Historisk Atlas Historisk Atlas - Twitter Historisk Atlas - Facebook Hent Microsoft Silverlight Historisk Atlas v.5 Android app iPhone app
Velkommen til Historisk Atlas. For at få den fulde oplevelse på Historisk Atlas har du brug for Silverlight. Det tager lidt tid at installere, men vi mener det er tiden værd.

Du kan også se Historisk Atlas umiddelbart, hvis du vælger "Historisk Atlas v.5". Det kræver at din browser er rimelig ny og denne version er langtfra færdig, så forvent ikke for meget. Det er denne version du skal vælge, hvis du er nysgerrig efter hvordan fremtidens Historisk Atlas kommer til at se ud.

Har du mere lyst til at gå på opdagelse i Historisk Atlas på din telefon, synes vi du skal downloade Historisk Atlas til din iPhone eller Android.

Vi er som altid interesseret i kommentarer og gode forslag - fang os på Facebook, Twitter eller info@historiskatlas.dk.
iPhone app
iPhone
Android app
Android
© 2012 Historisk Atlas | sitemap

Statsskolen Sønderborg
Intro
Sønderborg Statsskole er opført i 1911 som tysk Oberrealschule. Efter genforeningen i 1920 har bygningerne været hjemsted for et dasnk gymnasium.

Historie
I 1903 valgte den tyske marine Sønderborg til placering af marinestationen.

En af betingelserne for, at Sønderborg fik den kejserlige marinestation frem for Aabenraa, var, at byen måtte love at oprette en Oberrealschule, et gymnasium, så officersbørnene kunne få en ordentlig uddannelse. Det skete også, og allerede i 1907 udskrev man en national arkitektkonkurrence om det nye gymnasium, der skulle placeres på en tidligere skanse ved Kaiser-Wilhelm-Allée (i dag Kongevej). Det varede dog adskillige år, inden byggeriet kom i gang, så gymnasiet åbnede først i 1912. Efter Genforeningen i 1920 kom skolen til at fungere som dansk gymnasium. Skolen er løbende blevet udvidet og renoveret. Men behovet har alligevel været så stort, at et ekstra gymnasium, Alssundgymnasiet, blev opført på Grundtvigsallé i Sønderborg i 1980.


Arkitekterne
Vinderne af arkitektkonkurrencen var de dengang meget kendte arkitekter, Peter Jürgensen og Jürgen Bachmann, der i årene 1903-18 havde fælles tegnestue i Berlin. De to arkitekter havde dog rødder i regionen, Jürgensen var fra Ditmarsken og Bachmann var ud af en af de store teglværksejer-familier ved Nybøl Nor. Gennem årene byggede Jürgensen & Bachmann mange offentlige bygninger i Tyskland; bevaret er bl.a. Petrikirken i Flensborg, Skt. Gertrud-kirken i Lübeck og rådhuset i Berlin-Schöneberg (der hvorKennedy i 1963 udråbte ordene: ”Ich bin ein Berliner”).


Bygningens arkitektur
Statsskolen i Sønderborg er en usædvanlig vellykket kombination af hjemstavnsstil og moderne tysk stil. Det flerlængede anlæg ligger tilbagetrukket bag et grønt anlæg, hvorigennem adgangen sker hen til hovedindgangen, der er placeret i det centrale gavlparti med de store vinduer til samlingssalen, kronet af en tagrytter beklædt med skifer. I nord afsluttes komplekset med en gymnastikbygning tilbygget i en vinkel ud mod Kongevej. Helhedsindtrykket er meget dansk-fortroligt med de røde mure, de høje blåglaserede tegltage og de store, forskelligartede hvide sprossevinduer. I sin stilfærdige fornemhed kunne Sønderborg Statsskole næsten lige så godt være en offentlig bygning i Danmark. Bygningen, som i det ydre er meget velbevaret, er et af Sønderjyllands vigtigste arkitekturmonumenter. Ikke alene er det et fint eksempel på hjemstavnsstilens indflydelse på den tyske arkitektur, men også i sig selv et hovedværk af nogle af Tysklands dengang kendteste moderne arkitekter. Dermed har vi også på Tysklands vegne et ansvar for bevaringen af Sønderborg Statsskole.



Sønderborg Statsskole set fra Kongevej.