Stenskær på Stevns Klint
Stenskær ved Højerup, Stevns klint
Stenskær ved Højerup, Stevns Klint.
Stensskær ved Højerup, Stevns Klint
Intro
Gennem århundreder har stevnsboer udvundet kalksten fra Stevns Klint til at bygge med. Arbejdet med at skære stenene ud af klinten var hårdt og farligt. der er stadig tydelige mærker af mændenes arbejde med at skære sten ud af klinten.
Glückstadt, Andreas Melchior: ”Indberetning for Storehedinge”, 27/7 1743”. Genoptrykt i ”Årbog for Historisk Samfund for Præstø amt”, 1918, Næstved Avis’s Bogtrykkeri.
Hess, Carsten; ”Kridtstenshuse på Stevns, s. 113-159; særtryk af årbogen FOLK OG KULTUR 1972.
Jensen, S. P.; "Stevns Klint"; Stevns klint som arbejdsplads, s. 35.; Otto Lauritsen; 1979.
De første fysiske beviser på, at man har brugt kalksten til byggeri, er kirkebygningerne fra middelalderen. I dag findes der mere end 40 kirker, primært i det østlige Sjælland, med romanske kirkeskibe bygget af kalksten.
Undersøgelser har vist, at også ringmuren omkring Absalons borg, hvis ruiner ligger under det nuværende Christiansborg, er bygget af kalksten fra Stevns Klint. Absalons Borg blev givetvis opført af biskop Absalon o. 1170. Bygningsstenene er meget velbevarede og en stor del bærer præg af de øksehug, der tilvirkede dem.
Godset Gjorslev, beliggende på den nordlige del af Stevns, er opført i kalksten fra Stevns Klint o. 1400. Roskildebispen Peder Jensen Lodehat ejede det meste af Stevns på dette tidspunkt, hvorfor han har haft rig mulighed for at bruge de store mængder af sten, der skulle til for at bygge godset.
De ældste, skriftlige vidnesbyrd om stenskæring på Stevns Klint stammer angiveligt fra nogle kongelige breve fra 1532, hvori kongen (Frederik I) gav ordre til fremstilling af et vist kvantum sten herfra. De følgende hundrede år har man flere skriftlige vidnesbyrd om en produktion af kalksten på Stevns.
Da teglsten vandt indpas i byggeriet i løbet af middelalderen, fik mange af kirkerne tårne og sidebygninger af tegl, mens andre blev opført helt i tegl. Årsagen kan være, at kalkstenene ikke længere var økonomisk konkurrencedygtige sammenlignet med teglstenene. Måske har byggemoden også spillet ind.
På Stevns fortsatte man de større byggerier med brug af kalksten, som var en tilgængelig ressource. Her blev tegl kun mere sparsomt anvendt og ses ofte som pyntebånd i kalkstensbyggerierne.
I 1743 berettede den daværende byfoged Glückstadt i Store Heddinge, at indbyggerne brød store stykker kalksten af klinten, som de derefter savede i bygningsten af en størrelse på otte almindelige mursten.
Fra 1840'erne og 1850'erne steg salget af kalksten markant. En del af stenene blev solgt i København, hvor de blev brugt til byggeri af nogle offentlige bygninger og private virksomheder, til restaurering af de københavnske kalkstenskirker mm. Fra denne periode begynder man også lokalt at anvende kalksten i større stil til private byggerier.
Tidligere huggede eller savede man nedstyrtede blokke ud til egnede bygningssten. Praksis ændredes o. 1850, da klintens ejer, Gjorslev gods, begyndte at åbne stenskær på selve klinten. Man rationaliserede og effektiviserede produktionen ved at grave overjord væk og følgende at save direkte ned i klinten. De store blokke blev savet til mindre sten, som var ensartede og regulære i størrelsen. I 1860 blev de skåret i tre forskellige hovedstørrelser, men mellemstørrelsen der målte 4,5 x 8 x 16" (tommer) var den mest populære.
Produktionen af kalksten ophørte o. 1950.
Det er i dag ikke tilladt at bryde kalksten langs klinten.
Strækningen lidt nord og syd for Højerup regnedes førhen for det bedste sted til stenskæring. Her er kalklaget tykkest og man kunne finde op mod 1 meter tykke lag af sammenhængende, god kalksten.
I midten af 1800-tallet måtte man omlægge brydningen for at imødegå efterspørgslen på kalksten. Hidtil havde man hugget og skåret sten ud af de nedfaldne blokke på stranden, men nu ændrede man praksis. Man savede istedet direkte ned i klinten efter rømning af overjorden, som kunne være 5 meter tyk.
Kalken i klinten er gennemskåret af regelmæssige bånd af flint. Flinten måtte fjernes, før man kunne save i det næste lag kalk. Ofte måtte man sprænge flinten bort med sort krudt og bruge jernmukkerter for at slå det løs.
Det var ikke ufarligt at arbejde i stenskærene. Nedfaldne sten slog flere arbejdere ihjel.
Kalkstensblokkene blev afmålt således, at oversiden af blokken svarede til oversiden af et bestemt antal færdige sten. Antallet af sten, der blev i alt, afhang af blokkens tykkelse. Stenene blev savet ud, så man fulgte kalkstenens naturlige, vandrette lagdeling. Ellers kunne eventuelle frostskader medføre, at stenen blev ødelagt og faldt ud af den færdige mur.
Når kalkstenene var savet ud af kalkstensblokken, blev de hejset op af skæret og stablet, eller slidsket ned til stranden og sejlet bort.
Man fortsatte brydningen på denne måde indtil produktionen af bygningssten ophørte o. 1950.
Omkring 1700 nævnes lokal anvendelse af kalksten. Byggeri af kalkstenshuse blandt almindelige fæstebønder på Stevns var imidlertid ikke udbredt. Man benyttede sig af det billigere, og velkendte lerklinede bindingsværkbyggeri. Konstruktionen gjorde det muligt at anvende færre kalksten til murene og størstedelen af byggeriet kunne man klare selv. De grundmurede huse med bærende vægge, skulle bygges op af langt flere sten for at kunne holde konstruktionen. Selve murerarbejdet måtte man desuden have en murer til at udføre. Først langt ind i 1800-tallet begyndte man for alvor at benytte kalksten i det almindelige byggeri på Stevns.
I dag findes der cirka 1200 bygninger på Stevns, som er bygget af kalksten. Der bliver dog færre og færre med tiden, idet man ikke bryder kalksten fra klinten længere. Der opføres derfor ikke nye huse af kalksten og reparationer af eksisterende bygninger kan kun ske med genbrugsmateriale.