St. Thomas i Skanderborg sø


Øen Skt. Thomas i Skanderborg sø. Skanderborg Kulturhus ses i baggrunden. Foto: Lars Lassen ca. 1998. Skanderborg Historiske Arkiv.

Intro

I Skanderborg sø ligger en lille ø, der er kunstigt skabt. En driftig bagermester med en del byggeprojekter havde brug for at komme af med udgravningsjord. Løsningen blev at køre det ud på isen om vinteren, hvorefter det sank ned i vandet om foråret.

En km nordøst for Vestermølles slæbested ved søens bred ligger der en lille ø. Den er skabt af bagermester Thomas Brædstrup og er ikke et levn fra istiden. Bagermesteren var en dynamisk mand, som i det 19. århundrede stod for opførelse af mange huse på Skanderborgs hovedstrøg, Adelgade. Det betød, at han ofte skulle af med udgravningsjord. I år med isvintre satte han sine folk til med hestevogn og trillebør at køre jord, sten og skidt ud på isen. Alt forsvandt af sig selv, når det blev forår. Men sidst i det 19. århundrede var der pludselig ved sommerlavvande en lille holm med siv omkring ude i søen. Og da vandstanden blev sænket med en halv meter i 1912 og yderligere en hel meter i 1932, var her en helårs-ø. Man sænkede vandstanden i søen for, at landbrugsjorder især ved søens sydøst-ende ude ved Ringkloster ikke længere blev sat under vand ved tøbrud. Andre steder gav det mulighed for at bygge huse tæt på søen.
Indtil for få år siden var der siv omkring øen. Så blev den invaderet af vildgæs, og i løbet af kun to år havde de nippet alle skud under vandet, så sivbræmmen fuldstændig forsvandt. Da årsagen til den ny ø var Thomas Brædstrup, lå navnet dengang – 15 år efter salget af de vestindiske øer – lige for: Sct. Thomas.

Tekst: Vestermølle Møllelaug.