Randers Handsker


Handskemager ved arbejdsbordet. På Håndværksmuseet Kejsergaarden fortælles historien om de berømte handsker fra Randers

Intro

I slutningen af 1600-tallet var fremstillingen af handsker det altdominerende erhverv i Randers. Handskerne blev solgt over hele Europa, og de blev en af Danmarks vigtigste eksportvarer. Men eventyret varede ikke ved, og i 1801 var der kun tre handskemagere tilbage i Randers...

I slutningen af 1600-tallet var fremstillingen af handsker det altdominerende erhverv i Randers. Handskerne blev solgt over hele Europa, og de blev en af Danmarks vigtigste eksportvarer. Men eventyret varede ikke ved, og i 1801 var der kun tre handskemagere tilbage i Randers. Først da en driftig købmand i 1811 hentede franske handskemagere til byen og etablerede Randers Handskefabrik, blev faget igen vakt til live. Det skete takket være franskmændenes moderne håndværksmetoder, og det blev startskuddet på snart 200 års virksomhedshistorie. Randers Handskefabrik eksisterer stadig med butikker i København og i Randers, selv om handskerne nu fremstilles i udlandet. ''Dronning Marie-Antoinettes bløde hænder'' Marie-Antoinette var Frankrigs sidste dronning inden den franske revolution i 1789. Det siges, at dronningen altid sov med Randers Handsker om natten. Ikke fordi handskerne var højeste mode, men fordi de havde ry for at dufte dejligt og give bløde hænder. Men det er slet ikke sikkert, at Marie-Antoinettes handsker kom fra Randers. Handskernes popularitet betød nemlig, at handskemagere i andre byer var begyndt at sælge deres egne handsker under betegnelsen ”Randers Handsker”. Det skete i et så stort omfang, at det i 1759 blev skrevet om handskerne, at de ”… nu gøres andetsteds mere end i Randers, allermest i Odense.”