Runestenen ved Langå kirke
Langåstenen 3.
Intro
I 2015 blev runestenen på Langå Kirkegård restaureret og genrejst. Da stenen blev opdaget i 1861 af ingeniør J.V. Sigvald Müller, var store dele af runeindskriften allerede hugget bort, og kort efter blev stenen også kløvet. Inden da nåede Müller at skitsere flere runer, der forsvandt under kløvning
Runesten er mindesten fra vikingetiden og tidlig middelalder. Stenene er typisk opstillet af en person til minde om en slægtning, en god ven eller kollega. Stenene blev oftest stillet ved vejkryds, vadesteder eller andre vigtige mødesteder.
De fleste af de godt 200 runesten, som er bevaret til i dag, står ved eller i kirker. Det har været udbredt at genbruge runestenene til bygningssten, da man opførte de romanske stenkirker i 1100 og 1200-tallet. Runestenene er senere genfundet under omsætning af kirkemure, kirkediger og opgravning af gulve. Runestenene har været hugget til kvadersten, slået itu til murfyld eller lagt hele som syldsten eller tærskelsten. Allerede fra midten af 1600-tallet havde man fattet interesse for runestenene, og de blev beskrevet og tolket af bl.a. Ole Worm. Mange af stenene blev fragtet til København og placeret i Kongens Samling.
Med seks runesten er Langå det sogn i Danmark, hvor der er fundet flest runesten. Alle runestenene er i årenes løb blevet kløvet eller slået i mindre stykker for at blive genbrugt til bygning af kirken, broer eller veje. Vikingetidens mindesten var helt op i 1800-tallet eftertragtede byggesten.
Først med Naturfredningsloven i 1937 blev bevaring af runesten og fortidsminder sikret.
Selvom der er fundet seks runesten i Langå, er runestenen ved kirkens tårn dog den eneste, som stadig er i byen. En af stenene (Langåstenen 4) er udstillet på Museum Østjylland i Randers, de fire øvrige er forsvundet.
Runestenen på Langå Kirkegård, Langåstenen 3, er fra den sene del af vikingetiden, omkring år 970-1020. Den bevarede del af runerne fortæller, at stenen er rejst af en viking til minde om sin bror, der var en velrespekteret storbonde (thegn).
Den bevarede runeindskrift:
”X (rejste denne) sten (efter Y) sin broder, en meget god thegn” viser, at der er fem runebånd, som begynder længst til højre på stenen og løber såkaldt ”bustrofedon” - slangeformet, hvor skriften skifter retning fra linje til linje.
Runeskriften er vikingetidens såkaldte ”futhark”- alfabet, som har sit navn efter alfabetets første 6 tegn. Ordet ”thegn” på Langåstenen 3 er ristet med en indskudsvokal; ”thegæn”, hvilket daterer runestenen til slutningen af vikingetiden. Det 16-tegn lange Futhark-alfabet er runeskriftens 2. fase. I vikingetiden afløste det jernalderens 24-tegns runealfabet. Runeskriften kan opfattes, som et selvstændigt skandinavisk modstykke til det latinske alfabet som opstod omkring 200 e. Kr., men som først vandt indpas i Norden i løbet af middelalderen i 1400-tallet.
Læs mere om runestenene i Langå på [https://fortidsmindeguide.dk/tidsalder/vikingetid/langaa-runesten Fortidsmindeguiden]