Museerne i Fredericia

Intro

Fredericia Museumsforening blev stiftet 20. oktober 1916. I 1930 genopførte museet Sct. Joseph-søstrenes gård ved Prangervej, hvor museet ligger i dag. Siden er museet løbende blevet udvidet med Egum gamle vandmølle, Nørremarksladen, Egeskov Kirkestald, Brøchners Pakhus, Vejerboden og Målerhuset.

Bymuseets hovedbygning stammer fra ca. 1715, og lå oprindeligt på det sydøstlige hjørne af Vendersgade og Sjællandsgade i Fredericia. I årene 1765-1772 var huset ejet af Frederik Ludvig Christian von Beenfeldt (1741-1801), og bygningen kendes derfor også som den Beenfeldtske gård. I 1772 solgte von Beenfeldt gården til Jens de Hoffman, der var en bror til byens præsident Hans de Hoffman, der selv boede i den endnu eksisterende gård på den anden side af gaden (Hans de Hoffmans Gård). Bygningen blev i 1889 købt af Sct. Joseph-søstrene, der i en årrække brugte den som alderdomshjem. I forbindelse med en udvidelse af Sct. Josephs Hospital, der lå på nabogrunden, måtte huset dog fjernes. Fredericia Museumsforening fik bygningen tilbudt af Sct. Joseph-søstrene, og i 1930 blev bygningen flyttet til sin nuværende placering på museets område. Bygningen blev indviet som bymuseum den 11. december 1930, og har siden fungeret som museets hovedbygning. I stueetagen findes museets permanente udstilling og museumsbutik, mens 1. sal rummer museets kontorer og administration.

Fredericia Museumsforening blev stiftet 20. oktober 1916, og en indsamling af museumsgenstande begyndte. Museumsforeningen havde dog det problem, at den ikke havde nogen lokaler, hvori den kunne magasinere eller udstille sine genstande. I stedet blev der lavet udstillinger rundt omkring i lånte lokaler i byen. I 1924 købte museet sin første bygning. Det var et af byens sidste tobakshuse. I 1929 blev museumsforeningen tilbudt Sct. Joseph-søstrenes gård på hjørnet af Sjællandsgade og Vendersgade og det bliver besluttet at flytte bygningen og genopføre den ved Prangervej, hvor museet ligger i dag. Bygningen blev genopført på stedet i 1930, og samtidig opførtes det erhvervede tobakshus på samme adresse. Efter rådførelse med historiker Hugo Matthiessen blev museumshaven anlagt af den historisk interesserede gartner R. Brostrøm fra Viborg. I 1941 blev museet udvidet med laden fra Egum gamle vandmølle og senere kom også Nørremarksladen (1968), Egeskov Kirkestald (1969), Brøchners Pakhus (1980), Vejerboden (1990) og Målerhuset (1994) til. Disse bygninger udgør tilsammen Bymuseet, der ligger på Jernbanegade.

Egum Møllelade blev opført i begyndelsen af 1800-tallet som ladebygning ved vandmøllen i landsbyen Egum ca. 5 km nordvest for Fredericia. Mølleladen blev flyttet og derpå genopført på museets område i 1941, hvor den nu fungerer som foto- og registreringsrum for museets genstandssamling. På gårdspladsen ved mølleladen står desuden et ”das” i bindingsværk, der oprindeligt har stået i Kongensgade 35 i Fredericia.

Staldbygningen stod oprindeligt over for Egeskov Kirke, hvor den blandt andet blev brugt til opstaldning af kirkegængernes heste under gudstjenesten. Bygningen blev flyttet og genopført på museets område i 1969, og bruges i dag af museets skoletjeneste.

Brøchners Pakhus blev oprindeligt opført i 1797 af købmand Bertel Bruun på stranden foran Strandporten. Pakhuset blev delvist udlejet til toldvæsenet, der benyttede den som byens første toldbod. Efter havnen var blev opført i 1808-1815 byggede toldvæsenet en ny toldbod ved den nye havn. I 1832 lod købmand Thøger Brøchner, der var en arving efter Bertel Bruun, pakhuset flytte til østsiden af Fredericia Havn. Pakhuset blev siden kendt som Brøchners Pakhus. I 1980 blev bygningen flyttet og genopført på museets område. På bygningens yderside ses på den ene gavl et hejseværk, der vidner om bygningens oprindelige funktion som pakhus. I stueetagens ene del er rekonstrueret en hestestald, mens der i den anden del er indrettet garderobe og toiletfaciliteter for museets besøgende. På første sal findes museets foredragssal, der også benyttes som bibliotek, kontor og mødelokale.

Nørremarksladen lå oprindelig ca. 4 km nord for Fredericia på området, hvor olieraffinaderiet nu ligger. I forbindelse med raffinaderiets opførelse i 1960'erne blev bygningen flyttet til museets område, hvor den har stået siden 1968. Bygningen er åben i museets åbningstid, og indenfor er der udstillet landbrugsredskaber med tilknytning til Fredericias avlsbrugere, samt inventar der fortæller om husmødrenes arbejde.

Tobakslader var til slutningen af 1800-tallet et meget synligt og karakteristisk træk i Fredericias bybillede. Dette gjaldt særligt i byens nordøstlige del, hvor tobaksdyrkerne fra den reformerte menighed var bosat. Tobaksladerne blev brugt til at tørre tobaksbladene fra de blev høstet i september og frem til foråret, hvor de blev forarbejdet. Hvert år dyrker museet tobaksplanter i museumshaven, og den besøgende kan se og dufte de store tobaksplanter, der tidligere blev dyrket mange steder i og omkring byen. Om efteråret høstes tobaksbladene og hænges til tørre i museets tobakslade. Bymuseets tobakslade stod oprindeligt i Kongensgade 81, og blev flyttet til museet i 1930.

Museets vejerbod blev oprindeligt opført på hjørnet af Prinsessegade og Oldenborggade i 1891, og senere flyttet til havnepladsen i 1913. Vejerboden blev efterfølgende moderniseret flere gange, men i 1988 var huset blevet for lille og beliggenheden uhensigtsmæssig. Som følge heraf fik museet tilbudt huset, og i 1990 blev boden flyttet til museets område. I 1992 kunne vejerboden indvies med originalt inventar og en mindre billedserie, der viser havnens udvikling. I dårligt vejr kan huset benyttes som spiseplads for besøgende, der har medbragt madpakke.

Målerhuset er opført i 1888, og stod oprindeligt på den yderste ende af færgelejets moler. Her blev det brugt til opbevaring af udstyr til at måle vandstanden i Lillebælt. Huset fungerede frem til 1974, hvorefter det blev fjernet fra havnen. I en periode derefter fungerede huset som kolonihavehus, men blev endelig flyttet til museets område i 1994. Ligesom de andre bygninger på museets område er også dette hus med til at dokumentere en vigtig epoke i Fredericias historie, nemlig Fredericia som færgeby.