Museumsgården i Keldbylille


Museumsgården, Keldbylille


Museumsgården, Keldbylille


Museumsgården, Keldbylille. Dagligstuen med omhængssenge mm.


Museumsgården, Keldbylille. Øverstestuen


Hans Hansen, Skullerupgård (nu Museumsgården), Keldbylille


Skullerupgård (nu Museumsgården) i Keldbylille

Intro

I Keldbylille, omgivet af en idyllisk have, ligger en fredet firlænget gård fra år 1800. Gården rummer bl.a. originalt indbo fra 1800-tallet og er i dag en del af Museerne Vordingborg, hvor den fortæller historien om dansk landbrug.

Bygningerne

Udflyttergård
Museumsgården er en typisk østdansk udflyttergård. Gården lå oprindelig i Keldbylille landsby, men landboreformerne i slutningen af 1700-tallet medførte, at mange gårde blev flyttet ud på markerne, væk fra landsbyfællesskabet.
Gården blev opført i sin nuværende placering i år 1800 som en firlænget bindingsværksgård med stråtag. Årstallet kan ses på bjælken over skorstenen i bryggerset (skorstenshammeren).

Gården består af stuehus i sydlængen, bryggers, vognport og hønsehus i vestlængen, kostald i nordlængen og hestestald i østlængen.

Byggestil
Bindingsværket er kalket over efter østdansk skik, så murene fremstår ensfarvet hvide.

Byggestilen i den ældste del af gården kaldes tappet bindingsværk, fordi de vandrette bjælker er tappet igennem stolperne, og derfor stikker ud af muren, som det kan ses fra gårdspladsen.

Taget er stråtækt og rygningen holdes på plads af ’kragetræer’.
I stuehusets vestlige ende ses en mønsk specialitet: Gavlspidsen er beklædt med vandrette brædder.

På ydersiden af vestlængen buler væggen ud. Det er bagenden af bryggersets store bagerovn, der rager ud. Den er beskyttet mod vejrliget af et lille halvtag.

Udhusene i hæssehaven er forsynet med alternativ beklædning. Huggehusets bindingsværk er dækket af lodrette granrafter, mens det nyere vognskur af blik er lukket i enderne med stråvægge

Ombygninger
Hvis man står uden for gårdanlægget og ser på den nordlige længe, kan man se, hvordan gården er blevet ombygget gennem tiden. Den smalle del af længen er den oprindelige konstruktion fra 1800 med tappet bindingsværk. Midt på er længen blevet udvidet for at give bedre plads i kostalden. Her er der anvendt en senere type bindingsværk, uden tappe. Endelig er østlængen blevet forlænget med en grundmuret gavlende, der stikker helt uden for gårdanlægget.


Haven

Museumsgården er omgivet af en stor, næsten parklignende landbohave.
Haven er opdelt i to afdelinger, Vesthaven (sydvest for stuehuset) og Østhaven (øst for gårdens indkørsel).

Vesthaven
Vesthaven er den ældste. Den er anlagt i stilen fra omkring 1900, med slyngede stier gennem græsplæner med træer og blomsterbede. Langs hækken ud mod marken, fra indkørslen til valnøddetræet, findes en nøddegang, dvs. en allé af hasselbuske. I hjørnet ud mod indkørslen ses en hesteskoformet vold med grøn beplantning. Det er – formentlig – resterne efter en såkaldt iskule, dvs. en grube til opbevaring af is. Isen blev samlet ind om vinteren og brugt i årets løb til at køle madvarer ned. Museumsgårdens iskule har senere været anvendt til kompostering. I den modsatte ende af vesthaven, for enden af vognskuret, ligger en anden kule, en kalkkule. Her opbevares læsket kalk, dvs. brændt kalk, rørt op med vand. Det er stærkt basisk og derfor ætsende. Læsket kalk opbevares bedst i en frostfri kule, hvor det skal ligge i mindst to år. Når den læskede kalk røres op med vand kan den anvendes til at grunde og male murværket.

Østhaven Museumsgårdens sidste ejer var meget haveinteresseret. Da han overtog gården i 1913, inddrog han et stykke af marken øst for vejen (den nuværende indkørsel) og indrettede gennem en årrække en stor, parklignende have i den landskabelige stil, der netop var moderne i den tidlige del af 1900-tallet. Her blev der plads til at lege med dekorative indslag. Det tidligere vandingssted blev forvandlet til en pyntelig dam med bl.a. åkander, siv og iris. Ved vandet blev plantet en hængepil, og i starten af 30’erne byggede han en pergola langs nordsiden af dammen. Den har været tilplantet med guldregn og muligvis også blåregn, roser og vildvin. I havens sydøstlige hjørne opførte han en stenhøj. Stenhøjen var et eksotisk indslag i århundredskiftets haver. Den skulle illudere et klippeparti, som jo ellers ikke hører hjemme i den danske natur. I dette tilfælde tjener stenhøjen også som udsigtspunkt. Beliggenheden tilbyder nemlig et glimrende vue mod Østersøen.

Udflugtsmål Sådan en stor prydhave er meget arbejdskrævende, især om sommeren, så hver lørdag blev karlene kommanderet ud for at luge, rive og slå græs. Så var der pænt til om søndagen, hvor der i de senere år ofte kom besøgende for at se ’parken’. Faktisk så mange, at der blev indrettet en spiseplads til gæsterne. På landet var det ellers ikke almindeligt at spise i haven før langt op i det 20. århundrede – man var jo udendørs en stor del af dagen, så spisningen måtte gerne foregå inde.


Hans Hansen

Hans Hansens gård
Museumsgården har gennem tiden haft flere navne. Først Høvangsgården, siden Skuldebjerggård og nu Museumsgården. Men i folkemunde har den længe heddet ’Hans Hansens gård’. I mere end halvdelen af de 164 år, den var i privat eje, var der nemlig en Hans Hansen for bordenden.

Den første Hans Hansen ejede gården fra 1819 til 1852. Han blev farfar til den anden Hans Hansen, der ejede gården de sidste 51 år, fra 1913 til 1964.

Hans Hansen den yngre blev født i 1884 og voksede op som enebarn på den lille nabogård, der i dag har overtaget navnet Skuldebjerggård. Han kom på landbrugsskole i Tune og Ladelund og overtog gården efter sin ugifte og barnløse farbror.

Hans Hansen var en driftig og innovativ landmand, der drev både sin fødegård og Museumsgården. Han havde malkekvæg og heste, og på fødegården opdrættede han slagtesvin. På markerne blev der dyrket korn og sukkerroer. Med jorden fra begge gårde samt ekstra jord i omegnen havde han i alt omkring 70 tdr. land, så det var ikke nogen lille bedrift.

Det krævede en del arbejdskraft at drive landbrug og husholdning. Hans Hansen blev aldrig gift, så han måtte ansætte en husbestyrerinde til at passe hjemmet med hjælp fra en tjenestepige. Landbruget blev varetaget af en fodermester, et par karle og en daglejer. Nabogården blev drevet af et bestyrerpar.

Ud over landbruget fik Hans Hansen tid til at pleje sin store interesse for gymnastik, havebrug og historie. Gårdens have blev udvidet til dobbelt størrelse og indrettet med spændende detaljer og sjældne planter. Men det er hans store interesse for historien, der har gjort, at gården i dag står som museumsgård med alt det gamle inventar bevaret.


Fredning

Historiske værdier
Da Hans Hansen overtog gården efter sin farbror, overtog han også de gamle almuemøbler, som bl.a. omhængssengene og langbordet med fast bænk. Hans Hansen var historisk interesseret, og gik derfor meget op i at bevare det gamle inventar og den traditionelle indretning af stuehuset.

I 1944 havde Nationalmuseet fået øje på gården og sendte et par mand ud for at opmåle og registrere. Gården er også nævnt i prof. Axel Steensbergs bog Danske Bondemøbler fra 1949.

Museum
Hans Hansen døde i 1964, og da han ingen arvinger havde, havde han testamenteret indboet til Nationalmuseet, der også overtog bygningerne. I 1968 åbnede Museumsgården første gang dørene for museumsgæster.
Senere trak Nationalmuseet sig ud og overlod i 1990 driften til Møns Museum (i dag en del af Museerne Vordingborg).

Fredningssag
I 2001 blev gården fredet. Fredningen omfatter hele den firelængede gårdbygning, gårdsplads, møddingplads, udhuse samt haven med stier, dam og stenhøj.

Begrundelsen for fredningen er, at gården, der er meget velbevaret i såvel eksteriøret som interiøret, er et typisk eksempel på en østansk udflyttergård, med træk fra den udvikling som landbruget har gennemgået frem til midten af 1900-tallet.


Museumsgårdens Venner

Levende formidling
I åbningssæsonen sørger medlemmer af foreningen Museumsgårdens Venner for at skabe liv på Museumsgården. Haveholdet luger i bedene, håndarbejdsdamerne nørkler, fortællerne viser besøgende rundt i udstillingerne.

I sommerperioden holdes der håndværksdage, hvor gamle håndværk som rebslagning og smedning demonstreres, og ved særlige lejligheder luftes nogle af de gamle traktorer, tærskeværket mv.


Links
Museumsgården