N. B. Clemmensens Tobaksfabrik i Søndergade


N.B. Clemmensens Tobaksfabrik.


Tobaksdåse fra N.B. Clemmensen


Tobaksdåse fra N.B. Clemmensen.


Kattesundet 3. Sidebygning til N.B. Clemmensens Tobaksfabrik.

Intro

I 1830 fik Nakskov sin egen tobaksfabrik. Den blev anlagt af N.B. Clemmensen fra Svendborg, og virksomheden nåede at blive landskendt.

Købmand Niels Bech Clemmensen fra Svendborg ansøgte i 1829 kongen om tilladelse til at anlægge en tobaksfabrik i Nakskov. Hans motivation var at undgå at blive ruineret. Hans forretninger i Svendborg gik tilsyneladende ikke så godt. Familien var stor: en kone og 12 børn.

Tilladelsen kom, og i 1830 oprettede han tobaksfabrikken N.B. Clemmensen. Fabrikken blev anlagt på første sal i Søndergade 41.
Clemmensen begyndte en fabrikation udelukkende af skråtobak. I 1856 nævnes produktionen at være på 30.000 pund tobak og 300.000 stk. cigarer. Mange år senere optog man også produktionen af shagtobak og cigaretter.

Efter N.B. Clemmensens død i 1866 blev fabrikken overtaget af sønnen Clemmen Clemmensen, som drev virksomheden videre til 1889. Så overdrog han den til sin stedsøn Ludvig Chr. William Clemmensen, der kun nåede at drive virksomheden i ét år før han døde i 1890. Herefter overtog Clemmen Clemmensen atter virksomheden.

Clemmen Clemmensen var efterhånden ved at runde de 70 år, og derfor indtrådte tobaksspinder Charles Chr. Henrichsen som direktør i firmaet. I 1891 trådte Clemmensen tilbage og han døde året efter som 71-årig. I 1908 omdannede Henrichsen virksomheden til et aktieselskab.

I 1912 byggede man en cigarfabrik på nabogrunden ud mod Kattesundet.

N.B. Clemmensens Tobaksfabrik var allerede i 1916 en af de bedst indrettede tobaksfabrikker i Danmark. Dens damp- og elektriske motoranlæg drev de mange specialmaskiner, og virksomhedens specialartikler skråtobak, snustobas, røgtobak og cigater hørte til de mest anerkendte mærker.

Fabrikken beskæftigede i 1916 et personale på 150 personer, og alene af den grund havde den en betydelig indflydelse indenfor erhvervslivet i Nakskov.

I 1915 trådte C. C. Henrichsen tilbage fra selskabets bestyrelse. Som ny direktør antog man Carl Markus Knippel. Selv om virksomheden var kommet ind under tobaksfirmaet "Brødr. Braun" fortsatte det uforandret medsit gamle firmanavn "A/S N.B. Clemmensen".

I august 1926 meddelte N.B. Clemmensen, at man i nær fremtid ville flytte cigarafdelingen til København. Forholdene havde formet sig således, at der stadig havde været en stærk udvikling i fabrikkens skråtobaks- og røgtobaksafdeling. Da man savnede udvidelsesmuligheder for denne i Nakskov, havde man besluttet at flytte afdelingen til København. Fabrikken beskæftigede på dette tidspunkt ca. 140 personer.

I midten af 1930'erne var der en meget omfattende produktion på fabrikken i Nakskov. Alene i skråtobaks- og shagafdelngen beskæftigede man ca. 50 mønd og kvinder daglig. Der var desuden ca. 25 personer beskæftigede i kontorerne og i ekspeditionen, og fabrikken havde endvidere en stor filial i København. Herfra skete ekspeditionen til de sjællandske kunder og til Jylland. Her arbejdede bl.a. en stab på 25 repræsentanter, som skulle sørge for at afsætte fabrikkens produkter.

I oktober 1939 meddelte hovedkontoret, at man ville overflytte skråafdelingen til København. Det var den sidste afdeling, som var tilbage i Nakskov. Hermed var produktionen, som i gamle dage havde beskæftiget ca. 100 arbejdere, nu helt nedlagt.

I 1949 ændredes firmanavnet til A/S N.B. Clemmensens Eftf., København. Senere igen til Nordisk Tobakskompagni A/S, København.


''Afpubliceret'' undefined

''Publiceret''

Forsøget på at genopbygge byen efter Svenskekrigene i 1658-59 fremmede kongemagten via diverse privilegier til byen samt at byen fra 1667 og i de kommende 8 år skulle være fritaget for alle skatter. Efter disse 8 år skulle byen så i de efterfølgende 16 år kun svare halvdelen af de gældende skatter og afgifter, hvilket hang sammen med, at man ville fremme tilflytningen og iværksætterånden. Disse nævnte rettigheder kom også til at gælde for fremmede, i dette tilfælde jøderne. I 1674 ankom derfor den første jøde til Nakskov, idet Jacob Sostman havde fået tilladelse til sammen med sin kompagnon, Abraham Meyer Polack, at slå sig ned i byen som tobaksspinder; et erhverv, der var ret så nyt, idet den første tobaksforarbejdning i Danmark var begyndt i 1665. Produktionen foregik ved, at såvel pibe- som snus- og skråtobak blev spundet til en streng og solgt i alen- eller rullevis, hvorefter forbrugeren selv findelte tobakken. Jacob Sostmans og Abraham Meyer Polacks virke som tobaksspindere kom dog ikke til at vare ret længe, idet Sostman døde i 1680, og Polack efterfølgende ikke fik lov til at fortsætte virksomheden. Frem til 1683 lå virksomheden derfor stille, men med Isach Cantors og hans kompagnon Levin Samuels og deres respektive familiers ankomst blev tobaksforarbejdningen genoptaget i byen. Problemet for Cantor var blot, at hans erhverv som tobaksspinder hvilede på et privilegium, som hans fader havde modtaget, og som gav denne ret til at indrette spinderier i København, Flensborg og andre ”bekvemme steder i vore riger og lande”. I 1693 lykkedes det endelig for Isach Cantor at opnå et privilegium i eget navn, således at han nu ikke blot kunne virke som tobaksspinder, men også drive handel med småkram. Denne kramhandel eller detailhandel synes at have været succesfuld, for i 1700 beklagede de øvrige købmænd i Nakskov sig til Kancelliet i København, idet de mente, at Cantor frarøvede dem deres næringsmuligheder. Klagerne blev i første instans afvist, men efter flere forsøg fra Nakskovkøbmændenes side på at få omstødt Kancelliets afgørelser, lykkedes det dem til sidst at få medhold. Det resulterede i, at Cantor først i 1711 – ved hjælp af sin svigersøns bosættelsesprivilegium – kunne genoptage sin handel.