Randers Fattiggård


Den gamle fattiggård i Vestergade. Delvist nedrevet og ombygget 1888/89.

Intro

Randers Fattiggård blev opført i 1807 som en af de første fattiggårde i landet. Hensigten med gården var at få de mange tiggere væk fra gadebilledet og i husly. I dag er der bygget et moderne plejehjem på grunden, hvor den første fattiggård blev bygget.

Bygningens historie

Fattiggården anno 1807 var et smalt og lavloftet bindingsværkshus med små rum. Antallet af fattiglemmer oversteg hurtigt det antal beboere, gården var blevet bygget til. Det gjorde ikke forholdene i de små rum bedre. I 1819 blev det besluttet, at lemmerne skulle gøre nytte og så vidt muligt sættes til at arbejde. For at få plads til nogle maskiner og indretning af en arbejdsstue, blev en del af skillevæggene revet ned. Ved samme lejlighed blev der indrettet køkken og spisestue. Nedrivningen af skillevæggene og den fortsatte overbelægning fik bygningen til at forfalde og luften var kvalm og fugtig på den trange plads. Den kunne heller ikke opfylde de nye krav til arbejdsanstalter – pladsen var der simpelthen ikke.

I 1859 blev Fattigkommissionen og Sundhedskommissionen enige om, at der måtte gøres noget ved de dårlige hygiejniske forhold på gården, men ikke før 1867 blev der for alvor gjort noget ved problemet. Her købte kommissionen en grund ved siden af den gamle og opførte en ny fattiggård, hvor der blev bygget en decideret arbejdsanstalt ved siden af. Arbejdsanstalten blev benyttet til lemmerne på gården, men også til afstraffelse af øvrige borgere, der havde begået mindre forseelser.
Fattiggården og arbejdsanstalten blev ombygget i 1888-89 til det udseende, den havde, til den blev revet ned i 1959. I 1906 blev kapaciteten på selve fattiggården øget fra 50 til 112 beboere. En brand i arbejdsanstalten i 1905 gav anledning til yderligere udvidelse og forbedring af denne del af fattiggården, og i 1909 blev der installeret dampvaskeri, dampkøkken og moderne badeanstalt, som blev vigtige indtægtskilder for gården.

I 1913 ændrede Randers Fattiggård navn til Randers Forsørgelseshjem som et led i en ændret sprogbrug omkring fattige. Efterhånden som velfærdsstaten blev etableret mistede fattiggården i sin oprindelige form sin betydning. I 1954 var der under ti mand i arbejde på anstalten. Derfor blev arbejdsanstalten og den gamle vestfløj revet ned til fordel for et haveanlæg i 1955. Institutionen blev definitivt nedlagt 1. april 1959. I stedet indrettede kommunen et plejehjem for kronisk syge i den gamle hovedbygning.


Livet på fattiggården

At komme på fattiggården var lige fra opstarten i 1807 noget, de fattige for alt i verden ville undgå. Fattiglemmerne fik frataget deres ejendele og mistede flere grundlæggende rettigheder i det øjeblik, de trådte ind ad døren. Det krævede bl.a. en særlig tilladelse, hvis fattiglemmerne havde behov for at løbe et ærinde uden for gården. Det var desuden langt fra altid, at tilladelserne blev givet. Der var forskellige konsekvenser, hvis lemmerne brød reglementet alt efter forseelsens alvor. Overtrædelse af udgangstilladelser, fuldskab og slagsmål var nogle af de regelbrud, der ofte fandt sted i hele fattiggårdens levetid. Straffen kunne være rottingslag eller slag af tamp, indespærring, udgangsforbud eller indskrænkning i kosten.
På Randers Fattiggård skulle lemmerne, hvis de var i stand til det, fra 1819 arbejde det meste af deres vågne timer. De arbejdede primært med vævning både af egen beklædning, men også af hestedækkener, blårlærred og gulvtæppetøj til salg i byen. Børnene arbejdede, når de ikke var i skole. Også den tilhørende jord blev dyrket med kål og kartofler til eget forbrug. Lemmerne fik altså mad på bordet og en seng at sove i, men det var ikke nogen nem hverdag med det hårde arbejde og de uhumske forhold. De hygiejniske forhold blev forbedret med ombygningen i 1867 og de fattige og gamles forhold generelt med Fattigloven af 1891. Overbelægning var dog et generelt problem frem til omkring år 1900. Fra 1909 blev arbejdet for beboerne på gården lagt om til dampvask og til de dertilhørende opgaver. Arbejdet for de øvrige borgere, der afstod straffe på arbejdsanstalten, bestod især af hugning af optændingspinde og brænde.
Kosten på gården har gennem hele perioden været god nok til at holde selv de ældste lemmer på benene. Frem til 1900 var gennemsnitsalderen forbløffende høj på gården. Dette skyldtes givetvis en tilstrækkelig kost, men sikkert også at fattiggården ofte var det eneste sted, de gamle kunne tage hen, når de ikke længere kunne klare sig selv. Derfor var der en overvægt af gamle. Hovedmåltidet var frokosten, og af spisereglementet fra 1870 fremgår det, at menuen ofte stod på suppe, grød eller vælling gerne suppleret med mælk, rodfrugter, kartofler og kød eller fisk. Om morgenen var der kogt øl med rugbrød til, om aftenen kogt øl eller mælk. Mængden af mad til hvert måltid var nøje afmålt – der er næppe blev delt noget overflødigt ud. Den 15. september 1932 indførte man noget nyt: Lemmerne fik frokost og aften to skiver rugbrød med pålæg og derudover margarine- eller fedtebrød uden pålæg samt en skive hjemmebagt sigtebrød til hvert måltid. Førhen måtte lemmerne selv skaffe pålæg til det udleverede brød, hvis de kunne.