Paradishaven i Hesede Skov


Paradishaven inden renoveringen i 2009


Udstillingshus ved Paradishaven med oplysninger om haven. foto Dirch Petersen, 2011.


Skilt ved indgangen til haven. Foto Dirch Petersen, 2011

Intro

Paradishaven ved Gisselfeld Kloster er Danmarks første botaniske have. Paradishaven er anlagt i 1813.

Historie

Paradishaven blev oprindelig kaldt Hesede Planteskole, og anlagt af Gisselfeld Kloster som forstbotanisk have i 1813.

I 1837 blev Hesede Planteskole udvidet med stauder, stenhøjsplanter og prydbuske. Mammuttræet er en kæmpegran, der er plantet i 1890 og som med sine 50 meter er havens højeste træ.

Hele Europa fik leveret sjældne planter fra planteskolen frem til ca. 1900. Den lukkede i 1925 og henlå i mange år som vildnis med ganske få stier, dog stadig med afmærkning af mange af de sjældne vækster. I 2009 blev det hele renoveret og Paradishaven blev genåbnet i efteråret.

Ved lukningen i 1925 kunne haven fremvise landets største samling af fremmede og eksotiske vækster med omkring 250 forskellige arter og cirka 600 træer i alt.


Renovering af haven

Renoveringen startede i foråret 2009 hvor Gisselfeld Kloster modtog 1,4 millioner kroner. Haven bestod da af selvsåede træer som kastanie, bøg og ask. Disse blev fjernet og stierne i den 2,25 ha store have blev genanlagt.

De sjældne træer og planter har fået ny skiltning. Når lyset igen kommer til underskoven, kan der ses et fantastisk blomsterflor af blandt andet blomsterløg og vilde stauder.

Haven blev genåbnet i efteråret 2009. Ved renoveringen fandt man et gammelt træhus, som nu er sat i stand og bruges som besøgshus.