Petersværft




Intro

Petersværft blev grundlagt af Grosserer Peter Johansen, der i 1774 havde købt og bygget Petersgård efter udstykningen af Vordingborg Ryttergods.

Historie

''1774'' ''26. september'' auktion over Vordingborg Rytterdistrikt. Godset blev delt i 12 hovedgårde, hvoraf grosserer og købmand Peter Johansen køber hovedgården ”Kallehave” og døber den om til Petersgaard. ''1777 13. januar'' ansøger han om tilladelse til at anlægge et skibsværft på godsets område og fandt stedet velegnet. Også af beskæftigelsesmæssige grunde. Der var 101 familier landarbejdere og 110 husmandsfamilier. På det tidspunkt var der købstadsrettigheder, der betød, at i en afstand af ca. 2 mil. (14 km) ikke måtte være håndværkere og handlende, som ikke hørte til byens lav. Efter en masse mere eller mindre forgæves ansøgninger lykkedes det endelig i september 1777 en tilladelse: ”at benævnte Peter Johansen må anlægge indrette et ordentligt skibsværft med fornødne broer og bolværker i søen, for der at drive skibsbyggeri”. I tilladelsen lå også, at han skulle i gang inden for 3 år. Der måtte anlægges beboelseshuse til 15-16 familier senere udvidet til 18-20 familer foruden en smedie, en svedekiste, en begkedel, et spantehus, et materielhus, stalde til 10 heste og et vognskur. Det hele lå ved broen.. Hvorfor et skibsværft ? ''I 1776 var den nordamerikanske Frihedskrig'' og det betød stærkt stigende priser på fragt, så der blev en stor efterspørgsel på skibe, og dermed en byggepræmie for de skibe, am byggede her i landet. Og de skibe, der skulle bygges, skulle også kunne armeres med kanoner. Efter mange forhindringer og skrivelser frem og tilbage, nåede man frem til at bygge en såkaldt ”snau”, et skib med dimensionerne 83 fod langt og 22 fod bredt , (dvs. 25,9 m x 6,88 m), med en lasteevne på 97,5 kommercelæst = knap 200 tons. Skibet blev armeret med 12 kanoner. Det var færdig i 1781 og afgik i november samme år til Vestindien under navnet ”Enigheden”. Derefter mange diskussioner og byggepræmien. Det endte med at Peter Johansen fik udbetalt 780 rigsdaler. Derefter gik han i gang med det største skib, der skulle bygges uden for København, nemlig det omtalte linieskib ”Cron Princesse Louisa Augusta” efter kong Chr. VII’s datter. Det skulle være en ostindienfarer på 120 fod x 29,6 og mmed en lasteevne på 235,5 kommercelæst. Omregnet til 37,5 m x 9,3 m og lasteevne ca. 470 tons. Armeringen skulle være 34 kanoner. Desværre kunne man ikke færdiggøre skibsbyggeriet inden for den aftalte tidsramme, så i september 1783 skulle skroget bugseres til København og færdignygges. På Asiatisk Kompagnis som var ejerens eget værft. Skibet blev endelig færdigt i 1784 og afgik på sin jomfrurejse til Ostinien. Og at det kunne betale sig fremgår af, at det afsejlede med en last med værdi af ca. 70.000 rigsdaler og hjembragte en ladning af en værdi af 540.000 rigsdaler, dvs. en fortjeneste på små 800 %. Også her var der en farlig kommers angående betaling og byggepræmie. Der blev yderligere bygget endnu et skib, igen en snau med navnet: ”De tvende Fruer Elisabeth et Christine”. Skibet var færdig i 1785 og foretog rejser til bl.a. Grønland og senere til Island. Men derefter ebbede efterspørgslen ud, og der blev kun bygget 2 mindre skibe en jagt og en galease. Og så var det slut med værftet efter kun ca. 10 år. Peter Johansen prøvede forskellige andre ting for at bibeholde lidt beskæftigelse ved stedet, bl.a. marketenderi og brændevinsbrænderi, hvilket igen gav anledning til mange diskussioner med borgerne i Vordingborg, der jo have købstadsrettighederne. Han fik dog endelig tilladelse til marketenderiet og til at sælge brændevin. Sidstnævnte skulle dog købes i nærmeste købstad. Endelig prøvede han at få tilladelse til at oprette en reberbane – dvs. at lave tovværk m.m. Det gav igen anledning til langstrakte sagsanlæg og, da alle varer skulle tolddeklareres, og der skulle betales told, eller accisse. Alle disse tiltag fortæller om en meget aktiv person, der ikke skyede nogen anstrengelser, hvis han kunne se en god fortjeneste ved aktiviteten. Værftet lukkede som sagt, og der er i dag ingen bygninger tilbage, kun molen eller skibsbroen. Peter Johansen døde i 1798 og godset blev i 1800 i første omgang købt tilbage af staten. ''Flådebasen.'' ''Efter 1790'' overvejede man fra Flådeledelsens side, hvordan man kunne befæste og sikre de danske kyster rundt omkring i landet. Man meddelte 16. april 1791 Peter Johansen, at Petersværft var velegnet til at oprette en flådebase. Han havde også overfor Flådeledelsen påpeget, at det ville være hensigtsmæssigt at anlægge et par batterier til basens beskyttelse. Det gik ikke i første omgang, men efter 1801 kom der gang i byggeriet af flere kanonbåde og kanonjoller og i 1805 blev det besluttet, at der skulle bygges et skur, hvor en kanonchalup skulle kunne opbevares om vinteren. Da det jo nu var staten, der ejede Petersværft, blev det lettere at beslutte, hvad der skulle ske. Man påtænkte bl.a. et anlæg til mindst 20 fartøjer som kanonchalupper. Det betød, at der skulle opføres et tilsvarende antal kanonbådsskure. Det blev dog kun til 10 skure, der påbegyndtes i 1807. Man begyndte at udgrave området. Der var behov for 30-40 vogne og 60-80 mand. Der var så store vanskeligheder, at man endte med 5 skure. Der blev lavet et bolværk og nogle slisker i vandet til at trække bådene op. Til ledelsen skulle bygges et Officershus. Det voldte ligeledes en del kvaler, men i 1808 20. maj skrev murermesteren West en regning, hvoraf det fremgik:” at huset er færdigt, mangler blot trapperne til køkkenet og stuen, at opsætte kakkelovn i stuen og at indmure bryggerkedlen. Stalden er ganske færdig og lokummet er færdigt. Vagthuset er færdigt, dog mangler kakkelovn. Men – i 1814 måtte man erkende, at det var en fejldisposition. Basen kom aldrig til at spille den rolle, man havde tiltænkt den, og Officershuset blev aldrig brugt til andet en enkebolig for enken efter en skovridder Schweim. Vi kan i dag – 2009 – se resterne af den røde lade, molen og officershuset, samt den sore udgravning og resterne af bolværk og mole.