Mølledammen ved Vestermølle


Mølledammen på Vestermølle med "Riddersalen" i baggrunden. Foto: Skanderborg Museum.


Mølledammen med det nye stuehus og møllehuset til venstre. Foto: Vestermølle Møllelaug.

Intro

I mølledammen opstemmes vandet fra de to vandløb, Sønderbækken og Holtsbækken, som giver Vestermølle sin vandkraft. Oprindeligt var der to damme ved Vestermølle – en øvre og en nedre. Men efter en stor oversvømmelse i 1909 blev den øvre dam opgivet.

I mølledammen opstemmes vandet fra de to vandløb, Sønderbækken og Holtsbækken, som giver Vestermølle sin vandkraft. Oprindeligt var der to damme ved Vestermølle – en øvre og en nedre. Men efter en stor oversvømmelse i 1909 blev den øvre dam opgivet. Man kan stadig se dæmningen fra den øvre mølledam på den anden side af Oddervej.
Den nuværende mølledam var tidligere en halv gang større, idet den strakte sig helt over til den bøgeklædte bakke mod sydøst. Mod syd er der er et stort engdrag, som sædvanligvis kan opsuge selv ret kraftige regnskyl og dermed forsinke Sønderbækkens løb. Holtsbækken, som kommer fra nord, blev ført til Vestermølle – i en gravet kanal øst for Stuehuset. Oftest var her vand nok til at køre med vandhjulet mange timer hvert døgn.
I dag er begge bækkes løb ændret. Først blev Holtsbækken ført tilbage til sit oprindelige løb, og i 2010 mistede mølledammen mere end halvdelen af Sønderbækkens vand, da der blev anlagt et såkaldt stryg uden om møllens fire meter vandsøjle. Det krævede bl.a. en dæmning ned gennem dammen. Med stryget fik ørreder mulighed for efter 500 år igen at gå fra søen op til gydepladserne i Sønderbækken.
Tekst: Vestermølle Møllelaug.


Vestermølle ligger ved østsiden af Skanderborg sø, ved vejen fra Skanderborg til Odder. Gennem mere end 500 år har der her været drevet et betydeligt landbrug med møllerivirksomhed. Her kom bønderne kørende for at få deres korn malet ved vandets kraft fra møllehjulet og siden en turbine.
Der lå flere vandmøller langs søen. Længere ind mod byen lå Skvæt Mølle og videre ud af vejen kom man til Røde Mølle, hvor jorden var rød af naturligt okker og jern i jorden. I middelalderen hørte Vestermølle sammen med disse to møller samt Gjesing- og Hede Mølle under Ring Klosters besiddelser. Vestermølle har været leverandør af mel til hoffet. I gamle optegnelser kan man se, at Frederik 2. har bestilt mel fra Vestermølle, når han regerede fra Skanderborg Slot i slutningen af 1500-tallet. Normalt malede møllerne fortrinsvis brødmel af rug. Men i 1587 gav kongen tilladelse til, at Vestermølle lavede sigtemel, så man ikke behøvede at drage helt til Århus efter denne fine vare.
Forskellige møllere fæstede møllen for kongen gennem årene. Da Skanderborg slot med besiddelser blev solgt i 1767 kom møllen på private hænder. I 1987 købte Skanderborg Kommune bygningerne og resten af jorden. Siden 2009 er Vestermølle blevet renoveret med hjælp fra private fonde, virksomheder og foreninger. Vestermølle er i dag ramme om værksteder samt forenings- og mødelokaler for en række folkelige foreninger. Kommunen har vederlagsfrit stillet Vestermølle til rådighed for foreningerne, foreløbig frem til 2036.
Tekst: Vestermølle Møllelaug.