Nakskov Rådhus
Et af de første fotografier af Nakskov Rådhus.
Det nybyggede Nakskov Rådhus ca. 1874-1876.
Rådhuset set fra Axeltorv. Byens vandtårn ses i baggrunden.
Rådhuset efter at frontspidsen er taget ned.
Vandtårnet, rådhuset og Axeltorv ses her sammen med et vue over Nakskov mod syd-øst.
Nakskov Rådhus 14. april 2011. Foto: Heidi Pfeffer
Nakskov Rådhus 2017
Nakskov Rådhus balkon.
Udsmykning på rådhuset
Udsmykning over vinduer
Udsmykning over vinduer
På rådhusets balkon, Borgmester Holger Schou Rasmussen (A) 2014-
Borgmester Marius Nielsen (A) 1935-1949 på balkonen
Intro
På torvet i Nakskov opførte man i middelalderen byens rådhus. De ældste oplysninger fortæller, at det første rådhus på stedet brændte i 1575.
Senere er der flere gange bygget et nyt rådhus på stedet.
På torvet i Nakskov opførte man i middelalderen byens rådhus. De ældste oplysninger om bygningen fortæller, at i 1575 brændte det første rådhus.
Senere er der flere gange bygget et nyt rådhus på stedet. Det har indeholdt mange funktioner, bl.a. rådstue, tingstue, vejerbod, sprøjtehus og arrest, og 18 fangehuller i kælderen.
I 1590 opførte man efter brandet et nyt rådhus. Dette rådhus led bl.a. stor skade under svenskekrigen 1657-1660. Her var Nakskov belejret af den svenske hær i månedsvis, indtil byen overgav sig 1659. Herefter rykkede svenskerne ind og ødelagde bl.a. en del af rådhuset.
I 1674 måtte tådhustårnet repareres. I 1715 var det i så dårlig stand, at det blev taget ned. Ind til 1770 klarede man sig med småreparationer på resten af rådhuset, men så var en hovedreperation nødvendig.
En beskrivelse af rådhuset fra 1770 ser således ud:
"Rådhuset består af 15 fag grundmur, to stokværk højt med kælder under. I øverste stokværk er der rådstue i 4 fag, tingstue i 4, rådstuearkiv i 1 fag og borgernes forsamlingssal i 6 fag, henholdsvis til torv og gård. I nederste stokværk er der værelse og køkken til byens tjener, værelse og køkken til rådstuetjeneren, arreststue for "ærlige arrestanter" (borgerarrest, gældsarrest), vejerbod og sprøjtehus. I kælderen grundmurede arrester med faste jernlænker til hæftning af delikventer samt alle til sådannes forvaring nødvendige rekvisitter".
Dette rådhus har været en særpræget bygning med tårn og spir. Facaden bestod til første sals højde af buer, hvorpå øverste stokværk hvilede. Underste stokværks mur var trukket tilbage indenfor buerne. Derved fik bygningen karakter, men rummene i stueetagen blev mørke, og de spillede en underordnet rolle. Det var på første sal at byens magtelite forsamledes.
I 1830 begyndte man at diskutere nødvendigheden af et nyt rådhus som erstatning for den gamle, ret forfaldne bygning. I 1841 kunne man indvie det nye og større rådhus med taler af stiftsamtmanden og med koncert og bal om aftenen i den nye rådhussal.
Rådhuset var dårligt bygget og dårligt indrettet. Specielt arresterne var umulige. Det fineste af det hele var nok rådhussalen, hvor borgerrepræsentanterne holdt deres møder og byen sine fester.
Allerede i 1862, godt 20 år efter ar rådhuset var bygget, begyndte man at diskutere at bygge et nyt rådhus på stedet. Det var især arresterne som skulle forbedres, og man var ikke meget for at bekoste en istandsættelse af det dårligt byggede rådhus.
I 1874 var man blevet enige om at opføre et nyt rådhus samt ting- og arresthus. Naboejendommen på torvet blev købt og nedrevet sammen med rådhuset, og på grunden opførtes et nyt rådhus med tre tingstuer, byrådssal mm. og arresths i en sidefløj. Samtidig opførte man på den del af grunden som vendte mod Tilegade et grundmuret sprøjtehus med flere porte.
I 1876 stod det hele færdigt og det nye rådhus strålede som byens midtpunkt. Det strålede faktisk så stærkt, at flere af torvets beboere klagede over, at de, mår solen skinnede, måtte sidde for nedrullede gardiner på grund af det stærke reflekslys fra det kridhvide rådhus. Rådhuset fik derfor en mørkere farve.
Efter retsreformens gennemførsel opførtes i 1920-21 et nyt ting- og arresthus i Nybrogade. Samtidig overtog byen amtets part i det gamle rådhus. Arrestfløjen blev revet ned, og grunden omdannet til rådhushave. Samtdig fjernedes den kunstige frontspids, som i nogles øjne lignede en teaterkulisse.
I 1950'erne blev rådhushaven nedlagt, og en ny tilbygning til rådhuset blev opført langs Tilegade.
Nakskov Rådhus blev i 2018 solgt til Bygningsstyrelsen. Blindebiblioteket Nota har nu til huse i bygningen.
Der var stor forskel på, om en forbryder blev sat arresten, som lå over jorden i rådhuset, eller kom i fangehullerne under jorden.
Nedgangen til fangehullerne var gennem 2 små lemme. Den ene lem sad på torvet og den anden lem i Rådhuskælderen. Nede i fangehullerne blev fangerne lagt i lænker, men det lykkedes dem tit at undslippe. Det hele var nemlig i en ynkelig forfatning.
Det var slemt for forbryderne at komme i fangehullet. Man sagde dengang, at det at komme i fangehullet ved vintertid var det samme, som '''”at krepere og blive ædt op af utøj”.''' Derfor kan man jo godt forstå at fangerne gjorde alt hvad de kunne, for at stikke af derfra. Fangevogterne forsømte også deres arbejde og lod engang imellem fangerne slippe væk.
Der var kun et par små glughuller til lys og luft. Man kunne ikke stå oprejst i fangekælderen. Forholdene var meget usle, og nogle af fangerne gik hen og døde dernede, inden de var blevet dømt, og det var jo ikke meningen. Derfor beordrede man at fangehullerne skulle gøres i stand. Da arbejdet begyndte fik man slæbt så meget skidt og møg ud af hullerne, at man der efter igen kunne stå op dernede.
I fangehullerne har der siddet forskellige farlige forbrydere og mordere. De værste er nok medlemmerne af Handskemagerbanden, som i 1851 havde slået 5 mennesker ihjel, i forbindelse med indbrud på gårde rundt omkring på Lolland.
Hovedmanden bag banden hed Hans Jacob Mortensen og han var udlært Handskemager, derfor kaldte man banden for Handskemagerbanden. Morderne blev dømt til døden i København, men de blev ført tilbage rådhusets fangekælder, fordi mordene var sket i Tillitze i Lollands Sønderherred. Rådhusets fangekælder var fælles for byen og herrederne.
Handskemagerne selv havde hængt sig i fængslet i København, men 2 brødre, som havde været med til mordene, blev ført tilbage til Nakskov. De sad fængslet i fangehullerne, inden man kørte dem ud til retterstedet på Sølvbjerghøj ved Tillitze.
Her blev de halshuggede under barske omstændigheder, for den ene bror måtte se på, at den anden bror først mistede hovedet, før det blev hans egen tur. Bødlen var mere end uheldig med at få hugget hovederne af brødrene, for han huggede forkert flere gange, og ramte dem bl.a. i skuldrene.
Borgmestre i Nakskov
1441 Peder Kremmer
1492 Otto Kremmer
1492 Hans Lauridsen
1523 Rasmus Clausen
1525 Per Syvardsen
1532 Anders Skredder
1540 Laurids Ulf
1551 Jens Rasmussen
? Hans Ploug
1573 Jacob Bommel
1581 Rasmus Jensen
1600 Carsten Nielsen
1600 Bo Lauridsen
1619 Hans Boesen
1630 Matz Bergen
1649 Niels Thomas Nielsen
1653 Peder Thomsen (Hvidsted)
1659 Niels Nielsen
1666 Peder Hansen
1671 Thomas Michelsen Holdense
1681 Nicolai Høppner
1727 Forbus
1751 Schiøll
1769 Lund
1775 Povel Møller
1775 Matthias Walther
1794 Gustav Ludvig Baden
1800 Ferdinand Tøttrup
1810 Erich Peter Pontoppidan
1836 Lauritz Gerhard Fasting
1856 Christian Daniel Gottlieb Brücker
1887 Julius Karberg
1895 Preben Hoskiær
1909 Ole Christian Kirk
1914 Sofus Bresemann (A)
1928 A. E. Hansen (A)
1934 Marius Nielsen (A)
1962 Carl Emil Hansen (A)
1985 Benny Sonne (A)
1997 Ebba Hribar (A)
1998 Flemming Bonne Hansen (F)
2007- Stig Vestergård (A)
Oprøret i Nakskov 1931
I foråret 1931 dannede Nakskov rammen om et stort arbejderoprør. Det var en udløber af den store arbejdsløshed, som herskede i mellemkrigstiden.
Der var i dette tidsrum et stort antal af meget langvarige og såkaldte ”permanente” arbejdsløse. I kortvarige højkonjukturer om sommeren var der næsten fuld beskæftigelse, men så steg arbejdsløsheden igen, og den ramte i stor udstrækning de samme mennesker.
Det var hovedsageligt ungdommen, og især unge ufaglærte, som aldrig nåede at blive understøttelsesberettigede medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der blev ramt hårdest. Men andre tusinder gled også ud af fagforeningerne, ofte på grund af de gentagne korte arbejdsløshedsperioder.
Mange af disse unge uorganiserede arbejdsløse blev tillige hjemløse, dels fordi de ikke kunne betale husleje, dels på grund af bolignød. Derfor blev foreningen ”De Arbejdsløses Organisation” forkortet D.A.O. dannet, og den fik aflæggere i mange byer.
I december 1930 blev der oprettet en D.A.O. forening i Nakskov. Da var der på dette tidspunkt allerede mange arbejdsløse, især fra byens største arbejdsplads Nakskov Skibsværft. Med de ret korte understøttelsesperioder i a-kassen, var der hurtigt mange, der var henvist til hjælpekassen. D.A.O. havde opstillet nogle krav i en resolution, som skulle gælde for såvel organiserede som uorganiserede arbejdsløse. Disse krav, som blev oplæst af de arbejdsløse på et byrådsmøde den 2. februar 1931 var den direkte årsag til det oprør, som senere opstod.
De ret så beskedne krav ville man gerne imødekomme fra byrådets side, men henholdt sig til at man manglede de fornødne midler. Der måtte derfor indkaldes til et socialdemokratisk partimøde først, men det var der ingen stemning for hos de fremmødte arbejdsløse i byrådssalen. Desuden havde byrådet ikke lov til at bevilge penge, uden en bevillingssag opført på dagsordenen.
Der opstod derefter tumult både i og udenfor byrådssalen. Brandtaler blev holdt og trusler og tilråb til byrådsmedlemmerne flød i en stadig strøm. Byrådsmedlem, formand for arbejdsmændene Emil Koch, gik som den første ind for at opfylde kravene, den fungerende borgmester bifaldt dette, og til slut blev det vedtaget, at der skulle bevilges 20.000 kr. til hjælpekassen. Dette blev dog annulleret, da bevillingen var blevet vedtaget under pres. Det blev senere godkendt af Socialdemokratiet om nødvendigt at overskride hjælpekassens budget, dog uden fastsættelse af et bestemt beløb.
En selvstændig afdeling af Danmarks Kommunistiske Parti var kort før disse hændelser opstået i Nakskov. Denne fik dog forbud mod at afholde 1. maj møde. DKP trodsede forbudet, og det kom til sammenstød med knippelbevæbnede politibetjente. Politiets optræden d. 1. maj 1931 udløste meget harme og kritik blandt byens arbejdere. Dette medførte et offentligt protestmøde den 2. maj i det kommunale Indrefjordsanlæg.
Her opstod igen tumult og opfordring til demonstration mod politiet. Denne demonstration nåede sit højdepunkt, da man passerede politistationen. Her kom det til slagsmål med politiet, der havde fået ordre på at skyde, hvis nogen trængte ind. Demonstranterne kastede sten mod ruderne samt ind på selve stationen. Politimesteren telefonerede efter forstærkning af politi og militær udefra. Den første politistyrke nåede frem kl. 23, men også disse nåede at blive indespærret på politistationen. Kl. 01.20 nåede militærstyrkerne frem. Disse blev inddelt i grupper, som med skudklare geværer samt bajonetter fik til opgave at afpatruljere byens gader.
På dette tidspunkt var hele byen rolig, da alle demonstranterne for længst var gået hjem. Den følgende dag ankom yderligere ca. 20 betjente, hvorefter anholdelserne tog rigtig fart. Der blev uddelt bøder fra 40-100 kr., og næsten samtlige bøder blev afsonet med ca. 20 dage for hver dømte. 9 såkaldte hovedmænd fik fra 4 måneder til 2 års fængsel.
Læs mere om Nakskov Politistation her