Polakkasernen i Tågerup


Polakkasernen - facaden mod vejen


Polakkasernen


Informationstavle


Bagsiden af Polakkasernen


Der er borde og bænke på Polakkasernens område, hvor man kan hygge sig. Der er endda grill. Benyttes især ved særlige arrangementer


Polakkasernen

Intro

De fleste på Sydlolland kender Museum Polakkasernen. I hvert fald som begreb. Men de færreste ved, at museet i den gamle polske kaserne på Højbygårdvej 34 er unikt og det eneste af sin art i hele Europa.

Bygningshistorie

Polakkasernen er en arbejderbolig fra 1911, som er bygget til at huse polske kvindelige landarbejdere. Kvinderne arbejdede i roemarkerne på Lungholm gods, hvorfor bygningen er opført direkte i marken. Polakkasernerne lå ofte på åben mark isoleret fra de lokale landsbyer.

Polakkasernen i Tågerup er tegnet af arkitekt H.C. Glahn og opført af Lungholm Gods i 1911. Lundholm Gods tilhørte sammen med Højbygård Gods baroniet Sønderkarle fra 1819. Baroniet blev opløst ved lensafløsningen i 1919. Lungholm Gods har tilhørt slægten Bertouch-Lehn siden slutningen af 1700tallet.

I 1912 var kasernen i Tågerup beboet af 30 polske sæsonarbejdere. Indretningen af kasernen bestod af en række soveværelser eller sovesale, hvor der var plads til flere piger i samme rum. Pigerne sov i enkeltstående senge eller i køjesenge. På den måde kunne arbejdsgiven huse flere arbejdere.

Foruden soverummene havde kasernen fælles køkken med komfur og fælles spiseplads. Udendørs var en brønd og udhuse med vaskerum og retirader. I spisesalen bestod møblementet af et langbord og bænke. Her havde pigerne også hver et skabsrum til deres madvarer, og for hver anden beboer var der en kasse til opbevaring af kartofler. En del af pigernes løn blev udbetalt i naturalier som skummetmælk, kartofler og margarine.

Madlavning og spisning tog pigerne sig ikke meget tid til, det drejede sig om at få optjent så mange penge som muligt. I øvrigt indrettede pigerne på mange kaserner et lille katolsk alter, hvor en hvid dug blev lagt over et skab eller en kommode, som var udsmykket med religiøse billeder og helgenfigurer.

Aufseheren og hans hustru boede i kasernen i egen lejlighed. Indretningen og forholdene i deres del af huset var som regel lidt bedre end i de øvrige værelser. Således beskriver arkitekt H.C. Glahn i et brev til Lungholm gods i 1911, hvordan Tågerup Polakkaserne skal opføres. Her beskrives udtrykkeligt, at både isolering og trægulvet i opsynsmandens lejlighed skal have en anden og bedre kvalitet end i de øvrige rum.

Bag kasernebygningen lå en mindre bygning der indeholdt vaskehus, toilet og brænderum. Kort inden fredningen i 1983 blev denne bygning revet ned.

Bygningen gennemgik i 1984 en større restaurering, inden den blev indrettet til museum og mindestue.

De polske sæsonarbejdere
I 1911 udgjorde de polske arbejdere 28 % af landarbejderne på Lolland-Falster. De første kvindelige polske roearbejdere kom til Lolland-Falster i 1890erne og de sidste i 1929, hvorefter lovgivningen satte stop for indrejse af polske arbejdere.

En del af disse sæsonarbejdere blev i Danmark, især da første verdenskrig brød ud i 1914 og gjorde deres hjemegn til krigsskueplads. Mange af pigerne blev gift i Danmark, enten med en landsmand eller med en dansker. Der skete selvfølgelig også det omvendte, at polske mænd giftede sig med danske piger. Men selv rent polske ægtepar forblev i mange tilfælde i Danmark.

Der er utrolig mange efterkommere i Danmark efter disse indvandrere. Det var selvfølgelig ikke altid lige nemt at være i et fremmed land, men set i bakspejlet må man vist sige, at integrationen af de polske arbejdere har været en stor succes!


Museet

Efter at bygningen ikke længere blev brugt til sit oprindelige formål, var den bl.a. bolig for gifte landarbejdere fra Lungholm. Senere igen blev den en slags husvildebolig, og endnu senere fik bl.a. Tågerup sogns Beboerforening råderet over bygningen. I dag ejes Polakkasernen af Den selvejende Institution ”Polakkasernen - Tågerup”, der blev en realitet i 1984, og den rummer nu et museum, der fortæller historien om ”importen” af polsk arbejdskraft fra 1890erne samt træk af Polens historie.

Driften af Museum Polakkasernen
Museet drives udelukkende ved hjælp af frivillig, ulønnet arbejdskraft. Med de beskedne lokale tilskud, man modtager, er dette langt fra nok til at finansiere driften. På grund af de begrænsede åbningstider giver entreindtægten heller ikke det store. Derimod søger man, når man har større opgaver, fonde og legater om tilskud.
Det mest overraskende er nok, at de største tilskud kommer fra organisationer i Polen! Man er her blevet opmærksom på værdien af museet og ønsker at støtte det. Museet fortæller jo også noget om Polens historie.


Kulturmiljø

Området er kendetegnet ved agerbrug. De dominerende træk er tætte bebyggelser, hvor gårde og husmandssteder er udflyttet i forbindelse med udskiftningen og lensafløsningen. Agerbrugets struktur består af store herregårdsmarker og blokudskiftede jorder, der viser sig tydeligt i landskabet. Strukturerne underbygges af områdets levende hegn mod landsbyerne, en allé og de mange mindre bevoksninger. Egnens afhængighed af naturgrundlaget – den gode jord – er meget tydelig.

Bygningen ligger frit ud til de omkringliggende marker, specielt hvis man ankommer fra syd kan man opleve bygningen i det åbne landskab. Bygningen er ellers placeret med facaden mod en tæt allé, der binder Lungholms forskellige bygninger sammen. Alléen giver en præcis afgrænsning af vejen og knytter sig til en indhegning af høje birketræer, der står hele vejen rundt om kasernen og en mindre have. Birketræerne fremstår som en grænse, der adskiller bygningens private rum og de store åbne marker.

Bygningen ligger ud til sukkerroemarkerne, som den også tidligere gjorde, så arbejderne var tæt på markerne. Placeringen tæt på Lungholm knytter sig til den tidligere sammenhæng bygningen havde for slottet.

Især sukkerroedyrkningen har sat sit præg på det kulturhistoriske landskab ved Lungholm-Højbygård-Holeby, idet markerne stadig dyrkes med sukkerroer. Desuden taler tilstedeværelsen af sukkerfabrikken i Holeby, husmandsudstykningerne i fx Egeby og Højby samt polakkasernen deres tydelige sprog i landskabet om storlandbrugets afhængighed af gode dyrkningsbetingelser, stabil tilførsel af arbejdskraft og nærhed til den industrielle produktion på selve sukkerfabrikken.

Førhen var der rigtig mange større eller mindre kaserner på Lolland, og i dag fremstår kasernen i Tågerup som den mest uspolerede. Bygningen fremstår ved sin placering i landskabet, ved sin enkle form og indretning som et vigtigt element i kulturlandskabet omkring Lungholm og Højbygård godser. Kasernen er et fysisk udtryk for synliggørelsen af brugen af den polske arbejdskraft på Lolland-Falster fra 1890erne til ca. 1929.

Som kulturmiljø rummer Tågerup Polakkaserne i samspil med både Lungholm Gods og det omkringliggende blokudskiftede dyrkningslandskab helt særlige oplevelsesmæssige værdier. Med de sukkerroedyrkende godser og gårde samt med de arbejdere, der var beskæftigede i roesæsonen, havde den nærliggende sukkerfabrik, Højbygaard Sukkerfabrik, betydning for en stor gruppe menneskers liv både i økonomisk og social forstand, hvorfor sukkerindustrien og de polske landarbejdere har en naturlig plads i den lollandske identitet og historie.


Fredning

Tågerup Polakkaserne
Højbygårdvej 34
4970 Rødby

BBR- 360-24949-1

I bygningens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til bygningens fritstående volumen og generelle materialeholdning, herunder specielt det brede udhæng med de synlige spær og udskårne skalker.

I bygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede højloftede rum i stuetagen, herunder de synlige bjælker og bræddeloft. Endvidere til de ældre døre og gerichter.


Litteratur

Kasernen i Tågerup, Brochure udgivet af “Museum Polakkasernernes venner”.
Beskrivelse af Arbejderne ved Opførelsen af et Hus for Polske Arbejdere ved Lungholm, arkivalie, Museum Lolland-Falster