stormfloden ”kløvede” Mandø i to større øer ved den såkaldte ”Store Lo”. Mandøboerne byggede nu deres nye ejendomme på den sydligste af de to øer, tæt op af klitrækken mod vest, også en helt ny kirke blev bygget i 1570. Det er herfra betegnelserne Gammel og Ny Mandø kommer.
Beretningerne fortæller, at på Mandø druknede alle beboerne undtagen 8 mænd, som tilfældigvis befandt sig på fastlandet. Ifølge legenden rejste de 8 mænd efter stormfloden til Fanø og fandt sig koner, som de bragte med til Mandø, hvor de byggede øsamfundet op igen. Ved opførelsen af husene på Ny Mandø, viser gamle regnskabstal fra Riberhus len, at der var otte grundejere på Mandø.
Litteratur
Hedvig Beck: Mandø i 1700-tallet. Fiskeri- og Søfartsmuseets Studieserie, 12, Esbjerg 1999.
Mogens Juhl: Stormflodsminder i Ribe – og nærmeste omegn, By, marsk og geest 12, Ribe 2000. s. 72-83.
Pedersen Kai: Det tabte land i vest. B og L forlag, Skærbæk.