Petersgård Gods


Petersgaard

Intro

Petersgård Gods blev grundlagt i 1774 af den karismatiske Peter Johansen. Han byggede hovedbygningen, som med sin tilbygning er fredet. Godset ligger naturskønt med udsyn over Ulvsund.

Indtil 1774 tilhørte næsten hele Sydsjælland Kronen og var udlagt som rytterdistrikt. Så besluttede man at sælge hele området på auktion og opdelte det forinden i 12 hovedgårde - eller herregårde. Hovedgård nr. 12 blev købt af storkøbmanden og rederen Peter Johansen, som døbte den Petersgård efter sig selv.


Fra bondesøn til godsejer
Peter Johansen var født i 1723 i Stavreby som søn af en fæstebonde. Det lykkedes ham at stikke af fra stavsbåndet og komme til København, hvor han først kom i handelslære og siden ud at sejle til Indien og Kina. I 1747 tog han borgerbrev som reder og sejlede med eget skib på Kina under Asiatisk Kompagni. Peter Johansen blev en meget velhavende mand, og ved købet af hovedgård nr. 12 lykkkedes det ham at vende tilbage til sin fødeegn som godsejer.

Peter Johansen som godsejer
Som godsejer var Peter Johansen meget driftig. Han opførte den nuværende hovedbygning på Petersgård samt tre avlsbygninger med stråtag. Der blev desuden ryddet skov, drænet m.m. han byggede også skibsværftet Petersværft.

Han huskes imidlertid også for sit hidsige temperament, som kom til fuldt udtryk i striden med bonden Peter Madsen fra Viemose. Denne have samlet hasselkæppe i godsets skov, som der tidliere havde været mulighed for, men Peter Johansen mente, at det var slut efter godset var blevet privatejet. Sagen gik helt til Højesteret, hvor bonden imidlertid fik medhold. Hjemme på Sydsjælland kom det imidlertid til en alvorlig konfrontation mellem de to parter, da Peter Johansen lod nogle af sine mænd overfalde og gennembanke Peter Madsen. Denne sag endte også i Højesteret, da Peter Johansen mente, at han var i sin gode ret til at tugte sine fæstebønder. Det fik han medhold i - men dog en bøde i den konkrete sag, da den havde krakter af mishandling.