Sølvbjerghøj i Tillitse Sogn


Sølvbjerghøj, Tillitse


Anders " Sjællænder " Nielsen

Intro

I den hedenske tid hed Sølvbjerghøj - Solhøj - her ofrede man til de nordiske guder Odin og Thor. Tæt ved højen sprang der en kilde, som var medvirkende til at gøre stedet helligt. Langt senere blev Sølvbjerghøj brugt som henrettelsesplads.

Anders Sjællænder

Lørdag den 16. juli 1881 blev liget af en mand fundet, et stykke forbi Saunsøgård imod Rårup,
Liget havde et knust baghoved.

Det viste sig at være liget af svenskeren Per Jønsson, som tjente sine penge ved at gå rundt om på gårdene og opkøbe æg-smør og andre produkter, for derefter at sælge dem i Nakskov.
Om Per Jønsson var der altid sagt, at han havde mange penge på sig. Nu var han blevet myrdet og udplyndret, så man var klar over, at her var tale om et rovmord.

Mistanken faldt hurtigt på en landarbejder der hed Anders Nielsen, kaldet Anders Sjællænder, da han var blevet set i selskab med Per Jønsson. Der gik nu efterlysning til Danmarks nabolande, og den 30. august 1881 kom der beskedom, at man i byen Segeberg i Tyskland havde pågrebet en mandsperson, som svarede til Anders Sjællænders signalement.

Fra Nakskov blev der nu sendt en mand afsted som kendte ham, for at hente ham hjem, og lørdag den 26.november 1881 kom de begge til Nakskov, hvor Anders Sjællænder straks blev arresteret og sat i arresten.

Han kom nu i talrige forhør, men nægtede ethvert kendskab til mordet på Per Jønsson. Herredsfoged Wraae gav nu ordre til at liget af Per Jønsson skulle graves op og henstilles i ligkapellet i Nakskov onsdag den 19. marts 1882. Samme dag om aftenen blev Anders Sjællænder ført til ligkapellet for at han, ved håndspålægning på den myrdedes hoved kunne erklære sig uskyldig, og ved synet af den myrdede, erklærede han sig skyldig i mordet på denne.

I et forhør, som Anders Sjællænder senere var i, fortalte han, at han havde slået Per Jønsson ihjel med en hammelsvingel for at tage hans penge, så han kunne udvandre til Amerika. Udbyttet blev dog kun på 5 - 6 kroner og et sølvur.

Fredag den 12. maj 1882 faldt der dom i sagen, og Anders Sjællænder blev idømt livsstraf ( dødsdømt ). Dommen blev appeleret, men fredag den 13. oktober 1882 blev den stadfæstet i Højesteret.
Fredag den 10. november blev det bestemt, at Anders Sjællænder skulle halshugges offentligt den 22. november 1882 på Sølvbjerghøj, Munkeby som ligger i Tillitse kommune, Maribo Amt, og derefter begraves udenfor kirkemuren ved Tillitse kirke i uinviet jord.

Halshugningen skulle foretages af Danmarks riges skarpretter, Theodor Seistrup.
Denne henrettelse skabte så meget forargelse og vrede blandt befolkningen, på grund af dens grusomhed i udførelsen, Idet Seistrup måtte lade øksen falde 3 gange før Anders Sjællænder mistede hoved. Nogle sagde, at det var fordi Seistrup var beruset, selv fortalte han, at hans fod gled i sneen i det afgørende øjeblik.

For dette fik skarpretteren en irettesættelse, men derudover skete der ham intet. Tilfældet bevirkede dog, at der i Folketinget blev vedtaget et forslag om, at halshugninger for fremtiden ikke skulle være offentlige.

Anders Nielsen Sjællænders halshugning blev den sidste offentlige i Danmark.

En øjenvidneberetning skrevet i datidens sprogbrug
Fra Tilskueren 1896 af Erik Skram

EN HENRETTELSE
Skarpretteren var med i Jærnbanetoget. Paa Færgen over til Falster saa vi ham. Han skulde i Morgen paa Lolland hals-hugge Morderen Anders Nielsen Sjællænder, og som en indledning til denne Embedsgerning skaalede han under Frokosten muntert med sin Medhjælper, Rakkeren, og en Ven, der fulgte med som Amatør. Af Haandbagage førte han med sig en flad Kasse, hvori Øksen laa. Denne Kasse kaldte de tre Herrer indbyrdes for " Petersen " for derved at fastslaa for sig selv, at de rejste incognito.

Og alt som vi over Lollands flade Egne nærmede os Nakskov, i hvis Nærhed Henrettelsen skulde ske, og Stemningen steg mellem de tre ved mere skraalen, hørte vi fra deres Rum i den lange uafdelte Waggon mangen Vittighed om " Petersen ", der nu var bleven som en fjerde Person i Selskabet, med hvem der blev klinket, og som de tiltalte med opmuntrende og næsten kælne Ord.
En ung Forfatter mellem os med sort Haar og urolige Øjne blev syg af at høre paa denne Morskab, og han blev det endnu mere, da man paa en af Lollands Stationer antog ham for Skarpretteren.

Vi var ansatte ved forskellige Blade og havde til Opgave næste Morgen at overvære Henrettelsen for at skrive derom.

I en stor Charabanc kørte vi i den raakolde Novembermorgen fra Naskskov ud i et fladt Snelandskab med Lollands evige Rækker af Piletræer paa alle Kanter, og efter en god halv Times Forløb øjnede vi paa Afstand vort Bestemmelsested, en lav, ret omfangsrig Banke, der bag de hvide Marker fortonede sig sort af de der forsamlede Tusinder af Mennesker. Da vi steg af Vognen og gik ind i Stimlen op mod Højens Aas, mærkede vi straks, at der her ikke var Spor af Orden.

Ikke alene var der intet Skafot rejst, men der var overhovedet ikke truffet nogen som helst Foranstaltning til, at den fældede Dom kunde fuldbyrdes blot paa nogenlunde anstændig Maade. Her var ingen Afspærring, intet bestemt Sted udpeget som den Plads, hvor Henrettelsen skulde ske, og hvorfra uvedkommende maatte holdes borte. Alle gik og stod, som de vilde, og midt i Vrimlen stødte vi pludselig paa Skarprettren med blokken og den nu aabnede Kasse med Øksen.

En eneste Politibetjent var der, og en Mand med en Skovl under hans Kommando, til at anvise Plads til disse Mængder af snakkende Bondemennesker, der trængte sig saa tæt sammen om Blokken, at der endog mellem denne og Skarpretteren stod maabende Folk, som langsomt flyttede sig og erstattedes af andre.

Hvad ville der ske ? Paa denne Maade kunde Henrettelsen ikke udføres. Vilde Herredsfogden, naar han nu om nogle Minutter kom kørende med Forbryderen, give sig til at raabe og forlange Plads til den Mand, som skulde halshugges, eller vilde han vende om med uforrettet Sag ? Det var uhyggelige Minutter, der gik forud for, hvad der nu skete. Og Uhyggen bredte sig efterhaanden til alle.

Uden egentlig Aftale, som ved en fælles Indskydelse, greb vi Mænd fra Bladene og Politibetjenten, hos hvem vi stod, pludselig hverandre i Hænderne og slog Kres om Skarpretteren og Blokken i et øjeblik, da der ikke var Mennesker imellem disse to. Vi trykkede os ind mod Menneskemuren og opfordrede Folk til at vige. Man veg nu ret villig. Enhver kunde indse, at han her var Deltager i en Skandale, som maatte raades Bod paa. Og alt som man veg, udvidede vi Kæden og blev ved at trykke paa.

Det lykkedes os i forholdsvis kort Tid paa denne Maade at skaffe et aabent Rum omkring det, der nu altsaa blev Retterstedet, af henved hundrede Alens længde og halv saa stor en Bredde. Vi, der dannede den inderste Række, vedblev at holde hverandre i Hænderne, og saaledes stod vi under hele den paafølgende Handling. Min Sidemand til højre havde den mest snavsede Haand, jeg nogensinde vil komme til at trykke. Den var gennem Handsken at føle paa som en Dyreklov.

Umiddelbart efter, at Pladsen omkring Blokken var bleven fri, skred en lille i graat Vadmel klædt Bondemand over den snavsede Sne hen til Skarpretteren, talte sagte til ham og gik saa tilbage igen. " Ved De, hvad den Mand vilde ? " spurgte min Sidemand til venstre. " Nej ". " Han bad Skarpretteren om Lov til at tage en Kop af den henrettedes Blod til sin syge Kone ".
Samtidig opstod der en Bevægelse i Kresens Udkant nærmest Landevejen, som sagde os, at nu kom Vognene med Herredsfogden og den dømte Forbryder, ledsagede af Fangevogteren, Distriktslægen og Præsten. To tre Minutter før, og alt vilde have været haabløs Forvirring.

Ind i Kredsen traadte Herredsfogden med trekantet Hat og Guldstriber paa Benklæderne og saa ud, som om det var ham, der havde ordnet det hele. Efter ham kom Præsten og Distriktslægen og endelig Anders Nielsen Sjællænder, som man umiddelbart efter, at han var traadt ud af Vognen, havde befriet for Haandjærnene. Han var høj og mager, gik bøjet i Knæene og var sammensunken over Lænderne. Armene hang paa en besynderlig ufri Maade slapt ned foran Kroppen, Hænderne var blaa af Kulde. Han var iført mørke Benklæder, en kort, tilknappet mørk Frakke, om Halsen bar han et graaternet Tørklæde og paa Hovedet en blød, rundpullet Kasket. Han saa ud til at fryse stærkt, og det langsomme Blik, hvormed han maalte Blokken og Skarpretteren og Menneskemængden, var skummelt forskrækket. Et ynkeligt Syn.

Forbryderen, hos ham Præsten, lidt derfra Fangevogteren og Distriktslægen og noget foran dem Herredsfogden dannede en Gruppe i den nærmest Vejen liggende korte Runding af Pladsen, og tyve Skridt fra dem ind mod Midten af Kresen stod Blokken, bag den Skarpretteren. I Kjole og hvidt Slips, og den lurvede Medhjælper. Der var fuldstændig tyst. Kun udenfor Kresen hørte man nogle Folk skændes om Pladserne oven paa Taget af den Vogn, der havde bragt Fangen hid.

Herredsfogden slog ud med Haanden og sagde højt nogle Ord om, at det vel her var unødvendigt at paabyde Ro - han skulde vide, med hvilken Haan man hørte paa disse Ord i hans Mund -, og gav sig saa til langsomt at oplæse den vidtløftige Dom, ifølge Anders Nielsen skulde henrettes offentlig med Økse og erstatte 15 Kroner og betale saa og saa meget i Salærer til den og til den. Det varede grufuldt længe, inden Oplæsningen var færdig. Imidlertid talte Præsten ind i Forbryderens Øre, og Distriktslægen gav ham Draaber paa et Stykke Sukker.
Medens oplæsningen af Dommen gik for sig, løb en lille hvid Hund fornøjet omkring paa den afgrænsede Plads, naaede hen til Blokken, snusede lidt til den og begav sig saa i Spring hen til en Mand, der udenfor Kresen dæmpet og ivrig lokkede ad den.

Og saa tog Præsten fat. Havde Herredsfogden haft god Tid, var det intet i Sammenligning med Præsten. Med brede Ord stillede han en række af Spørgsmaal til Forbryderen : " Sig mig, om det er sandt, hvad Du har sagt mig, at Du erkender din Synd og angrer, hvad Du har gjort ? " - " Sig mig, om det er sandt, havd Du har sagt mig, at Du anser din Straf for retfærdig ? " - " Sig mig, om det er sandt, hvad Du har sagt mig, osv.osv., at Du ikke er vred paa nogen eller bærer Nag til noget Menneske, som har gjort Dig imod i dir Liv " osv., og da den dødsdømte med næppe hørlig Stemme og rystende af Kulde havde svaret ja paa alt dette, sagde Præsten : " Lad os saa ' bekende Troen".

Og i et endnu merte dvælende Foredrag med store Pavser fremsagde han de lange Trosartikler. Anders Nielsen sank mere og mere sammen, og aldrig har Ord lydt pinligere vidtløftig end disse. Men endnu var Præsten ikke færdig. " Knæl derpaa ned ", befalede han, og den ulykkelige faldt paa Knæ, Præsten tog Kasketten af ham og lod den højtidelig falde på Sneen. Saa lagde han Haanden paa Forbryderens blottede Hoved og tilsagde ham langsomt Syndernes Forladelse, gjorde et langt Korsets Tegn foran Mandens Ansigt, og traadte saa endelig tilbage.

Skarpretteren nærmede sig nu, medens Anders Nielsen besværlig rejste sig og satte Kasketten paa Hovedet. Ledet af Skarpretteren og Rakkeren gik han de sidste tunge Skridt hen til Blokken. Atter blev Kasketten taget af ham, og de to skulde lige til at afføre ham Frakken, da Præsten paa ny lagde sig imellem, standsede Skarpretteren, og medens den dømte stod umiddelbart ved Blokken og stirrede fortabt paa de gabende Bøjler, der krummede sig i Vejret imod ham, bad Præsten højt og langsomt for at alle skulde høre det : Fadervor. Saa endelig blev Offeret overgivet til Mestermanden.

Frakken blev da trukket af Forbryderen, medens han selv hjalp til, Vesten knappede han selv op med sine valne Fingre, Halstørklædet tog Rakkeren, og han og Skarpretteren hjalpes om at aabne Skjortekraven og brede den ned over Menneskets magre Skulre. Saa lagde den dødsdømte sig tungt ned paa Skraabrættet foran Blokken, rakte Hovedet frem og flyttede paa det, indtil Hagen passede ind i Fordybningen i Blokken, og de to Bøjler blev af Rakkeren famlende klemt fast om hans magre Hals.

Medhjælperen fik nu den Idé at vilde holde Hovedet i Haaret, medens Hugget førtes, for ikke at have nødig at bukke sig efter det, naar det trillede paa Sneen, men han opgav dog sit Tag i den endnu levende Mands Haar og stillede sig til højre for Blokken, medens Skarpretteren vendte sig til venstre, greb Øksen, førte den hen over Mandens Nakke og lod den falde.

Hoved blev ikke skilt fra Kroppen. For mig lød det, som om Øksen klirrende traf den inderste af Bøjlerne, og for mit Øje saa det ud, som om denne Bøjle sprang løs. Anders Nielsen laa stille. Der lød et Støn, men det er rimeligvis kommet fra den rædselslagne Tilskuerkres.
Anden Gang løftedes Øksen, og denne Gang huggede Skarpretteren til af al sin Kraft. Hugget traf i Halsen, Blodet sprøjtede i en tynd Straale af Farve som Rødvin op i Ansigtet paa Medhjælperen, der forfærdet traadte et Skridt tilbage, og Anders Nielsens Krop vred sig i en heftig Bevægelse opefter med løftet venstre Skulder, men Hovedet var stadig ikke skilt fra Kroppen. Ansigtet blev drejet mod Bøddelen.

Saa endelig ved det tredje Hug faldt Hovedet til Jorden, og Kroppen væltede til højre ned af Brættet, saa at det kom til at ligge paa Ryggen. Rakkeren greb Hovedet, løftede det et kort Øjeblik i Vejret og kastede det saa fra sig for at tørre Blodet af sit Ansigt.
Folk skreg ikke. Man hørte enkelte halvkvalte Udbrud, men de allerfleste stod i maalløs Rædsel.

Saa med et brødes Kæden. Menneskemassen løb sammen, jeg troede, det var for at lynche Skarpretteren for hans uhyre Uduelighed (1), men det var kun for at mætte Øjnene ved Synet af den lemlæstede Krop.
Jeg hjalp en ung Socialdemokrat, der havde været besvimet, ud af Stimlen, og medens jeg langsomt gik frem med ham ned mod Vognen, saa jeg Politibetjenten fare forvildet om paa Marken for at lede efter Ligkisten til den døde Krop.
Imidlertid har den lille graa Mand vel haft Tid til at faa Blod nok til sin syge Kone.

Dette var Retfærdighedens Fuldbyrdelse i Danmark i det Aar 1882 (2).
Erik Skram.


1) Han blev ikke Afskediget.
2) I Modsætning hertil kan det anføres, at da Troppmann henrettedes offentlig i Paris, hengik der fra det Øjeblik han traadte ud af Fængselsgaarden og til hans Hoved laa i Kurven, næppe et Minut og 20 Sekunder fra da hans Fod berørte Guillotinens underste Trin.


Historie

Om Sølvbjerghøjs tilblivelse stammer følgende sagn :

Der var engang en ond Trold, der en dag blev vred og ville ødelægge Lolland ved at begrave alle mennesker under et tykt lag jord. Han tog en stor, stor sæk og fyldte den med jord og grus - derved fremkom Rødby Fjord. Så gik trolden afsted mod Langø med sækken på ryggen.

Nu var der heldigvis en god Nisse, der opdagede troldens planer. Han syntes det var synd for menneskene. Derfor listede han bagefter og stak hul på sækken. Der faldt en masse sand og jord ud, derved opstod Munkehøj, Sølvbjerghøj og Lundehøj.

Navnet syntes at stamme helt tilbage fra Oldtiden. Rundt om i Landet findes en mængde Solbjerge, der i gammel tid har været Helligdomme for Soltilbedelsen, og der er en vis grund til at formode, at Sølvbjerg oprindelig har været et Solbjerg, hvor stenalderfolket har ofret til Solen som den store Guddom.

Omkring 1200 tallet ophørte højen med at være offerhøj, da danerne, på det tidspunkt blev mere og mere kristne.

I 1790 bliver Sølvbjerghøj så udpeget til offentlig rettersted for Lollands Sønder Herred, Maribo Amt.


Retterplads

I middelalderen var det bestemt, at borgere der havde forbrudt sig imod samfundets love, skulle dømmes og straffes offentligt på et centralt sted i en by.

Derfor var der på torvet i Nakskov opstillet følgende :
Gabestokken - til at fastholde folk i, således at dem der ville spytte og sparke til disse lovbrydere, havde mulighed for det.
Kagen - var en pæl hvortil lovbrydere blev bundet, og på den bare krop fik piskeslag, f.eks. 10 - 15 - 20 eller 25 slag. Det kaldes også kagestrygning.
Blokken - det var her den dømtes hals blev lagt, når man skulle halshugges.
Galgen - i den blev man hængt.

Omkring 1790 blev man enige om, at den slags ting ikke mere skulle foregå inde i byerne, men et stykke udenfor; derfor skulle hvert herred nu have sit eget rettersted. Således blev Sølvbjerhøj udlagt som rettersted for Lollands Sønder Herred, Maribo Amt.

På Sølvbjerghøj ved man med sikkerhed, at der har fundet 3 rettergange sted, og at her er blevet halshugget 5 personer.

Den 24. februar 1853, blev Anders Jensen Vixnæs og Mads Jensen Vixnæs, begge fra den berygtede Handskemagerbande henrettede.

Den 3. januar 1854, blev Maren Wibekes og hendes søn Niels Larsen Juel, henrettede.

Den 22. november 1882, blev Anders Nielsen, kaldet Anders Sjællænder, henrettet.

Henrettelsen af Anders Sjællænder skabte så stor forargelse og skandale blandt befolkningen, på grund af dens grusomhed, at det blev den sidste offentlige henrettelse i Danmark.


Handskemagerbanden



Således blev den kaldt, fordi den blev ledet af en person som var uddannet handskemager. Han hed Hans Jacob Mortensen, født i Rudkøbing 1802. Senere flyttede han til Maribo, hvor han i 1804 blev viet i Ryde kirke til Ane Kathrine Jørgensdatter fra Stibanken.
Den 6. februar 1840 bosætter de sig på en gård i Tillitse sogn som fæstebønder under Rudbjerggård, (i dag Svanegård, Rudbjergvej 11, 4983 Dannemare)

Han fik hurtigt samlet en stor bande fordelt over det meste af Vestlolland. Den kom til at bestå af 43 personer, som fra 1840 til 1851 huserede på Lolland med grove forbrydelser, især tyverier.
Det værste banden lavede var, at de natten mellem den 21. og 22. marts 1851 dræbte gårdmand Jørgen Johansen og hans hustru Ane Andersdatter samt 2 tjenestepiger, Ane Kirstine Madsdatter og Ane Margrethe Andersdatter, og derefter satte de gården i brand (Stødbystræde).
Kort før disse mord, blev en Karl på Waarskov ved Bandholm, dræbt af morderne : Anders Wixnæs, (en broder til Mads Wixnæs) og ungkarl Frederik Christian Mortensen ved Bandholm. Af disse mordere blev Handskemageren, Morten Baad, Mads Wixnæs og Anders Wixnæs dødsdømt.

Efter denne ugerning fik man fanget banden og de kom nu i talrige forhør, men Handskemageren, som var en hård negl, havde sagt til de andre, at de bare skulle blive ved med nægte.
Således gik der et godt stykke tid. Så blev det fra myndighedernes side bestemt, at de fire myrdede skulle graves op og stilles ind i Tillitze kirke.

Så blev Handskemageren ført derud og skulle overfor sognepræsten, Rudolf Berg, og de andre myndighedspersoner der var med, erklære sin uskyld ved at lægge hånden på de myrdede.
Det ville han også godt, men pastor Berg forhindrede ham i dette, da han vidste han var skyldig.
Dette betød nu heller ingen ting, idet de andre bandemedlemmer lidt efter lidt indrømmede deres ugerninger, og til sidst tilstod Handskemageren også.

Efter tilståelserne faldt dommene, som lød på følgende :
4 fik dødsdom
17 fik tugthusstraffe
7 til forbedringshus
15 til straf på vand og brød
De dødsdømte var :
Hans Jacob Mortensen ( Handskemageren )for mordbranden i Stødby Stræde
Mads Jensen Vixnæs, også for mordbranden i Stødby Stræde

Anders Jensen Vixnæs, for mordet på staldkarlen Mathiesen på Vaarskovgaard ved Bandholm
Christian Mortensen ( fra Sakskøbing ), også for mordet på Vaarsskovgaard

Men sådan kom det ikke til at gå, Morten Baad døde i arresten, og Handskemageren begik selvmord i sin celle og Christian Mortensen, Sakskøbing, fik straffen ændret til livsvarigt fængsel mod at han skulle overvære de to andres halshugning og bag efter kagestryges ( piskes ). Han blev løsladt fra fængslet i 1868 og tager hjem til sin kone Maren Kathrine Jensdatter Vixnæs ( en søster til Anders og Mads Jensen Vixnæs ) i Bandholm, hvor han dør den 29. 10.1880 og bliver begravet på Østofte kirkegaard den 05. 11. 1880.
Mads og Anders Jensen Vixnæs blev halshugget på Sølvbjerghøj af skarpretteren Schmidt fra Vordingborg den 24. februar 1853. Deres lig blev nedgravet på det nordøstlige hjørne af Sølvbjerghøj.


Maren Wibekes og Niels Larsen Juel





Den 7. december 1852 modtog politimesteren i Lollands Søndre Herred en anmeldelse fra ligsynsmændene i Tillitse sogn.
De havde den forgående dag synet liget af afdøde husmand ved Øster Skovgård, Carl Fredrik Jørgensen (kaldet Frederik Bjælkehoved).

De havde fundet flere læsioner på hans hoved, som kunne stamme fra grov vold. På den baggrund tog politimesteren og hans folk ud til Øster Skovgård, for at afhøre den afdødes hustru Maren Wibekes, 56 år og dennes søn Niels Larsen Juel på 29 år.

Niels Larsen Juel forklarede, at hans stedfader for ca. 3 uger siden, var redet til Nakskov, hvor han havde drukket sig fuld, og på hjemvejen var faldet af hesten og havde slået hovedet.
Han var blevet bragt hjem af Lars Fisker fra Dannemare, som havde fundet ham i en grøft, meget forslået.

Moderen blev også afhørt, og hun gav samme forklaring som sønnen.
Nu meldte tre husmænd sig nemlig - Jens Pedersen, Jens Porse og Hans Madsen og fortalte at Frederik Jørgensen havde fortalt dem, at han var bange for at hans kone og stedsøn ville slå ham ihjel.

På den baggrund blev Maren Wibekes og Niels Larsen Juel anholdt og ført til Nakskov, hvor de blev anklaget for at have myrdet Jørgensen, men de nægtede.
Efter godt 2 måneders forløb fortalte moderen, at det var sønnen der havde slået sin stedfader ihjel.
Da han fik det forelagt, blev han meget ked af det og fortalte, at han selv og moderen havde været lige gode om det. Det var foregået på følgende måde :

En nat da hans stedfader stod op for at gå på toilettet, havde Niels gemt sig i køkkenet, og med en tøjrkølle slået stedfaderen et par gange i hovedet.
Derefter var moderen kommet til og sammen havde de lagt en løkke om halsen på stedfaderen og begge to strammet den indtil manden ikke trak vejret mere.

Denne tilståelse fik moderen nu forelagt, og hun gik langsomt til bekendelse.
Dette medførte at de begge blev dømt til halshugning på Sølvbjerghøj, Dette fandt sted den 3. januar 1854. Deres lig blev begravet på Sølvbjerghøj.

Deres lig blev begravede ved siden af de henrettede fra Handskemagerbanden.