Skørringe Mølle, pr. Ryde

Skørringe Mølle

Intro

Møllen var en hollandsk vindmølle, bygget 1867. Den har været i slægten Schjeldes eje i ca. 50 år. Skørringe Bageri er grundlagt i året 1888 af bagermester Chr. Schelde – som mølle og bageri.

Skørringe Mølle og bageri.

Skørringe Mølle var en hollandsk vindmølle, bygget 1867. Den har været i slægten Schjeldes eje i ca. 50 år.
Skørringe Bageri er grundlagt i året 1888 af bagermester Chr. Schelde – som mølle og bageri. I samfulde fyrretyve år drev Chr. Schelde sin virksomhed, hvorefter denne i 1928 overgik til sønnen Frederik J. Schelde.

I 1915 blev bageriet ombygget og nymonteret, bl.a. installeredes en ny ovn, for at man stadig kunne være på højde med publikums krav. I 1927 blev møllen restaureret, men samtidig blev dens vinger nedtaget, og derefter gik mølleriet ved motorkraft. Der var indlagt en Hornsby motor. Virksomheden blev drevet som almindeligt bageri og mølleri.

Bagermester Frederik J. Schelde var født den 17. marts 1899 i Skørringe, gift den 18. juli 1925 med Paula, født Andersen. Frederik var uddannet hos faderen, samtidig med at han på Teknologisk Institut gennemgik bagerkursus.

Der ligger erindringer fra Frederik Schelde, født 17. marts 1899, død 1984.
Her kommer et lille udpluk, skrevet 1982:

Jeg er født 1899. Min far var søn af mølleren på Rå Mølle, og min slægt har i mange led tilbage været møllere. Man siger, at i gamle dage var møllerne altid rige, og det var vel ud fra den betragtning, at mølleren toldede lidt rigeligt af det korn, som bønderne kørte til mølle for at få malet.

Man siger jo også, at det eneste ærlige lem på en møller var tommelfingeren. Den tog jo en lille plads op i toldkarret. Nå, min familie har nu aldrig været rig.

Min far rejste til Amerika 1870, kom tilbage igen 1876, og blev forlovet med min mor og rejste så til Amerika igen, men min mor har nok ikke villet rejse derover, for efter 4 år kom han tilbage igen. De blev så gift. Senere købte far så Skørringe Mølle. Der var bageri til, men det havde nu ikke været benyttet i flere år andet end til hønsehus; men der kom dog gang i bedriften efterhånden.

Vi var 6 søskende, 2 piger og 4 drenge, og vi måtte så hjælpe til når vi blev store nok. Jeg kan da huske, at jeg var ikke mere end 12 år, da jeg kunne passe møllen. Jeg kan huske, det for mig var et lidt spændende foretagende, når en af kværnene skulle biltes. Far og en af mine brødre fik så med stænger og kiler løftet stenen lidt, og så skulle jeg med en bom igennem hullet i stenen følge efter, så den ikke faldt tilbage igen. Når den så kom så højt, at de kunne komme ind under og sætte ryggen til, kunne jeg godt få lidt hjertebanken.

Bag ved møllen lå der et savværk med kedelrum og dampmaskine. Der blev fyret med savsmuld og høvlspåner, og når vinden var gunstig, blev der måske fyret lidt ekstra på. Med det resultat at savskærerens hus brændte, og et halvt år efter et andet af hans huse. Møllen blev der også sat ild i en dag, men vi fik det slukket inden der skete større skader. På savværket blev der blandt andet skåret stave til smørdritler. De blev skåret på en sav der havde facon som en øldåse i et stort format, så fik de den rigtige facon, blev så tørret og senere høvlet, bundet og solgt til bødkerne.

På den anden side af vejen ved vort hus, boede der en mand som hed Hans Peder Langeman, han var sådan en lidt alt muligt mand. En af hans drenge på en 4-5 år, sagde også med en vis stolthed: ”Min far er både tækkemand, spillemand, maler og glarmester, og skal han sætte ruder i, så kan han også det.” Denne her Langeman kom tit om aftenen for at snakke. Så kom romflasken på bordet, og han og far fik nogle kaffepuncher, og så snakkede Langeman ustandselig om alt muligt. Så kunne det ske, at han kom ind på politik, og så gik rouletten. Han var Radikal, og far jo en af ”disse uldne Venstremænd”. Så kunne det ske, at Langeman blev så ophidset, at han rejste sig og sagde: ”Jeg skal aldrig mere formørke dine døre, møller”. Men der gik da kun nogle dage, så var han der igen. En af Langemans drenge, som hed Frederik, var min bedste kammerat.

Vi lavede en troljevogn af 4 cykelhjul. Den kørte vi så med på roebanen, og samlede sukkerroer og solgte dem så til en af bønderne. Dengang var der roebanetog, som kørte roerne til fabrikkerne.

Brændevinen var jo ikke så dyr dengang, og snapseflasken var altid på bordet til frokost og til aftensmaden. Jeg husker, det vakte en del forfærdelse, da det blev fortalt, at den skulle stige fra 27 øre til 65 øre pr. pot, så vi fik da fyldt en stor blåmalet tønde, inden den steg. Min mor var en særdeles energisk dame, som hjalp til i bageriet og passede salget af brød. Butik var der ikke noget af, men det foregik fra det vi kaldte melstuen. Et rum hvor vi opbevarede melet, og et stort skab hvor brødet var i.

Der kom mange polakpiger, og mor klagede undertiden over, at der var en værre hørm, når der stod sådan en flok. De havde jo ikke bukser på, så der var jo fri udblæsning. Men der kom penge i moders pung, og den administrerede hun selv. Hun syede også alt tøj til os drenge så det var tit, at hun sad og syede til langt ud på natten.

Og i bageriet var det mor, der lavede lumber (franskbrød), snegle og sukkerkringler. Far og vi brødre tog os så af grovbrødet, rugbrød og sigtebrød. Sigtemel og hvedemel fik vi fra dampmøllen. Kun rugmelet malede vi selv på møllen. Under første verdenskrig havde vi statslager, det vil sige, at bønderne måtte ikke fodre brødkornet op, så vi havde en masse rug liggende på loftet. Det blev ikke renset før det blev malet, så der var både rottelorte og kattelorte imellem. Det tog vi ikke så højtideligt.

Min skoletid foregik i Skørringe skole, 6 timer hver anden dag. Der var 4 klasser, så jeg gik 4 år i fjerde klasse. Det meste, vi lærte var religion, men vi lærte høflighed og orden. Så når der var selskab på Christianssæde eller Frihedsminde, og gæsterne kom i lukkede vogne med kusk, så var det med at få huen af og bukke.

Før vi begyndte i den rigtige skole, var vi til præmielæsning på Christianssæde Slot, det var noget der stammede fra Grev Reventlows tid. Vi var så inde en for en og viste, hvor meget vi kunne, og der blev uddelt præmier. Jeg fik 9 præmier.