Skovmøllen


Skovmøllens vindmølle set fra Marielundsvejen.


Billede fra Marielund, hvor søen løber ned i vandfaldet, ved udgangen til Marielund ad Emerholtsvej. De nærmeste bygninger hører til Skovmøllen. De bageste ligger på Rædersvej og Marielundsvej.


Skovmøllen set fra Ndr. Ringvej.


Fabrikant L. H. Nielsen og hustru i gården på Skovmøllen. I baggrunden ses Kolding Stålbørstefabrik, som flyttede ind i Skovmøllens bygninger, da denne blev nedlagt 1909.

Intro

Skovmøllen (Ndr. Ringvej 83-85),også benævnt Borgemølle og Borre Mølle, nævnes første gang i 1452. I 1909 nedlægges Skovmøllen som kornmølle og Kolding Staalbørstefabrik startede i bygningerne, og siden 2006 er møllen anvendt som lægehus.

Skovmøllen var en vandmølle, som fik vandet fra en sø, der oprindeligt var beliggende i trekanten mellem nuværende Rædersvej, Marielundsvej og Ndr. Ringvej. Ofte synes møllen at have lidt under mangel på vand. I 1724 anførtes det blandt andet, at der kun kunne males i 8 timer om dagen.

I 1765 købtes møllen til selveje. Den ny ejer fra 1767, Peder Christensen, søger at skabe en mere stabil vandkraft. Der skete ca. 1770 en opstemning af vandet i Marielundskløften, hvorved der skabtes en ekstra mølledam i den nuværende Marielundssø. Omkring 1800-tallets midte blev møllen ombygget og ca. 1848-1868 var der også en vindmølle på bakken vest for vandmøllen. Den gamle mølledam havde omring 1850 karakter af et engareal.

I 1909 blev Skovmøllen nedlagt som kornmølle, og Kolding Staalbørstefabrik startede i bygningerne, som også blev benyttet af Børstefabrikken Dan og Kolding Maskinfabrik. Disse 3 virksomheder havde alle L.H. Nielsen og hans familie som ejere. Senere flyttede andre virksomheder ind bl.a møbelforretningen Indbo 1987-2005, og siden efteråret 2006 er møllen blevet benyttet som et lægehus.