Ravnsborg Fyrværkerifabrik Nordlys


Fyrværkerifabrikken, Nordlyset


Pavillonen i Ravnsby har været restaurant, dansested og fyrværkerifabrik. Nu er der privat beboelse.

Intro

Chr. Olsen fandt en bog med opskrifter på fyrværkeri, og så var hans livsbane udstukket!

Christen Olsen var kun 21 år gammel, da han fremstillede sit første festfyrværkeri, der blev vist ved den gamle Onsevig kro 1912. Han havde sit værksted i Ravnsby, en tid i Pavillonen, der engang var en danserestaurant.

I perioder var der op til 6 ansatte. Han eksperimenterede meget, og til Nakskov 700 års byjubilæum i 1966 lavede han et fyrværkeri, der varede et helt kvarter. Christen Olsen var da 79 år gammel og måtte have assistenter til hjælp. Hans helbred var begyndt at svigte, da han var 75 år, og han døde i 1970.

Fyrværkerifabrikken "Nordlys" er det eneste sted i Danmark, hvor der fremstilles fyrværkeri til det store festfyrværkeri helt fra bunden.

Ole Olsen overtager" Nordlys"
Sønnen Ole Olsen var 20 år gammel, da faderen døde og var i lære som snedker. Han gjorde uddannelsen færdig. Han have arbejdet med fyrværkeri hjemme hos faderen, fra han var en stor dreng. Ole var også en tid ansat på Tivolis fyrværkerifabrik i Tune ved Roskilde.
Ole Olsen kunne ikke overtage fyrværkerifabrikken i Ravnsby. Der var kommet skrappere regler angående krudt og kemikalier, så Ole Olsen og Lars Barfod fra Tune købte et nedlagt husmandssted på Saltougvejen i 1990.

Lagerbygningen på fyrværkerifabrikken er opført i armeret beton, bygget op i celler. I 2 af rummene er der sort krudt og drivsatser. I de andre er der farver og metaller i pulverform.
Kobberforbindelser farver blåt, natriumforbindelser gult og strontiumnitrat rødt. Titanium giver sølvskær og en blanding af aluminium og magnesium giver gyldne gnister.
Fabrikken er omgivet af et flere meter højt hegn, og der er et lovpligtigt vandbassin udenfor.

I 1994 blev det meste af produktionen solgt til Tivoli i København, byfester og festivaller, men der sælges også til private. Ole Olsen lavede bl.a. et kæmpefestfyrværkeri til åbningen af "Kulturby 1996" i København.

I dag er er fyrværkerifabrikken et enmandsfirma med en millionomsætning. Ole Olsen laver bl.a. øvelsessprængstof til militæret, og i 2007 var han med til at rekonstruere de brandraketter, som englænderne bombede København med.