Mosevej


Mosevej. Kolding Hørfabrik. Kolding Stadsarkiv


Mosevej, Kolding Hørfabrik A/S. Kolding Stadsarkiv


Mosevej, vandtårnet (Søndre Vandtårn). Kolding Stadsarkiv

Intro

Mosevej ses på et bykort fra 1930 med navn. Vejen er med i bivejsfortegelsen i 1888 i Vonsild Sogn som nr. 5.

Vandtårnet

Vandtårnet på Mosevej 2, der stod færdigt i 1947, er tegnet af arkitekt Ernst Petersen (1883-1953) der tegnede så godt som alle offentlige bygninger i Kolding i perioden 1918-1953, bl.a. Domhuset, Nationalbanken (senere Skatteforvaltningen) i Jernbanegade, Sct. Hedvigs Hospital, Harteværket, Immanuelskirken, ombygningen af Rådhuset etc. Vandtårnet blev bygget i forbindelse med opførelsen af Søndre Vandværk og kostede ca. 200.000 kr. I 1967 blev det renoveret for ca. 50.000 kr.

Den ottekantede glasoverbygning, kaldet ”lanternen”, øverst på tårnet fungerer kun som pynt og har ingen praktisk betydning. Den var oprindeligt udstyret med småsprossede vinduer, ligesom der var en dør ud til taget. De 4 udkragninger på hver side af bygningen giver plads til den indvendige cirkulære vandbeholder i toppen. Disse udkragninger blev tidligere afsluttet af et lavt rækværk - en såkaldt balustrade.


Kolding Hørfabrik

Anders Peter Andersen Lunden fik i 1939 den idé at samle en lang række landmænd i et andelselsskab med det formål at koncentrere produktionen af hør i Kolding. I forbindelse med den stiftende generalforsamling samme år gik et par hundrede landmænd med til at levere hør til fabrikken – Kolding Hørfabrik, der på dette grundlag startede i november 1940. Fabrikken blev bygget på mosevej – dengang beliggende langt udenfor byen.

Hørfabrikken skulle skille hørfrøene fra taverne, og ikke fremstille spundne og vævede varer som man gjorde det i Tommerup Hørfabrik på det tidspunkt.

Store dele af dansk erhvervsliv led økonomisk under den tyske besættelse 1940-1945. Det kan man imidlertid ikke sige om hørfabrikken. Den primære årsag hertil var sandsynligvis den, at de produkter fabrikken anvendte i produktionen skaffedes i Danmark alene – man var uafhængig af leverancer fra udlandet.

Det var derfor en økonomisk sund forretning efter besættelsens ophør i 1945. En forretning med overskud. Ikke blot på den økonomiske side, men også på den mere menneskelige af slagsen. Fabrikken udleverede således et lille hæfte til hver ny medarbejder, der blev ansat i foretagendet. I dette hæfte kunne medarbejderen læse om alt vedrørende livet til daglig i fabrikken. Ligefra hvor man parkerer sin cykel, til hvordan man skal forholde sig i tilfælde af brand. Hæftet tjener på overfladen således det formål, at introducere den nye ansatte for fabrikkens skrevne og uskrevne regler, samtidig med, det på et mere overordnet plan er et forsøg på at anskueliggøre det regelsæt, som den nye medarbejder fra da af forventes at handle ud fra. Fabrikken har endda ti bud, hvoraf det første lyder: Orden, Orden og atter Orden overalt.

Orden overalt var ikke ligefrem det der prægede markedet for hør i efterkrigstiden. Priserne faldt hvilket fik hørfabrikken til at give sig i kast med eksport. Sydamerika aftog meget, hvilket gjorde, at indtjeningen forblev omtrent den samme som i de økonomisk gode år 1940-1945.

Imidlertid møder fabrikken hård konkurrence fra russisk side på hørmarkedet. Flere russiske firmaer gik i 1950erne ind på markedet, og kunne snildt dumpe priserne, så Kolding Hørfabrik havde mere end svært ved at afsætte sine betydeligt dyrere produkter. Bedre blev det ikke, da de hollandske og belgiske regeringer i 1960erne valgte at yde statsstøtte til deres hørfabrikanter. Det blev for meget for fabrikken i Kolding, der i 1969 måtte dreje nøglen om sidste gang.