Store Rygbjergstenen

Intro

Store Rygbjergstenen, Bøgvadvej 83, 7183 Randbøl. Store Rygbjergstenen er en runesten, der står på en lille gravhøj.

Ved Frederikshåb, nordvest for Egtved, findes Store Rygbjergstenen på en lille gravhøj. Der er tale om en runesten med indskriften:

Bryden Tue rejste denne sten over Thorgunn sin lege. Disse stave vil leve længe

Det er altså en sten sat af Tue over sin hustru Thorgunns grav. Indskriften er blevet kaldt Danmarks første kærlighedsdigt. Under en udgravning af højen er der fundet skelettet af en person under 30 år.

Runestenen blev fundet i 1874 og led en hård skæbne, da en stenhugger begyndte at kløve den for at lave nogle milepæle. Heldigvis opdagede han indskriften inden hele stenen blev kløvet. I dag står den igen på sin oprindelige plads. Det er ikke sædvanligt at finde runesten rejst på gravhøje.

Ordforklaring:
Brydesystemet var i middelalderen en organiseret stordriftsform, hvor bryden forvaltede et gods tilhørende kronen, kirken eller adelen. En bryde i vikingetiden kan man gætte på også har været en slags forvalter for en stormand. Med lege menes hustru. Stave er runer.