Niels Hemmingsens mindesten


Zonen med Niels Hemmingsenssten


Niels Hemmingsens sten ved Errindlev præstegård gamle lade


Niels Hemmingsens sten ved Egelundevej - Errindlevvej


Mindestenen for Niels Hemmingsen taget mod Stadionvej.


Mindestenen for Niels Hemmingsen


Mindestenen for Niels Hemmingsen


Mindestenen klar til at blive transporteret. Den llle pige ved siden af stenen er Ruth Rasmussen (datter af maler Rasmussen)


Mindestenen graves fri. Manden med spaden er fra Zonens Redningskorps.

Intro

Mindestenen over Niels Hemmingsen blev rejst i 1934. Stenen har stået forskellige steder. Efter september 1972, hvor præstegårdens lade brændte, fik stenen en ny placering.

Hvor kom mindestenen fra

Niels Hemmingsens Mindesten
Der går mange rygter om, hvor stenen kommer fra. Stenen kommer fra haven på Rødbyvej 2 i Errindlev, (i folkemunde Maler Rasmussens hus) som ligger lige op ad kirken. Stenen var i haven og den var svær at få op, da den var større end forventet. Den blev hentet af Zonens redningskorps’ bil.
Ruth Rasmussen, datter af Maler Rasmussen, husker da de gravede stenen op, da var hun en lille pige på 5 år i 1934.
Set i et avisudklip den 13. Juni 1959, er Errindlev kirke ved at lægge sidsste hånd på arbejderne ved en udbedring af parkeringen her, hvor man bl.a. har flyttet P-pladsen lidt længere mod vest og ved at beplante et lille anlæg op mod præstegårdens avlsbygninger. Her skal mindestenen for Niels Hemmingsen flyttes, da den efterhånden var kommet til at stå i vejen for den stadig stigende trafik omkring kirken.


Hvem var Niels Hemmingsen

Niels Hemmingsen blev født i Hyldtofte ved Errindlev på Lolland i 1513, han var søn af bonden Hemming Nielsen og hustru Karine. Kun 6 år gammel mistede han sin far, og farbroderen Johannes Nielsen, der var smed på Sydlolland sørgede for, at han kom i latinskole i Nysted. Efterhånden som behovet for lærdom steg, kom han, som skik var, i andre latinskoler: Nakskov, Nykøbing F., Næstved og Roskilde, hvor han var under reformkatolsk påvirkning.

Denne reformkatolske indflydelse fortsatte, da han kom til latinskolen i Lund, hvorfra han må have fulgt den officielle indførelse af den evangelisk-lutherske tro i Danmark i 1536/37, men han har ikke efterladt sig noget skriftligt herom.

Hemmingsen lukkede sine blinde øjne den 23. maj 1600 i sit hjem i Roskilde, mæt af dage i en alder af 86/87 år. Fire dage senere blev han fulgt til graven af næsten alle universitetets professorer samt en lang række sjællandske præster, der var forsamlet til landemode i Roskilde. Han fik gravplads neden for kannikekoret, øverst i midtskibet. Hans gravsten er senere flyttet til dens nuværende plads i koromgangen.


Niels Hemmingsen historie

Niels Hemmingsen var som mange andre unge skandinaviske studenter på den tid. Han studerede fra 1537 til 1542 ved det forholdsvis nyoprettede (1502) universitet i Wittenberg i Tyskland, hvor reformationen havde fået sit arnested med Martin Luther og Philipp Melanchthon som ledende. Det blev især den mere humanistisk orienteret Melanchthon, der gjorde indtryk på Hemmingsen. Igen og igen omtaler han ham som ”min kæreste lærer”. Hemmingsen blev da også betegnet ”Danmarks Melanchthon”.

Med en magistergrad i filosofi i 1542 fra Wittenberg vendte han tilbage til Danmark for at blive huslærer i Malmø. Allerede i 1543 blev han af kong Christian III hentet til Københavns Universitet som professor i græsk. Fra 1545 var han professor i dialektik, og i 1553 avancerede han til professor i teologi, ligesom han i 1557 kreeredes til dr. theol., og fra det år og frem til 1579 var Hemmingsen den ledende teolog. I fire perioder var han universitetets rektor og i en enkelt periode vicekansler.

Med hvervet som ledende teologisk professor fulgte også en lang række opgaver af læremæssig og administrativ art, ikke mindst som rådgiver for kongen og rigsrådet i religiøse, sociale og kirkepolitiske spørgsmål. Hans indflydelse som underviser var stor, og han stod i tæt forbindelse med mange af tidens betydningsfulde personer, både hvad angår verdslig indflydelse og åndelig lærdom.

Internationalt gjorde han sig også gældende i den protestantiske del af Europa. Hans omfangsrige skriftlige produktion, hvoraf over 100 skrifter af vidt forskellig art fra hans hånd er bevaret, fik en overordentlig stor udbredelse. Hemmingsen må således anses for at være en af de danske teologer - hvis ikke den - der opnåede størst anseelse og anerkendelse uden for landets grænser.

Hemmingsen var på samme tid professor, præst (i et år i 1547 ved Helligåndskirken), administrator, husfader og rådgiver. Præsten, læreren og personen var for Hemmingsen ét og det samme. Dette ses ikke mindst af hans pastoralteologiske håndbog, Pastor (hyrde) fra 1562. Hans omfangsrige Postilla (postille) fra 1561 på latin med prædikener til alle søn- og helligdage skal ses i det samme lys.

I mere end en menneskealder efter reformationen kneb det stadig gevaldigt for sognepræsterne at levere evangeliske prædikener, som levede op til biskoppernes, professorernes og myndighedernes krav, og der var et stort behov for homiletiske hjælpemidler. Selv i udlandet genoptryktes hans postille i flere år efter udgivelsen. Postilla blev i 1576 udvidet med flere prædikener og oversat til dansk ved en anden lollik, teologen Rasmus Hansen Reravius.

Hvor stor indflydelse Hemmingsen havde på den danske kirke kan bl.a. aflæses af, at allerede den reviderede udgave af kirkeordinansen, Ordinatio fra 1561, havde pålagt præsterne at anskaffe sig Hemmingsens dogmatiske grundbog, Enchiridion theologicum og Postilla. Dertil skal dog også siges, at Hemmingsen selv antages at være forfatter til denne Danmarks officielle kirkeordinans.

Ligeledes byggede den første egentlige danske ægteskabslovgivning fra 1582 i høj grad på Hemmingsens Vejledning i ægteskabssager (Libellus de conjugio, repudio et divortio...) fra 1572. Det menes da også, at ægteskabsordinansen er ført i pennen af Hemmingsen selv.

Blandt Hemmingsens bogudgivelser på dansk skal nævnes Liffsens Vey (1570), om sand kristen livsførelse, og Om Ecteskab (1572), der er utroligt underholdende læsning, der ikke blot viser Hemmingsens enestående psykologiske indsigt og dybt personlige erfaringer med ægteskabets glæder og sorger, men også viser hans lune, underfundige og retoriske begavelse.

Frem til 1579 var Hemmingsens indflydelse inden for dansk kirkeliv og alle teologiske discipliner såvel herhjemme som i udlandet så godt som altoverskyggende. Men netop i 1570erne fandt der i Tyskland store lærestridigheder sted inden for den evangeliske kirke om bl.a. nadverlæren.

Forenklet sagt stod striden om, hvor vidt Jesus Kristus er til stede i nadveren (som Luther lærte), eller om nadveren blot er et mindemåltid (som Calvin lærte). Desuden stod striden også om Jesu ubikvitet (allestedsnærværelse). Den havde Hemmingsen allerede bestridt i skriftet Påvisning af det ubetvivlelige i sandheden om at Herren Jesus... (Demonstratio indubitatae veritatis de Domino Jesu, 1571). Tyske evangeliske teologer påberåbte sig Hemmingsens skrift Sammenstilling af de kristne institutioner (Syntagma institutionum christianarum, 1574) som læremæssig autoritet. Kurfyrst August af Sachsen klagede derfor til kong Frederik II over Hemmingsen og forlangte hans afgang. Frederik II bøjede sig til sidst for det udenrigspolitiske pres og suspenderede Hemmingsen og forflyttede ham til et kannikeembede ved Roskilde Domkirke. For så tæt forbundet var den politiske og religiøse magt endnu hos de lutherske fyrster, at han følte sig nødsaget til det. Hvor vidt Hemmingsens lære om nadveren virkelig var calvinsk strides forskningen endnu om. Hemmingsen havde hele tiden indædt bekæmpet den calvinske nådeslære og prædestinationslære (forudbestemmelseslæren).

Ironisk nok var det den mand, der om nogen havde kæmpet for at konsolidere den rette lære i det protestantiske Europa og søgt at sikre enigheden i Danmark i en splittet tid, der selv blev fjernet fra universitetet pga. beskyldninger om vranglære; men agtelsen og titlen som ”Danmarks almindelige lærefader” mistede han ikke. Ligesom hans indflydelse og autoritet ikke blev mindsket efter hans afskedigelse, der nærmest må betragtes som formel. For Frederik II og rigsrådet fortsatte med at anvende ham som rådgiver, og han blev fortsat opsøgt af sine tilhængere i ind- og udland. Som residerende kannik havde han desuden mange og vigtige administrative og teologiske såvel som praktiske opgaver. Bl.a. som kirkeværge ved domkirken, hvor han sad med dens regnskab.

Kilde: Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbog.