Omega's anker i Rødbyhavn


Ved Komunekontoret i Rødby


Ved kirkegården i Rødby


Ved Havnekirken


Bag Havnekontoret


Ved Bådelaugets klubhus


Ved krydset Havnegade - Færgevej


På kirkegården i Rødbyhavn


Omega's anker

Intro

I det gamle Rødby Byvåben var der to ankre, som symbol for færgehavnene Rødby og Puttgarden.

Ankre

Ankeret er ikke alene en af de mest fuldkomne, men også en af de mest uundværlige ting ombord i et skib, og derfor har det fra tidligste oldtid være anerkendt som søfartens symbol.

Selv i dag er der ikke en skrivelse eller anordning der har med søfart at gøre, uden at ankeret er afbildet et eller andet sted. Ankeret er funktionalisme i højeste potens, idet hver enkelt del har sin specielle og yderst vigtige funktion: - fligene, stokken, ringen.

Ankeret anvendt som symbol er altid et stokanker, dog med stokken og armene drejet 90 grader, således at alle de karakteristiske dele samtidig ses.

Fra vikingetiden og til midten af l800-tallet har ankeret ikke ændret form, kun er de blevet større sammen med skibene. Omkring l800 var ankrene meget store og klodsede, smedet af jern med en umådelig svær stok af egetræ. F.eks. ved man fra England, at sværankeret i et 120 kanoners linieskib var 20 fod langt og ca. 12 tommer tykt, og af disse mægtige ankre havde hvert skib fire foruden mindre strøm- og varpankre.


Hvorfor

I ældre tid, hvor skibene ikke havde maskinkraft, brugte man ankrene meget mere end i vore dage, hvor det nærmest er sjældent at man ankrer.

Dengang lossede og lastede skibene ofte på reden, med et eller flere ankre ude.
I de snævre og strømfyldte indre farvande i Danmark, uden fyr og bøjer, ankredes ofte om natten. Når vind og strøm var imod, og skibet ikke kom frem, men måske ligefrem sejlede baglæns, ankrede man for at vente, til vinden skiftede. Når en storm var ved at sætte skibet på land, ankrede man selvfølgelig også.

Ikke alle steder var det lige godt at ankre. Nogle steder var der for blødt, for meget tang, for hårdt, for mange sten, så at ankeret ikke kunne få bid i bunden. Resultatet var, at skibet drev med ankeret ude, indtil det fik hold i bunden, måske kilet ind under store sten, som netop ”Ankerpladsen” består af.

Nu kom problemerne, når ankeret skulle op. De fleste gange lykkedes det, men det skete også, at man måtte kappe tovet og efterlade sit gode anker på bunden. Når skibet så kom til næste havn, forhørte man sig, om der var et passende anker til salg, måske "fanget" af en lokal fisker, som så kunne tjene en ekstra skilling.

Under krigstid, når orlogsskibe lå for anker, var de særlig udsat for at blive overrasket af fjenden. Da havde man sjældent tid til at få ankeret op, man huggede tovet over. De fleste ankre, der er fisket op i Femern-bælt, er såkaldte enkelfund. Man ved ikke hvilke skibe de har tilhørt.


Omega's anker

Det eneste anker man ved har tilhørt et bestemt skib, er det lille anker der står uden for sportsdykkernes klubhus i Rødbyhavn, og som de selv har bjærget.

Historien om forliset er følgende:
Motorgaleasen ”OMEGA” af Alnor var på rejse fra Egernsund til København med 129 tons mursten, vinden var nordøstlig, og der styredes for sejl og motor. Kl. 06.00 havde man passeret Femernbælt fyrskib, men kl. ca. 15.00 pejles 24 cm vand i skibet.

Der blev pumpet læns, og man måtte pumpe uafbrudt. Da skibet befandt sig 3 sømil SV for Gedser Rev fyrskib, ændredes kursen, således at den fik vind og sø agten ind. Men det var ikke slut med ulykkerne, for nu gik kølevandspumpen til motoren i stykker, og maskinen måtte stoppes.

Vinden løjede efterhånden af, men da strømmen satte skibet NV over, ændredes kursen mod Rødbyhavn. Skønt håndpumpen stadig holdtes gående, steg vandet. Den 16. juni 1935 kl. 00.50 gik besætningen på 5 mand i jollen, og kl.01.00 sank ”OMEGA” på 21 meter vand, 5½ sømil syd for Rødbyhavn, hvor besætningen roede ind til.


Ankre fra andre skibe

Fiskere fra Rødbyhavn har i de sidste 50 år "fanget" mange ankre i Østersøen. Siden man først i 1960erne fik nogle nye trawl, som var udstyret med store kugler, der kunne rulle over stenfyldt havbund, begyndte man at fiske nye steder, hvor man ellers ikke kunne komme med de gamle trawl, f. eks. ”Ankerpladsen”, som fiskerne kalder det, et område øst for Hyllekrog, hvor havbunden er fyldt med store sten. Her lå mange ankre, urørte i flere hundrede år.

På havnepladserne i Bandholm og Nysted står der ankre "fanget" af fiskere fra Rødbyhavn, og så sent som lige før jul 1991 kom en kutter ind med endnu et anker. Det står nu hos en privatmand i Nakskov.

Der er "fanget" rigtig mange ankre i Femernbælt, men ikke alle er kommet i land, for hvis fiskerne ikke havde plads eller det var til for meget besvær, smed de det ud igen, helst på lavere vand eller et sted, hvor de ikke kom med trawlet.

Tænk hvis alle de ankre var stillet op ved havnepladsen. Det ville være en god turistattraktion, og der ligger mange endnu i bæltet, så det er ikke for sent at lave et ankermuseum.