Odense Adelige Jomfrukloster

Albanibroen og Odense adelige Jomfrukloster, set fra Åen, ca. 1895 (måske ældre). Blegepladsen. HL156

Fotografi af tæppe fra Odense Adelige Jomfrukloster.

Odense Adelige Jomfrukloster (frøkenkloster), Albani Torv 6. Foto fra DKB, findes også som postkort.

Odense Adelige Jomfrukloster. Albani Torv 6.

Det adelige Jomfrukloster, set fra syd

Det adelige Jomfrukloster. Indgangstrappe.

Farvedia. Odense Adelige Jomfrukloster

Tegning af Odense Adelige Jomfruklosters gavl, set fra Albani Torv. Tegnet af H.C. Andersen

Odense Adelige Jomfrukloster

Portræt af Karen Brahe

Intro

Den store murstensbygning er 500 år gammel og har været brugt til lidt af hvert: bispegård, adelsgård og jomfrukloster.

Karen Brahe blev født 1657 i en adelig slægt, hvor boglig opdragelse blev vægtet - også blandt kvinder. Moderen Susanne Giøe døde i 1683, da Karen var 26 år og hun blev sin fars husholderske i 25 år. Efter faderens død arvede Karen og hendes lillesøster Birgitte Østrupgård på Fyn og de flyttede dertil i 1708. Østrupgård blev udvidet, da der skulle være plads til Karen Brahes bibliotek. Hun arvede i 1681 en fin bogsamling efter sin mors faster, Anne Giøe. Karen Brahe formåede med sin litterære interesse og økonomiske formåen stadig at udbygge denne samling, så hun skabte en af Danmarks fornemmeste bogsamlinger.
Familien Brahe havde i årtier ejet den gamle katolske bispegård i Odense – familiens foretrukne vinterresidens i Odense. Karen købte sine medarvinger ud og blev eneejer af ejendommen, hvor hun stiftede Odense Adelige Jomfrukloster, en institution for otte ugifte danske kvinder af adelsstanden. Frederik IV konfirmerede fundatsen for Jomfruklosteret i 1716. Hendes bibliotek blev flyttet til klosteret fra Østrupgård og fundatsen bestemte, at hendes bibliotek skulle være til jomfruernes brug og til evig tid stå i klosteret.
Af sikkerhedsmæssige årsager måtte man i 1907 deponere biblioteket på Landsarkivet for Fyn, og i 2010 valgte Den Skeel-Juel-Braheske Stiftelse, som ejer samlingen, at lade den overføre til Roskilde. Stiftelsen Odense adelige Jomfrukloster og Roskilde adelige Jomfrukloster blev fusioneret i 1974.
Karen Brahe havde også før stiftelsen af det adelige Jomfrukloster vist interesse for kvinders boglige uddannelse. Hun havde taget sig af sin nieces uddannelse fra pigen var 5 år til hun som 18 årig giftede sig. Desværre døde hun allerede året efter sit giftermål i barselsseng, hvilket var et hårdt slag for Karen Brahe, der aldrig selv giftede sig eller fik børn.
Karen Brahe døde i 1736 på Østrupgård, som hun med stor dygtighed drev. Hun opholdt sig i perioder på Odense adelige Jomfrukloster, men hendes permanente opholdssted var Østrupgård.
Odense Kommune købte i 1972 den odenseanske bygning og da var de sidste adelsfrøkener flyttet ud nogle år tidligere. I 2007 købte ejendomsselskabet Realea A/S klostret af Odense Kommune og et omfattende restaureringsarbejde begyndte. Det forventes afsluttet i efteråret 2013 og Syddansk Universitet kan flytte ind som lejere i klostret. Karen Brahes navn vil også i fremtiden høres i Odense adelige Jomfrukloster, da Syddansk Universitet har døbt det store auditorium Karen Brahe Auditoriet.
I 1987 stiftedes i Odense Karen Brahe Selskabet. På selskabets hjemmeside kan man læse mere om Karen Brahe og Odense adelige Jomfrukloster.

Den store murstensbygning er 500 år gammel og har været brugt til lidt af hvert: bispegård, adelsgård og jomfrukloster.

En af Odenses mest markante biskopper, Jens Andersen Beldenak, opførte i 1504-8 dette hus som en del af en ny tre- eller firfløjet bispegård. Byggematerialerne hentede han i en nedrevet provstegård, som lå nær Vor Frue Kirke. Bispegårdens grund strakte sig fra nuværende Adelgade til åen. Mod øst lå en eng og mod byen en voldgrav tæt op af en toetagers portfløj. Hovedbygningen var i en etage med høj hvælvet kælder. Gårdsidens vinduer, som der endnu kan ses spor af i murfladen, var forholdsvis store, mens de få og små åbninger på nordmuren havde karakter af skydeskår.

Kongen overtager bygningen. Efter Reformationen blev gården kongelig ejendom, og den var en overgang udset til at blive Odensegård, altså sæde for kongens lensmand og bolig for kongen, når han var på besøg i byen. Som et led i denne plan blev hovedbygningen i 1561 forlænget i begge ender af bygmestrene Peter de Dunker og Fr. Klingebeck. Men projektet blev opgivet og i stedet valgte kongen at bygge Skt. Hans Kloster om til Odensegård, senere Odense Slot.

Derefter blev bygningen solgt til private. Sidefløjene blev revet ned og hovedbygningen forhøjet med en etage for Jørgen Brahe til Hvedholm sandsynligvis i 1630’erne. Jørgen Brahe var en af landets rigeste adelsmænd og blev kaldt den lille konge i Fyn.

Karen Brahe og det adelige jomfrukloster Jørgen Brahes barnebarn, Karen Brahe til Østrupgård, lod i 1716 gården indrette til et kloster for jomfruer af dansk adel. Så kunne ugifte kvinder og enker af adelsstand bo standsmæssigt i Odense. Der blev opført to sidefløje i bindingsværk, således at ejendommen fremstod som en lille herregård i byen.

Siden er sidefløjene delvis nedrevet. Hovedbygningens interiører er usædvanlig velbevarede. Rumopdelingen stammer fra Jørgen Brahes tid. På væggene sidder lag på lag af rumdekoration i form af paneler, tapeter og vægmalerier.

Jomfruklosteret blev fredet i 1918.

Den store murstensbygning er 500 år gammel og har været brugt til lidt af hvert: bispegård, adelsgård og jomfrukloster.

En af Odenses mest markante biskopper, Jens Andersen Beldenak, opførte i 1504-8 dette hus som en del af en ny tre- eller firfløjet bispegård. Byggematerialerne hentede han i en nedrevet provstegård, som lå nær Vor Frue Kirke. Bispegårdens grund strakte sig fra nuværende Adelgade til åen. Mod øst lå en eng og mod byen en voldgrav tæt op af en toetagers portfløj. Hovedbygningen var i en etage med høj hvælvet kælder. Gårdsidens vinduer, som der endnu kan ses spor af i murfladen, var forholdsvis store, mens de få og små åbninger på nordmuren havde karakter af skydeskår.

Kongen overtager bygningen. Efter Reformationen blev gården kongelig ejendom, og den var en overgang udset til at blive Odensegård, altså sæde for kongens lensmand og bolig for kongen, når han var på besøg i byen. Som et led i denne plan blev hovedbygningen i 1561 forlænget i begge ender af bygmestrene Peter de Dunker og Fr. Klingebeck. Men projektet blev opgivet og i stedet valgte kongen at bygge Skt. Hans Kloster om til Odensegård, senere Odense Slot.

Derefter blev bygningen solgt til private. Sidefløjene blev revet ned og hovedbygningen forhøjet med en etage for Jørgen Brahe til Hvedholm sandsynligvis i 1630’erne. Jørgen Brahe var en af landets rigeste adelsmænd og blev kaldt den lille konge i Fyn.

Karen Brahe og det adelige jomfrukloster Jørgen Brahes barnebarn, Karen Brahe til Østrupgård, lod i 1716 gården indrette til et kloster for jomfruer af dansk adel. Så kunne ugifte kvinder og enker af adelsstand kunne bo standsmæssigt i Odense. Der blev opført to sidefløje i bindingsværk, således at ejendommen fremstod som en lille herregård i byen.

Siden er sidefløjene delvis nedrevet. Hovedbygningens interiører er usædvanlig velbevarede. Rumopdelingen stammer fra Jørgen Brahes tid. På væggene sidder lag på lag af rumdekoration i form af paneler, tapeter og vægmalerier.

Jomfruklosteret blev fredet i 1918.

''Byens fattige'' Igennem hele historien har en stor del af befolkningen ikke kunnet klare sig selv. Antallet har i sagens natur svinget med de samtidige konjunkturer, men det anslås, at mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen til tider har været afhængige af andres hjælp, for at kunne overleve. Fra gammel tid var det primært de nære pårørende, der påtog sig disse forpligtigelser, dvs. familie, naboer, håndværkslav og lignende, men det slog ikke altid til. I en folketælling fra Odense i 1672 angives 650 personer som fattige. Det vil sige, at de var for syge eller gamle til at arbejde. Men tallet dækker ikke over det reelle antal af fattige i byen. Mange havde ifølge folketællingen små jobs som spindere, vaskekoner, syersker, daglejere og lignende, der ofte kun muliggjorde et liv på et absolut eksistensminimum. Folketællingen fra 1672 indikerer altså, at op mod 40 % af Odenses befolkning levede i fattigdom. For byens fattige var sulten en daglig trussel. Boligen kunne være et lille hummer i en ussel gyde eller på et loftsværelse, og kun en lille ydelse fra fattigvæsnet og privat velgørenhed fik tilværelsen til at hænge sammen. Få heldige kunne få plads i en fattigbolig eller en fattiginstitution. Andre blev hjemløse, gik i hundene eller kom på kant med loven og endte på forskellige tvangsanstalter. Byens rige levede derimod et liv i luksus i de store huse langs hovedgaderne. De havde råd til tjenestefolk og uddannelse. Langt de fleste af byens indbyggere levede dog i det jævne lag mellem de to ekstremer. På Møntergården kan du se mere om byens fattige i udstillingen ”Fyn – midt i verden” og besøge udstillingen i den lille fattigstiftelse ”Pernille Lykkes Boder” fra 1617. Du kan læse mere om udstillingerne her: [https://montergarden.dk/udstillinger/ https://montergarden.dk/udstillinger/]