Munkegade
Klostergade 25, Kolding. Telefonhuset på hjørnet af Klostergade og Munkegade th. Kolding Stadsarkiv
Munkegade. Kolding Stadsarkiv
"OK Huset" set fra Munkegade. Kolding Stadsarkiv
Munkegade. Kolding Stadsarkiv
Intro
Munkegade er et navn fra oktober 1921. Kongens Lønvej er det ældste kendte navn. Klosterstræde var navnet til ca. 1840, Klostergade sammen med nuv. Klostergade. Øster Klostergade - fra 1873 til 1921.
Trappe, anlagt i 1915-1916 over baneterrænet, gående fra Munkegade (dengang Øster Klostergade) til Kongebrogade (dengang Nybrogade).
Tidligere kunne man køre fra Munkegade tværs over jernbanen og videre ad Kongebrogade, men det blev ændret da Buen, der nu skulle lede trafikken over jernbanen, samtidig blev anlagt. Til fods kunne man dog stadig krydse banen ved Munkegade-Kongebrogade, nemlig via den nye trappe.
Trappen er altså fra 1915-16, men selve navnet, Munketrappen, fik den først nogle år senere, nærmere bestemt i 1921. Det var nu ikke givet på forhånd at trappen skulle hedde Munketrappen, for Gade- og Vejudvalget, der var sat på opgaven at navngive trappen, havde et andet navn i baghånden, nemlig Klostertrappen, men valgte altså Munketrappen.
Hvorfor det lige blev Munketrappen og ikke Klostertrappen fortaber sig hen i det uvisse. Dog kan man om begge navne sige, at man fra kommunalt hold sandsynligvis har ønsket at knytte bånd til stedets tidligere munkekloster, der lå omtrent der hvor Klostergade løber.
Munketrappen stod i knap 80 år, indtil DSB i 1992 valgte at nedrive den, fordi den var for lav til de nye el-drevne tog. Også Buen undergik forandring i 1992, da den af samme grund blev hævet en smule.
Telefonen blev op gennem det tyvende århundrede hvermandseje. Før telefonnettet var automatiseret i 1960erne, måtte man ringe til centralen, give nummeret på den person man ønskede at tale med, hvorefter centralen etablerede forbindelse med vedkommende.
På Kolding Central, på hjørnet af Klostergade/Munkegade, var der i midten af århundredet omkring 110 damer til at tage sig af denne opgave. 14 ”telefonistinder” tog sig af indenbysafdelingens ca. 3200 numre, mens 18 damer sad klar dersom man ringede udenbys.
Midt i hele rummet sad forstanderinden. Fru Lindberg, som hun hed i 1949, og overværede at alt gik for sig som det skulle, på en upersonlig og automatisk mekanisk facon. Ikke noget med at vrisse af arrige kunder. Endvidere havde forstanderinden fire kontrollanter som hjalp hende med at holde øje med betjeningsstandarten. Dertil kom, at der i kælderen var en lyttepost, hvor selskabet kunne koble sig på en samtale, og få vished om, hvorvidt publikum nu fik den behandling de fortjente.
Udover at etablere forbindelsen mellem to numre, skulle telefonistinderne undersøge, om nu også den samtale, de lige havde sendt videre, fortsat var i gang, eller om vedkommende havde glemt at ringe af. Derfor skulle de hvert tredje minut koble sig på samtalen, for at finde ud af, om der fortsat blev talt. ”Lytningerne skal selvfølgelig være saa korte, som det overhovedet er gørligt, og det tillades begribeligvis ikke at sætte sig til Rette og nyde Replikskifterne!” udtalte forstanderinden i 1949 til Kolding Folkeblad. Juleaften var der nu god grund til at nyde opkaldene. Da var der 50 øre til de arbejdende telefonistinder for hvert opkald de modtog, hvilket – tiltrods for færre opringninger end på en almindelig aften – alligevel blev til et ganske stort beløb.
Fascinationen af telefonen og dens muligheder var stor på det tidspunkt, og Fru Lindberg gjorde sig herom visse betragtninger i Kolding Folkeblad: ”Gennem Propper og Traade hvisker den unge aller-første-gang-forelskede Pige skønne Løfter om Troskab og Kærlighed, gennem andre Propper siges kanske et sidste Farvel og to Mennesker, der led Havari i deres Samliv, er skilt for stedse. Det er selve Livet koncentreret i Mekanik!”.
Denne port, der lå omtrent på hjørnet mellem Fredericiagade, Jernbanegade og Munkegade, var bygrænsen, når rejsende kom fra nordøst ad Snoghøjvejen. Her betaltes accise, senere kaldet konsumtion - en forbrugsafgift af forskellige levnedsmidler indtil 1850, hvor konsumti-onen blev ophævet og portene forsvandt.