Redningsstation på Rømø


Redningstation Rømø . Redningstationen er placeret i sikkerhed for stormfloder

Intro

Redningsstationen i Kirkeby er Rømøs eneste oprindelige redningsstation. Den blev opført i 1887. Dengang var skibsfart endnu den væsentligste levevej på Rømø. Redningsstationen er bygget som en nyromansk bygning af dybtrøde mursten med gavle mod øst og vest...

Redningsstationen i Kirkeby er Rømøs eneste oprindelige redningsstation. Den blev opført i 1887. Dengang var skibsfart endnu den væsentligste levevej på Rømø. Redningsstationen er bygget som en nyromansk bygning af dybtrøde mursten med gavle mod øst og vest. Begge gavle har en bred port forsynet med påmalede krydslagte Dannebrog. Langvæggene er opdelt i fem sektioner af flade, lodrette murstensbånd, der er forbundet med rundbuede fordybninger under taget. Redningsstationen har et lille kvadratisk tårn midt på sit saddeltag. Tårnet er udformet som en høj tagrytter med gavlkviste, som er inspireret af egnens traditionelle kirketårne. ''Fra hav til ild'' Redningsstationen er opført lige syd for Rømø Kirke så langt mod øst på øen, at den var placeret i sikkerhed for stormfloder. Men samtidig lå stationen, så det var muligt at bugsere redningsbåden relativt hurtigt over land til havet mod vest under storme. Fra tårnet på taget kunne redderne holde øje med eventuelle nødstedte skibe. Redningsstationen blev i 1968 overtaget af Rømøs frivillige brandværn. Det frivillige værn opstod efter flere storbrande i 1950’erne og 1960’erne. Øboerne ønskede større tryghed. Som brandstation rummer bygningen nu køretøjer, som hurtigt kan rykke ud med kolossale mængder vand for at bekæmpe ild på øen.