Sct. Mortens Kirke
Sct. Mortens Kirke i Næstved.
Sct. Mortens Kirke set fra nord.
Abel Schrøders forneme altertavle.
Kirkens krucifiks fra ca. 1520.
Sct. Mortens indre idag.
Sideraltertavlen med to faste og to bevægelige fløje.
Intro
Sct. Mortens Kirke er en middelalderlig murstensbygning i gotisk stil. Kirken har sit navn efter sin middelalderlige værnehelgen, S. Martin af Tours.
Sct. Mortens Kirke ligger i Næstved centrum.
Kalkmalerier
Ved istandsættelse i året 1914 fandt man kalkmalede dekorationer på skibets to østre hvælv. Over gjord- og skjoldbuernes toppe er ranketræer. Et par er i højgotisk stil med egeløvagtigt bladværk. De andre har en unggotisk stilpræg med rundede bladflige, ligesom de ranker med liljer. Der er kun en enkelt figurmaling på østhvælvets østkappe midt over triumfbuen, som forstiller kirkens værnehelgen S. Martinus.
Epitafier (mindetavler)
Kirkens ældste epitafier er på korets sydvæg. Indskriften er desværre forsvundet, men man mener at tavlen er rejst over en Hans Svart. Opbygningen peger mod renæssancen, men mange detaljer stammer fra barok. Epitafiet er et ret pompøst snitværk.
På nordvæggen over indgangsdøren hænger det yngste epitafier. Epitafiet blev opsat i 1666 af borgmester Jens Andersøn Aalborg og kone Elisabeth Hansz Datter over dem selv og deres børn. Også på maleriet er hans første kone Ellene Ollufsdatter og børnene fra dette ægteskab. Borgmesteren havde 14 børn, der var døde. Med sin første kone havde han 3 børn, og 11 med den anden. Maleriet er vist udført af Næstved-mesteren Hans Lauridsen.
Gravsten
På hver side af tårnbuen står nu et par tidstypiske gravsten. En af dem er gravstenen over borgmester Engel Postfeldt og hans to koner Eline Svensdatter og Elisabeth Mynt. Midtpartiet af stenen viser borgmesteren med sine koner. Det øverste felt viser i midten en rammeagtigt ornament.
Den anden gravsten er over Engel Postfeldts fire børn, som døde på grund af pest i år 1602. Han havde 3 piger og en dreng. På relieffet i midten er en engel, som forener det 3 unge piger. Foran søskende står drengen i voksendragt.
Sct. Mortens Kirke blev restaureret i 1947-75 under ledelse af arkitekterne Rolf Graae og Erling Jessen. Kirkens indre fremtræder i en fornyet skikkelse. Den meste ændring er fortaget i tårnrummet.
Det nye orgel, bygget i 1975 af firmaet Th. Frobenius & Sønner, udfylder midterpartiet.
Den tilmurede indgang til vindeltrappen i skibets nordvestlige pille er genåbnet og døråbningen i koret er blevet afdækket.
Ligkapellet, som var siden 1924 indrettet i den sydlige tilbygning, er nu omdannet til dåbskapel.
Sct. Mortens Kirke nævnes første gang i 1292, idet Skjalm Bangs datter Gythæ i sit testamente betænker Ecclesia Beati Martini med nogle penge. Der er mulighed for, at bygningen blev påbegyndt i 1200-tallet. Kirken fik sin endelige form omkring 1500.
Efter reformationen hørte Sct. Mortens kirke ikke længere under Skovkloster og blev et selvstændigt bysogn indtil 1844. Derefter forenedes Sct. Peders og Sct. Mortens Kirke under ét pastorat.
I 1743 fortæller rådmand Klingberg i Næstved, at kirkens vartegn er en sko med to klamper under med en opkrummet spids næse, hvorpå der er et kløverblad.
I senromansk tid omkring 1250-1300 bestod Sct. Mortens Kirke af skib og kor. Kirken bestod nederst af materialet kvadersten, mens de øvre dele var af unkesten. Små rundbuede vinduer sad to og to og var højt placerede. I koret fandtes en spidsbuet portal og herover en blænding med trekløverbue. Andre gotiske træk var den tresidede korafslutning og støttepiller, som var rejst samtid med murene med overhvælvning af kirken. Tagbeklædning af kirken var formentlig af bly. I skibets nordvesthjørne fandtes trappehuset, som var åbent mod kirkens indre.
Omkring 1350 begyndte den gotiske ombygning af kirken. Murene blev forhøjede og vinduer erstattedes med spidsbuede. Skibet vinduespar blev erstattede med enkelte, store vinduer med brede aflastningsbuer. Op mod sydsidens vestfag rejstes et våbenhus. Skib og kor fik hvælvinger.
I 1400-tallet fik Sct. Mortens Kirke sit tårn. I tårnet indrettedes et nyt trappehus, og det gamle blev lukket. Våbenhuset udvidedes mod øst og spændte nu over næsten det halve af skibets sydmur. Der byggedes et nordre sideskib. Den oprindelige nordmur blev gennembrudt med tre formentlig spidsbuede åbninger, der gav adgang til sideskibet. På korets nordside rejstes et sakristi, hvortil man kunne komme gennem en dør i koret.
I 1859 blev der fortaget en del ændringer af kirken, fordi bygningen var i dårlig forfatning. Der var fare for sammenstyrtning.
Senmiddelalder
Et inventar fra senmiddelalderen er sidealtertavlen, som er malet i nederlandsk stil. Tavlen har to faste og to bevægelige fløje. I åben stand viser tavlen forskellige billeder.
I midten er apostlen afbildet med pavekrone på hovedet og med pavekors og nøgle. På sidefelterne ser man optrin af hans liv.
Øverst til venstre kan man se Simon (Peder). Han kommer barbenet op fra Genesareth sø til Jesus. Jesus modtager ham, og kalder ham til apostel. Under et brystbillede af profeten Daniel er et billede, som viser modtagelsen af nøglemagten. Apostlen knæler for Jesus.
De to billeder til højre hentyder Apostlenes Gerninger, tiden efter Jesus død. I øverste billede helbreder Peder en lam ved ’den skønne port ’. Under et brystbillede af profeten Jeremias viser et billede, hvordan Peder ved sin forbøn udløser en sjæl fra ’Skærsilden’.
Når tavlen er lukket, danner bagsiden af de bevægelige fløje et billede af de 10.000 ridderes martyrium. Den faste venstre fløj viser Sct. Michael. Han vejer en sjæl, mens en lille djævel forgæves forsøger at tynge sin vægteskål ned med en møllesten. På den faste højre fløj er afbildet Sct. Nicolaus af Myra.
Også fra senmiddelalderen er kirkens krucifiks. Krucifikset er dateret omkring 1520, og er udført af den såkaldte Næstved-krucifiksmester. Det lukkede kunstnere til at skabe en stærk og nærvarende Kristus. Krucifikset var oprindelig anbragt på en bjælke i korbuen. Man antager, at der også har stået en Maria- og Johannesfigur på hver side.
Renæssancen
Fra renæssancen stammer en prædikestol med årstallet 1602. På det gengivne felt af stolen kan man finde mellem to hermer: Retfærdighed og styrke, en arkade, der nok oprindelig har haft en anden udsmykning. Omkring 1640 blev der i arkaderne anbragt store figurer af de fire evangelister. De er sikkert skåret på Abel Schrøder den Yngres værksted.
På næstved museum er bevaret brudstykker af en indskrift fra kvindesiden stolegave: Saa bør vore Quinder Priis og Ære, som denne Prydelse bekostede here 1581.
En af kirkens fornemste stykke er den beundringsværdige altertavle, som er fuldført af tidens største danske billedskærer Abel Schrøder den Yngre i 1667. Tavlen er et mægtigt snitværk i brusbarok, hvor den faste opbygning varieres ved snoede søjler, vinløv, englehoveder, vrængemasker og bølgede lister. Den vekslende dybde på reliefferne giver kraftig lys- og skyggevirkning. Figurerne på tavlen er meget levende udført. Træet har sikkert aldrig været udsmykket med farver og forgyldning. Måske på grund af pengemangel i de fattige år efter svenskekrigene.