Randers Børneasyl


Randers Børneasyl i Lille Voldgade.

Intro

Randers Børneasyl blev indviet i 1840 i Lille Voldgade. Dengang var det typisk børn fra fattige familier, hvor begge forældre var nødt til at arbejde, der kom på asylet. Hverdagen på asylet i 1800-tallet var præget af krævende arbejdsopgaver for børnene.

Randers Børneasyl

Randers Børneasyl blev indviet i 1840 i Lille Voldgade. Byen havde allerede i 1838 fået tildelt 100 rigsdaler af dronning Marie Sophie Frederikke til et påtænkt børneasyl, men der skulle altså gå yderligere et par år, inden idéen blev ført ud i livet. Det blev i første omgang i lejede lokaler. Hensigten med asylet var, at børn, der endnu ikke var i skolealderen, og som havde arbejdende forældre, havde et sted at være i løbet af dagen – præcis som i en moderne børnehave. Dengang var det dog typisk børn fra de fattige familier, hvor begge forældre var nødt til at arbejde, der kom på asylet. For børnene var hverdagen på asylet i 1800-tallet ikke altid sjov med sine til tider krævende og kedelige arbejdsopgaver. '' Vejen mod den moderne børnehave'' Antallet af børn i Randers Børneasyl steg fra 8 til 66 alene i asylets første år. Asylet var i begyndelsen afhængig af velgørenhed fra private og virksomheder. Det var også velgørenhed, der i 1846 gjorde det muligt at købe en grund i Lille Voldgade til et nyt børneasyl, som stod færdigt til brug 28. maj 1847. I 1883 blev det udvidet en smule, men asylet var i den grad overbelagt i årene fra 1890 til 1900, hvor op mod 220 børn fyldte asylet. Dagene gik med livs- og skoleforberedende aktiviteter, som fx syning, strikning og let læsning og skrivning. De yngste børn blev dog ofte blot sat til at pille klude. Det var en aktivitet, hvor børnene helt bogstaveligt pillede kulde i stykker, og som ikke havde noget andet formål end at holde dem beskæftigede. Asylets bestyrelse havde i 1854 bedt kommunen om et årligt bidrag på 900 kr., da det ikke længere var muligt at dække udgifterne med velgørenhed alene. Tilskuddet blev givet fra 1856 og var i 1934 steget til 4.000 kr. årligt. På trods af tilskuddet var der ikke umiddelbart penge til den gennemgribende renovering, som bygningen efterhånden trængte til efter mange års brug. I 1912 blev bygningen erklæret decideret uegnet til formålet som børneasyl, idet der kom røg ind ad vinduerne fra nabobygningerne, og rummene generelt var for små og mørke. Det var dog først i 1934, at der blev lavet om på forholdene. Her blev bygningen renoveret fra kælder til kvist, og både børnene, forstanderinden og hendes assistent, som begge boede på asylet, fik bedre forhold. Antallet af børn blev ligeledes kraftigt reduceret. Med renoveringen begyndte asylet for alvor at ligne det, man vil forbinde med en moderne børnehave. Der var legerum, ordentlige gulve og møbler samt farvestrålende service i køkkenet. Også børnenes hverdag var præget af, at asylet skulle være et fristed for børnene. Fra kl. 7 morgen kunne forældrene aflevere børnene. Indtil morgenandagten kl. 9.30 var der fri leg. Efter andagten var der tidlig frokost med al den sødmælk til, som børnene kunne drikke. Der var i 1933 blevet indført servering af ét måltid varmt mad i vinterhalvåret, hvilket var til stor gavn for de små. Efter frokost var der middagslur i et dertil indrettet rum, hvor der var masser af madrasser. Middagsluren måtte vare så længe, børnene kunne sove. Om eftermiddagen var der igen fri leg samt historiefortælling, sang og badning, inden der var aftenandagt og forældrene hentede børnene ca. kl. 17. Med velfærdsstatens komme blev Randers Børneasyl langsomt udviklet til en moderne børnehave, og det var ikke længere kun de lave klassers børn, der kom der. Kravet var dog hele tiden, at barnets mor skulle være arbejdende og dermed ude af hjemmet om dagen. I 1977 flyttede asylet til et helt nyt hus på Rådmands Boulevard efter flere års kritik af den gamle bygning fra 1847. Her findes asylet den dag i dag.

Forstanderinde Knees

Forstanderinden og hendes assistent boede indtil midten af 1900-tallet i små lejligheder i asylet. I 1920’erne og 30’erne var det forstanderinde Knees og hendes assistent, frk. Jensen, der bestyrede asylet. De fik megen ros i lokalsamfundet for deres engagerede indsats og var vellidte blandt børnene. Bl.a. tilberedte og serverede de det varme måltid i vinterhalvåret uden løn. De syede også en overgang julegaver til alle børnene i deres fritid, hvilket dog efter nogle år måtte høre op, fordi flere af børnene blev misundelige på hinandens gaver. Frk. Knees stoppede på asylet i 1941. Herefter blev det et krav, at forstanderinden skulle have en børnehaveuddannelse, og der blev også gradvist ansat mere personale til at passe børnene, end det havde været tilfældet tidligere.