Nordsøværftet


Coasteren Arktis Trader fra Nordsøværftet sejlede den 30. juni 1987 som det første skib gennem den nye sluse ved Hvide Sande

Intro

Nordsøværftet blev oprettet i 1958 og havde stor erhvervsmæssig betydning for Ringkøbing by og omegn, indtil værftet gik konkurs og måtte lukke i 1997. Værftet blev sat på verdenskortet med en omfattende serieproduktion af coastere. 232 skibe blev gennem årene leveret fra Nordsøværftet.

Værftet blev stiftet den 12. august 1958 via et partnerskab mellem Erik Falslev Jacobsen, Egon Sørensen, Ole Homann og P. E. la Cour. At værftet kom til at ligge i Ringkøbing var nærmest en tilfældighed, men det var her, at initiativtageren til værftet, Erik Falslev Jacobsen fandt de rette samarbejdspartnere.
Erik Falslev Jacobsen var skibsingeniør og ansat på Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri 1949-1951, da han besluttede, at starte sit eget. I 1950erne skete der store forandringer i fiskeflåden, som gik fra at være trækuttere, til at være bygget af stål, og det store potentiale i bygningen af stålkuttere dannede baggrunden for oprettelsen af værftet i Ringkøbing.
Fra midten af 1960erne var det især byggeri af coastere til en række større danske rederier, værftet blev kendt for. I 1966 søsattes coasteren Perlelil, der lagde grunden for verdens største serieproduktion af coastere. Værftet præsterede i perioden 1966-1997 at bygge flere ens skibe end noget andet værft i hele verden.
Alle skibe, der blev bygget på Nordsøværftet, skulle sejle over Ringkøbing Fjord og ud i havet gennem den smalle passage og sluse ved Hvide Sande, hvilket satte begrænsninger for, hvor store skibe der kunne bygges på værftet.
Kravet om større skibe, mistede kunder samt nogle dyre og mislykkede byggeprojekter i 1990erne var årsagerne til virksomhedens konkurs. Værftet, som har beskæftiget op mod 400 medarbejdere, havde ved lukningen i 1997 320 ansatte. Kilde: Bent Mikkelsen: Nordsøværftet – et industrieventyr i Vestjylland 1958-1997