Museumshaven
Intro
Bymuseets have fortæller om Fredericias kulturhistorie. I nyttehaven dyrkes tobak og grøntsager, der indgik i befolkningens dagligdag i Fredericia. Parterrehaven foran museets hovedbygning er et rokokoanlæg i stil med hovedbygningens tidsperiode, og rosenhaven fortæller århundreders kulturhistorie.
I museets rosenhave vises en samling af historiske roser. Roserne stammer oprindeligt fra den nu afdøde, lokale roseentusiast Inger Skovløkkes private have. En donation fra Kemira Danmark i Fredericia gjorde, at roserne kunne flyttes til museets have i 1997.
Om sin egen rosenhaven skrev Inger Skovløkke: "Min have er en have for sanserne. For øjet, for næsen, for ganen. Og så er den stedet, der giver mig ro i sind." Det er denne oplevelse, museet forsøger at viderebringe til de besøgende i museets rosenhave.
Samlingen af roser er speciel ved, at udvælgelsen af planter er sket efter en vurdering af deres betydning i en beretning om rosens udvikling op gennem tiden, botanisk såvel som kulturelt. Samtidig er der lagt vægt på en kronologisk orden, og haven er opdelt i en række rosenbede med hver deres tema.
Tobaksplanten kom til Fredericia med de reformerte, der fra 1719/1720 dannede en koloni i Fredericia. Allerede i 1722 havde de en anseelig tobaksproduktion. Kong Frederik 4. havde givet dem tilladelse til, uden afgifter, at avle og sælge tobak. Det blev en stor succes, og i slutningen af 1700-tallet, hvor produktionen var størst, blev der høstet op mod 800.000 kg tobaksblade om året i Fredericia.
Siden 1969 er der dyrket tobak på museets område. Frøene sås i mistbænke i slutningen af marts måned og plantes ud fra midt i maj. I september høstes plantens blade, trækkes på snor og hænges til tørre i tobaksladen. I løbet af nogle måneder vil de tørre blade være klar til at bearbejdes til eksempelvis pibetobak, skråtobak eller cigarer.
Tobaksplanten stammer ligesom kartoflen fra Amerika, og kan bliver op til 3 m høje med smukke lyserøde blomster. Planten hører til natskyggefamilien, hvor næsten alle arter er giftige. Det er tobakken også.
I 1719/1720 ankom den reformerte menighed til Fredericia på baggrund af den religionsfrihed, der var så særlig for Fredericia i byens tidlige historie. I museets nyttehave dyrkes ni højbede med urter og grøntsager, der var almindelige blandt de reformerte, og som de anvendte i deres ”franske” madlavning. Blandt de køkkenurter og grøntsager, de reformerte bragte med sig, kan nævnes persille, asparges, artiskok, pastinak, skorzonerrod, ærter, gulerødder og kommen.
Rundt omkring i resten af museumshaven findes også forskellige andre planter, der alle har en særlig tilknytning til de reformerte i Fredericia. Blandt disse kan nævnes bleg kongelys, der blev mangfoldiggjort i Fredericia af de reformerte, der lavede te af dens blomster og blade i stedet for at købe te hos købmanden.
På de gode jorde omkring Fredericia har der også været en betydelig frugtavl, og i museumshaven repræsenteres dette ved to æbletræer og et morbærtræ.
Også kartoflen har en særlig historie i Fredericia. I 1746 fortælles det, at man dyrkede forskellige slags kartofler her på egnen – den ene havde hvide blomster og den anden havde violette blomster. Ifølge historikeren Hugo Matthiessen fik en reformert, Bottelet, tilsendt kartofler fra sin broder i Holland, og det var de reformerte, der som de første dyrkede kartofler i større mængder her i landet.
Haven foran museets hovedbygning er et rokokoanlæg. Haven er karakteristisk ved de lave, præcist klippede buksbomhække og ved symmetrien omkring den centrale akse, der løber op mod museets indgangsdør.
Et haveanlæg af denne type kaldes en parterrehave. Haven er anlagt i nær tilslutning til hovedbygningen, og beplantningen holdes lav nær jordoverfladen. Forskelligt farvet grus er med til at synliggøre figurer og mønstre i parterret. Anlægget er flankeret af to symmetriske og skarpt klippede lindehække, der også er karakteristiske for denne periode. Denne del af haveanlægget er helt i stil med museets hovedbygnings tidsperiode og fremtoning.