Rødbyhavns havn


Plan over havneanlægget samt byplan.


Havnen anlægges. Foto ca. 1909


Havnen anlægges. Foto ca. 1910.


Dækmole ved havnen. Foto ca. 1910.


Havnen indvies 24. juli 1912.


Havnen indvies 24. juli 1912.


Plan over havneudvidelsen. Ca. 1918-19.


Tegning over havnen. 1920-1921.


Gravearbejde ved udvidelsen af havnen. Når gravemaskinen har gravet hele strækningen, flyttes skinnerne et stykke til højre, og maskinen kan grave endnu et stykke. Foto 1920-19222.


Udvidelsen af havnen. Her kan man tydeligt se, hvor bredt - eller smalt - et stykke, som gravemaskinen har gravet ved hver gennemkørsel. Foto ca. 1920-1922.


Indkørslen til havneområdet. Indgår som en del af diget. I rillerne kan lægges kraftige bjælker, og mellemrummet fyldes med sandsække. Foto 1920-22.

Intro

Den 24. juli 1912 – en sommerdag med strålende sol - blev ”havnen ved Syltholm”, som den hidtil var blevet kaldt, indviet. Samtidig blev stationen og jernbanelinien til Rødby indviet, og området fik sit nye navn, Rødby Havn (senere Rødbyhavn).

Baggrund

Rødby havde fra gammel tid haft overfartssteder til Femern eller Heiligenhafen, det første i Dragsminde (Bredfjed). På grund af tilsanding måtte dette opgives og flyttes til Kramnitze. Kramnitze lå imidlertid langt fra byen og var dårligt egnet på grund af lav vandstand. Der havde altid været meget samkvem med beboerne på den anden side af Østersøen, ikke bare almindelige mennesker benyttede ”færgerne” over, men også Danmarks konger benyttede overfartsstederne, når de skulle ordne udenlandsforretninger eller besøge slægtninge på den anden side af Østersøen. Og først og fremmest skulle kongens ”bud” (post) besørges. Det skal måske tilføjes, at på den tid eksisterede Rødby Fjord stadig, beliggende vest for Rødby, og fra overfartsstederne blev al fragt m.v. transporteret gennem fjorden på lavbundede pramme til landingspladsen Næsbæk ved Rødbys vestligste udkant.

Efter Stormfloden den 13. november 1872 blev det store dige langs Lollands sydkyst påbegyndt. Indløbet ved Kramnitze måtte lukkes, og dermed var Rødbys dage som søkøbstad talte. Allerede før dette skete, var man begyndt at tænke på en ny havn ved kysten syd for Rødby, og det var igen overfartsspørgsmålet, der bragte sagen frem. Civilingeniør Kröhnke i Glückstadt fik i 1866 koncession på anlæg og drift af jernbane fra København til Syltholm (Rødbyhavn), samt et havneanlæg dette sted. På grund af vanskelige pengeforhold blev planerne dog ikke til noget. (Her var altså allerede de første tanker om en ”Fugleflugtslinie” fremme! Som mange ved, blev denne linie dog først realiseret i 1963).

Først i 1906 kom der igen gang i sagen, da der dannedes et ”Udvalg for Tilvejebringelsen af en Fiskerihavn ved Rødby”. Det lykkedes Rødby ved tilskud fra staten og de omliggende sogne, amtet, fiskere, privatpersoner og virksomheder i området, ikke mindst Sukkerfabrikkerne, som var stærkt interesserede i at få en havn tæt på, at skaffe en anlægskapital på ca. ½ million kroner.

Kilder:
”Udviklingen ved Rødby Havn – en moderne industrihavn ved Østersøen”, af cand. polyt., ingeniør H. M. Markersen, Rødby, 1919. Bragt som særtryk af Tidsskrift for Industri. ”Rødby – kongernes færgeby gennem 750 år” af Marius Hansen. 1981. Udgivet af Rødby kommune.


Havnen anlægges

Havneanlægget blev projekteret af docent, ingeniør Munch-Petersen og blev påbegyndt i 1909. Som tilsynsførende ingeniør fra Rødby kommune blev ansat cand. polyt., ingeniør H. M. Markersen, Rødby. Den projekterede havn spændte over et areal af ca. 5 ha (ca. 9 tdr. land), der ved en pier og tværmoler deltes i 3 bassiner, nemlig en yderhavn, et trafikbassin og et fiskerihavnsbassin, med vanddybde fra 4,7 m ned til 2 m og med 5,6 m i havnemundingen.

Efter ca. 3 års forløb var havnen færdiganlagt og kunne indvies den 24. juli 1912.

Samtidig med vedtagelsen af havnens anlæg blev der af staten af de ved havnen beliggende arealer eksproprieret ca. 74 ha (ca. 130 tdr. land), hvoraf 13 ha udlagdes til senere havneudvidelse, medens resten var bestemt til bebyggelse (der er aldrig givet nogen officiel forklaring på det store omfang af ekspropriationen, men mon det ikke var for at forhindre en større jordspekulation?). Det kan i samme forbindelse nævnes, at der af arkitekt Clemmensen og ingeniør Munch-Petersen blev udarbejdet en plan for bebyggelsen. Denne plan blev også i vid udstrækning fulgt, i hvert fald i begyndelsen.

Kilde:
”Udviklingen ved Rødby Havn – en moderne industrihavn ved Østersøen”, af cand. polyt., ingeniør H. M. Markersen, Rødby, 1919. Bragt som særtryk af Tidsskrift for Industri.


Indvielsen

Den 24. juli 1912 var en strålende klar sommerdag. Vi bringer herunder en artikel, bragt samme dag i Nakskov Tidende:

Rødby i fest.
Rødby fester i dag. Byen har fået sin havn og er på ny gledet ind i søkøbstædernes række. Ikke langt ude vinker næste mål: Rødby-Femern ruten. Allerede fra morgenstunden vajede flagene fra offentlige og private bygninger i Rødby, ligesom omegnen er stærkt flagsmykket. Rødby banegård er beklædt med blomster og grønt, ligeledes banegården ved havnen. Varehuset ved Rødby Havn station, i hvilket talerne holdes, er smukt dekoreret ud- og indvendig. Facaden er smykket med flag og guirlander. Ved havnen vajer omtrent 100 flag. På vejen over diget er rejst en pragtfuld æresport af grønt, roser og kaktusgeorginer. Strækningen herfra og ud på havnepieren er omdannet til en flagallé. Også molerne er flagsmykket. Havnen med de mange flag danner i det strålende solskin et prægtigt billede. Indvielsesfesten præger byen og egnen.

Omkring fra Stiftet er ankommen folk i massevis. Med københavnertoget kl. 4.10 ankom trafikminister Thomas Larsen, Det lolland-falsterske Jernbaneselskabs bestyrelse, kontorchef Nordlien, docent Munch-Petersen, forskellige jernbaneembedsmænd og mange andre. Toget, såvel lokomotivet som waggonerne, var pyntet med flag og blomster.

Da toget rullede ind på Rødby banegård, modtoges det med musik.
Efter et kvarters ophold ved banegården kørtes til havnen. Deltagerne samledes herefter i banegårdens varehus, hvor man nød en forfriskning, og hvor trafikminister Thomas Larsen holdt en ganske kort tale. Han udtalte håbet om, at de store forventninger, der var stillet til banen, og havnen, som var tænkt indgået som et led i det internationale samvær, måtte gå i opfyldelse. Det var ministeren bekendt, at egnen her havde bragt store ofre for sagen, og han ønskede, at anstrengelserne måtte blive kronede med held og gode renter.
Ministeren slutter: ”Idet jeg slutter med ønsket om, at banen må svare til forventningerne, erklærer jeg banen for åbnet.” (Hurra).
Straks herefter besås havnen.


Havnen udvides

Den nyanlagte havn var forholdsvis lille, og molerne strakte sig kun ud til godt 5 m vanddybde. Det viste sig snart, at der foregik en tilsanding fra vest, hvorved det var svært at holde dybden i havnemundingen, med gentagne oprensninger som følge. I 1918 lykkedes det at skaffe midler til at få diget forlænget med ca. 350 m.
Da skibsværftet i slutningen af 1917 nærmede sig sin fuldendelse og det viste sig ønskeligt at få havnen udvidet, udarbejdedes et nyt forslag til udvidelse.

Planen gik ud på at udvide havnen ind i land, således at der kunne tilvejebringes et nyt havnebassin på 3 ha (5,5 tdr. land) samt nye havnepladser til handel, industri og oplagspladser på ca. 10 ha (18 tdr. land). Det nye havnebassin blev projekteret til en vanddybde af 5 m, og en kajmur på ca. 740 m. Da man udvidede indad – og ikke udad – var det nødvendigt også at omlægge diget, og dette fik man da også tilladelse til fra Det lollandske Digelag. Udvidelsen blev påbegyndt i 1919 og blev udført af firmaet Saabye og Lerche. Imidlertid slap de bevilgede penge på et tidspunkt op på grund af de under arbejdet indtrufne store prisstigninger på så at sige alt, så derfor trak færdiggørelsen noget ud. Der blev i denne anledning nedsat en kommission, som skulle undersøge hvorfor, og hvem der havde ansvaret. Til sidst lykkedes projektet dog, og engang i 1923 var udvidelsen af havnen færdig.

Der forelå tegninger til endnu en – meget stor – udvidelse, men på grund af de efterfølgende års dårlige konjunkturer og andre forhold blev planerne herom aldrig gennemført.

Kilde:
”Udviklingen ved Rødby Havn – en moderne industrihavn ved Østersøen”, af cand. polyt., ingeniør H. M. Markersen, Rødby, 1919. Bragt som særtryk af Tidsskrift for Industri.


De første virksomheder ved havnen

Her skal ikke ske en omtale i detaljer, blot nævnes nogle af de virksomheder, som slog sig ned ved havnen eller havde forbindelse hermed:

”Sydlollands Kul-Kompagni”, startet 1912 af en kreds af de større købmænd i Rødby.

Dampskibsselskabet ”Rødby Havn”, startet 1912 af mægler A. Andersen (+ flere partsrederier).

A/S Rødby Havns Jernskibsværft, stiftet 5. januar 1916, indviet 20. oktober 1917.

Linds Træskibsværft på den østlige side af havnen.

Cementvarefabrikken (Sydlollands Cementvarefabrik) blev etableret i 1916. I starten lå det på det nuværende færgeområde – for enden af Brovej –, men i 1928 købte man bygningerne fra skibsværftets fallitbo og flyttede virksomheden dertil.

Af disse virksomheder var det kun cementvarefabrikken, der ”overlevede” de svære økonomiske krisetider i første halvdel af 1920erne. "Cementen" fortsatte indtil 1982-83. Alle de øvrige virksomheder ved havnen gik fallit!