Stege


Stege vold byport. Stege

Intro

Stege er eksempel på en klassisk dansk købstad. Byen er bygget op omkring et langstrakt torv, som man kommer til ad indfaldsveje fra oplandet. Husene ligger helt ud til gaden med lange grundstykker bagved, og kirken dominerer byens profil...

Stege er eksempel på en klassisk dansk købstad. Byen er bygget op omkring et langstrakt torv, som man kommer til ad indfaldsveje fra oplandet. Husene ligger helt ud til gaden med lange grundstykker bagved, og kirken dominerer byens profil. Det gamle købstadsmiljø præger stadig byen med de velbevarede købmandsgårde, byporten, rådhuset, apoteket og andre institutioner fra 1700- og 1800-tallet. Byen har oplevet to storhedstider: Første gang som midtpunkt i et stort sildefiskeri fra 1200-tallet frem til slutningen af middelalderen. Anden gang, da købmandsgårde fra slutningen af 1700-tallet eksporterede store mængder korn fra Møn. ''Købmandens fallit'' I 1813 kunne købmand Henrik Krenchel fremvise sin ombyggede Empiregård. Stege havde i forvejen to købmandsgårde. Nu kunne Krenchel måle sig med de andre. Men tidspunktet var det værst tænkelige, fordi statsbankerotten kom samme år. Den satte ham under så meget pres, at han gik konkurs. Den 20. juni 1820 mødte vurderingsmændene op for at tage fallitboet i øjesyn. Den engang smukke bygning var gået i forfald siden fallitten. Alle 15 værelser i hovedbygningen havde ellers overalt fine engelske vinduer og malede paneler. Sidebygningen af bindingsværk havde også fået en hård medfart. Her fandt man den anden side af livet i en købmandsgård. Her lå der køkken, spisekammer, pigekammer, bryggers, rullestue og vaskeri. Vurderingsmændene skrev: ”Det anmærkes ved denne Bygning: Er næsten faldefærdig.”