Oldemorstoft
Close-up af de pyramideformerede udstillingsbygninger, bygget i 1990'erne.
Museet Oldemorstoft set fra luften.
Oldemorstoft ældste bygning. Dele af stuehuset kan dateres så langt tilbage som til 1600-tallet.
Oldemorstoft set fra gårdspladsen. De to gårdlænger er fra 1800-tallet. Til højre skimtes det meget ældre stuehus.
Et kik i museets rekontruerede karlekammer
Fra landbrugsudstillingen
Museets udstilling og grænsebevogtning og grænsegendarmeriet.
Et kik ind i cafeen i det gamle stuehus.
Fra landbrugsudstillingen
Pyramiderne
Museet fik nyt stråtag i 2010 - og i et års tid herefter lyste de gyldne tækkerør godt op i byen.
Intro
Gården Oldemorstoft kan dateres tilbage til 1472, hvor den nævnes i skattelister fra Flensborg. Oldemorstoft fungerede i mange år som herredsfogedgård, og har siden 1979 huset det lokale museum.
Gården Oldemorstoft nævnes for første gang i 1471, i nogle skattelister fra Flensborg len, hvor ejeren af gården var Nis Petersen. Næste gang gården nævnes er ligeledes i skattelister, denne gang i 1483, og ejeren er nu Cissel Nisses, muligivs Nis Petersens kone.
Det har sandsynligvis ligget en gård på stedet allerede før denne tid. Under udgravninger nær Oldemorstoft har man fundet granit- og munkesten, der øjensynligt kom fra borgen Nyhus, der blev revet ned i 1430'erne.
I 1484 overgik gården til Henrik Lorenzen Jæger. En legende, nedfældet i 1628, fortæller, at Cissel og hendes barnebarn Mette, boede i et aftægtshus på en tofte. Den tidligere kongelige jæger, nu ansat hos amtmanden i Flenborg, kom forbi og så, at jorden var frugtbar, men dårligt vedligeholdt, og han giftede sig derfor med Mette.
Om præcist er foreåget på denne måde er svært at vide med sikkerhed, men det er under alle omstændigheder sikkert, at gården var i Henrik Lorenzens eje i 1484, for i dette år udstedte amtmanden i Flensborg, på vegne af Kong Hans, et privilegiebrev, der gav blandt andet gav den tidligere jæger frihed for hoveri, hvilket på daværende tidspunkt kan tolkes som en form for skattefrihed. Desuden fik Henrik retten til at drive krohold.
Det sidste har været et yderst attraktivt privilegium, da Oksevejen, Jyllands hovedfærdselsåre, gik lige forbi gården.
Henrik Lorenzen Jæger døde engang i 1490'erne, og i 1499 giftede Henriks enke sig med en Nis Petersen. Det var dog Henrik Lorenzens sønner, Jep og Lorentz Henrichsen, der arvede gården.
Brødrene fik faderens privilegier bekræftet i 1528 og 1536. Privilegiebrevet fra 1528, udstedt af Fredrik den Første, kan ses på museet.
I årerne mellem de to privilegiebreve var Jep og Lorentz blevet uvenner. Da gården nedbrændte, ifølge lokale historier på grund af en stuepiges uforsigtigthed, valgte de derfor at bygge to gårde, der dog begge fik navnet Oldemorstoft. Navnet var ikke det eneste problem idet jorden endnu var uddelt, hvilket betød, at de to brødres stridigheder gik i arv til deres sønner, fætrene Hinrich Lorentzen og Asmus Jepsen.
I 1571 indgik de to fætre et forlig, og jorden blev delt ligeligt mellem dem. Asmus Jepsen havde overtaget vestgården, der lå, hvor Oldemorstofts gamle stuehus nu ligger.
Det var Asmus Jepsen søn, Nis Asmussen, der bragte herredsfogedembedet til Oldemorstoft. Nis arvede den rige gård efter sin far, og fra sin morbroder Jes Boysen fra Kollund, overtog han titlen som herredsfoged for Visherred.
Nis Asmussen var en velhavende mand, og havde derfor råd til at donere den smukke prædikestol, der stadig bruges i Bov Kirke. Der er øjensynligt også ham, der bestilte den rigt udskårne dør, der kan beundres i stuehuset på Oldemorstoft. Det var også Nis Asmussen, der som en af sine herredsfogedpligter, havde kongeligt besøg af Christian IV, fra den 16. til den 20. december 1616.
I 1625 døde Nis Asmussen, og gård og embede blev overtaget af hans kun 22-årige søn, Lorentz Nissen. Det var ikke en stabil periode, og Lorentz nåede at opleve to krige: 30-års krigen og Torstenssonkrigen i 1643.
I 1655 døde Lorentz Nissen, og han efterfulgtes af sin søn Nicolaus Nissen. Som det måske er blevet bemærket, valgte Nicolaus at slå slægtsnavnet fast og efterfølgende hed alle Nissen til efternavn. Nicolaus var ambitiøs og endte som landsdommer i Viborg. Han var desuden den sidste herredsfoged på gården. Nissen-slægten kan følges på Oldemorstoft indtil 1684. I det år var der ikke flere arvinger fra Nissen-siden, og gården blev derfor overtaget af Nis Lorentzen, der stammede fra østgården.
Dette betød en samling af de to "Oldemorstofter" i en periode på 10 år. Nis Lorentzen døde også uden arvinger,og derfor fik hver af hans søstre en gård. Vestgården gik til søsteren Christine, gift med tolder Hans Hinrichsen. Hans døde før Christine, og det var derfor deres fælles søn, Hans Hinrich, der arvede gården. Imidlertid var han præst i Adelby, og derfor indsatte han sin 20-årige datter Anna Cathrine som forvalter.
Som 35-årig giftede Anna Cathrine sig med en Hans Thimsen, der officielt overtog gården i 1749, for 11.000 mark courant, en møntfod der benyttedes af de nordlige Hansestæder og som var en forløber for den tyske Rigsmark.
I 1786 overgik gården til Hans Thimsens svigersøn Johan Henrik Jessen, og Oldemorstoft var i Jessen-slægtens eje indtil 1892. I dette år blev gården solgt til en Ahrend Witt og herefter havde Oldemorstoft en række forskellige ejere og forpagtere. I 1908 blev gården købt af Hinrich Friederich Peter Sieverts, og i 1959 arvede sønnen Hans Sieverts gården. Han solgte Oldemorstoft og den omkringliggende jord til Bov Kommune i 1965. På dette tidspunkt var gården i meget dårlig stand, og det blev ikke bedre af, at man først gennemførte en renovering i årerne 1971 til 73.
I nogle få efter renoveringen brugte kommuneforvaltningen bygningerne, men de flyttede til nye lokaler i 1978, og i 1979 blev gården udvalgt til at huse "Bov Museum", der i 2008 skiftede navn til Museum Sønderjylland - Oldemorstoft.
Det fortælles, at der engang kom en rig hestehandler kørende nordfra på Oksevejen. Han gjorde holdt ved Oldemorstofts kro og gav værten dobbelt betaling for tage godt imod en karl og en flok heste, der ville komme senere. Hestene skulle fodres og plejes så godt som overhovedet muligt, så de efter en overnatning var klar til den videre tur syd på. Herefter forsatte hestehandleren sin rejse.
Senere på dagen ankom en ung student til kroen. Han fik noget at spise og et værelse. Om natten vågende han og følte trang til at komme lidt ud. Han tog derfor sin kappe på, og gik over i stalden. Lidt efter ankom hestehandlerens karl og heste. Hestene blev straks ført ind i stalden og fik hældt havre i krybberne. Studenten ville ikke opdages, så han gemte sig i staldens mørkeste hjørne. Herefter gik kromanden og karlen tilbage til kroen. Studenten var lidt bange for heste, så han blev i stalden for samle mod til at gå forbi de nyankomne dyr. Derfor så han, hvordan kromanden noget tid efter kom snigende, gik ind i stalden og tog havren fra de sultne heste, altimens han hviskede "Det er den bedste dagløn, jeg har tjent i år og dag". Først senere turde studenten gå tilbage til sit kammer.
Fordi han var kommet så sent i seng sov han til langt op af dagen. Derfor blev han vidne til, hvordan hestehandlerens vogn kom kørende ind på gårdpladsen, og hvordan denne vredt beskyldte kromanden for ikke at leve op til sit løfte om at tage sig godt af hestene, hvoraf to var faldet om af anstrengelse.
Kromanden var dog en god løgner, og det lykkedes ham at skyde skylden på hestehandlerens karl. Som straf blev denne pisket og slået, mens kromanden kiggede på. Herefter tog hestehandleren afsted igen.
Den unge student skyndte sig at betale sin regning, og da han gik, spurgte han kromanden om, hvorfor karlen var blevet pisket. Kromanden fortalte igen sin løgnehistorie, og herefter indrømmede studenten, at han faktisk havde set det hele, og at sagde, kromandens synd var så stor, at han aldrig ville finde ro i sin grav.
Kromanden svarede: "Det kan også være det samme, jeg ønsker netop for evig at være her på kroen, se du blot at komme herfra!".
Den ondskabsfulde kromand fortsatte i mange år med at snyde og bedrage sine gæster, og mange karle blev uskyldigt straffet. Da blev han syg og døde, men herefter gik han igen på kroen og lavede et værre spetakel, og de fleste gæster forlod stedet i alt hast.
Enken var til sidst så bange for at miste retten til krohold, at hun sendte bud efter præsten i Bov. Denne kom og fandt kromandens genfærd ude i stalden. Præsten var dog ikke stærk nok til at besejre den onde kromand, og selv da nabopræsten kom til hjælp, kunne de ikke mane genfærdet ned.
Den unge student var i de forløbende år blevet en lærd og gudfrygtig præst, med virke i nærheden af Flensbog. Det uhyggelige oprin på kroen havde han aldrig glemt, og da han en dag sad og studerede en bog med sælsomme tegn og billeder, hvis hemmelige magt kun indviede kunne berøres af. Pludselig kunne han mærke, at to af hans brødre ville bukke under i kampen mod en mægtige ånd. Han sadlede sin hest i al hast og skyndte sig til Oldemorstof. Her fandt han sine embedsbrødre paralyseret i hver sin krog af stalden, sukkende efter hjælp.
Uden angst og med rolig og stærk stemme, læste han, så genfærdet måtte forlade de to præster. Genfærdet af den onde kromand vendte sig nu mod den tidligere student og sagde: "Jeg viger ikke for dig; du er ikke syndfri, for du har stjålet som ung student!".
Præsten svarede: Ja, som fattig student har jeg engang for at stille min sult taget et skillingsbrød i en bagerbod, men vendte tilbage for at betale det; jeg bad Vorherre om forladelse, og nu er den synd tilgivet."
Præsten fortsatte herefter uforfærdet med at læse og genfærden begyndte at synke i jorden.
Da råbte kromanden:"Du er endnu ikke ren nok til at befale over mig, for du har engang kysset en pige i en kirke." Præsten svarede: "Det har jeg, men ved du det, må du også vide, at hun uforskyldt havde krænket mig, men opsøgte mig i Guds hus og bad mig om tilgivelse og fik den. Derefter bad hun mig om et kys som bevis på tilgivelsen; det fik hun også, og det var ingen synd."
Genfærdet af den onde kromand havde nu ikke flere undskyldninger og sank dybere og dybere i jorden. Men selv den stærke præst formåede ikke at få spøgelset længere i jorden end til hjertet, og lod derfor en stor kobberkedel sætte over resten af genfærdet og murede den fast. Herefter var der ro på kroen.
Denne fortælling er at finde i forskellige samlinger af folkesagn, samt i bogen "Bov Sogn". Heri finder man også den mundtligt bevarede udgave af historien, fortalt af aftægtsmand Heinrich Petersen i 1938 til Bruno Kelsen. Den lyder således:
"Oldemorstawt æ jo et temle betydele kor. Dæh vå en kromand, han haj tejn æ hawe fra æ hæhst. Å da han no vå døj, så gik han dæh åltins å raght mæ æ hænder i æ kryp. Der gik gluend hænde i æ kryp, å æ hæhst bløw bangg å re dem løs. Han bløw så henmaned. Di kund int få ham herunter, å så muret di et gewølbe øwe ham."
Museet Oldemorstoft hed tidligere Bov Museum, og startede i sin tid som en samling af lokalhistoriske genstande, udstillet i kælderen under Bov Bibliotek. Efter museet i 1979 overtog gården Oldemorstoft, kunne samlingen udvides, og i 1983 overtog man officielt den store og spændende samling af landbrugsredskaber, indsamlet og katalogiseret af landbrugsinspektør H.N. Drewsen. Det er stadig denne samling, der udgør kernen af museets landbrugshistoriske udstillinger.
I slutningen af 1980'erne lykkedes det den daværende bestyrelse af skaffe midler til 3 nye udstillingshaller. Arbejdet påbegyndtes i 1990 og resulterede i de karakteriske, pyramidetagede bygninger. De to største "pyramider" huser landbrugsudstillingen, og den mindste blev længe brug til særudstillinger og foredrag.
I marts 2008 blev Bov Museum optaget i organisationen Museum Sønderjylland. Med denne fusion var det nødvendigt med et navneskifte, og valget faldt på gårdens gamle navn Oldemorstoft.
Museet er nu Museum Sønderjyllands afdeling for sønderjysk landbrugshistorie. Da Oldemorstoft ligger lige ved den gamle gendarmsti, arbejdes der også en del med grænsens og grænsegendarmeriets historie. I 2010 omdannedes den lille "pyramide" derfor til permanent udstillingsrum, hvor man kan se museets udstilling om grænsebevogtningen fra 1920 til 2010.